En personlig beretning fra en retræte

Retræten gik i gang, vi arbejdede med Centrerende Bøn, som har vist sig at være den bedste meditationsform, jeg har mødt i mange år. Det der indholdsmæssigt kom til at betyde mest for mig var, da vi nærmede os begrebet tro.

Peter fortalte om Luthers udsagn om, at tro er en gave fra Kristus, og gaven er en del af giverens væsen. Snakken om dette fik mig pludselig til at få en helt anden opfattelse af historierne, hvor Jesus siger:” Din tro har frelst dig.” Jeg har ikke været bevidst om det tidligere, men blev med ét klar over, hvordan jeg har opfattet det sådan, at tro var en slags præstation.

Nu blev det vendt helt på hovedet. Altså at det ikke er, fordi disse mennesker har haft en helt speciel fast eller ubegrænset tro, men fordi de har ladet denne gave komme til orde i deres liv og ladet være med at stille tvivl og skepsis forrest. DET gjorde indtryk.

Lørdag sidst på eftermiddagen lige inden stilhed og aftensmad fik vi til opgave hver især at finde et citat, et salmevers eller selv at skrive noget, som kunne fortælle noget essentielt om vores tro. Det skulle så medbringes til gudstjenesten søndag morgen.

I den efterfølgende meditation kom ganske uopfordret de fleste af formuleringerne til et lille digt om tro. Jeg brugte så resten af aftenen og næste morgens regnvejrsvandring i skoven til at pudse det af, så det kunne bruges til gudstjenesten. Jeg har oplevet nogle ganske få gange tidligere, at der sådan er ”kommet” en tekst eller et digt eller en salme, men det var et par år siden sidst, så min glæde og taknemmelighed var meget stor.

Det blev en dejlig weekend med gode mennesker, smukke omgivelser, dejlig mad, intens energi og et givende indhold. Tak for det.

Tro flytter bjerge og ørken,
tænder et lys i dit sind
tro viser vej gennem mørket,
og tro lukker glæden ind.
Tro er et levende væsen,
som nysgerrigt kigger ud.
Tro er en vished i sjælen,
en kærlighedsgave fra Gud.