Peter Ruges formandsberetning ved årsmødet den 10. november 2024. 

NUTIDIG KRISTEN SPIRITUALITET
Vi er jo i dette land – som de fleste er klar over – uden en dyberegående spirituel tradition. Vi trækker ikke på en tusind år gammel klosterbevægelse med en dybt forankret viden om, hvordan bøn og fordybelse kan danne et menneske. Vi har derimod arvet en alt overvejende eksoterisk kirketradition, som ikke har interesseret sig for netop denne side af det kristne liv.
Derfor er det et uomgængeligt vilkår for en nutidig kristen spiritualitet, at den må være undersøgende – og nyformulerende – med afsæt i de konkrete erfaringer med indre praksis, vi gør i vores fællesskaber.
Vi søger derfor med denne forening at danne et miljø, hvori der kan udfolde sig både en undersøgelse og en indre praksis i forhold til dannelse af en nutidig kristen spiritualitet.
Den indre praksis arbejder vi med i relation til gudstjenester, retræter og forskellige meditations- og fordybelsesgrupper, hvor mennesker sammen får mulighed for at gøre erfaringer med en åndelig virkelighed – dvs. opdage at mødet med ånd afsætter reelle erfaringer
Undersøgelse finder sted i de samme miljøer, men er samtidigt den accent, som er til stede i alle former for spirituel praksis – at vi holder et vågent øje med, hvordan disse erfaringer opstår, for at vi kan blive bedre og mere præcise til selv at forstå og til at vise vej.
Vi læner os gerne ind i en dansk kirketradition. Men vi stiller os åbne for den inspiration, som kommer til os udefra i disse årtier. Det gælder ikke mindst den brede strøm af præcis viden om indre praksis fra østlige kilder – og den tilsvarende viden fra den kristne klostertradition. Hertil kommer en nysgerrighed overfor den brede esoteriske strøm i vestlig tradition, som vi ikke mindst møder i hermetismen. Den har – uden i sig selv at være kristen – inspireret både filosofi, psykologi og kristen spiritualitet gennem hundreder af år, og er derfor også en del af vores åndelige arvegods.

GRUNDLAGSERKLÆRINGEN
Bestyrelsen har i indeværende år revideret den grundlagserklæring, som foreningens virke er baseret på.. Den hidtidige grundlagserklæring blev til ved foreningens dannelse og afspejlede det spirituelle miljø i Danmark på daværende tidspunkt, og det, der forekom en vigtig accent på det tidspunkt –  at formidle mellem folkekirketradition og en folkelig spiritualitet giver mindre mening i dag, hvor spiritualitet over en bred front er ved at blive integreret i dansk kultur, og hvor folkekirken tilsyneladende er ved at blive en del af denne større åbenhed mod ånd og erfaring. Den nye grundlagserklæring ligger på foreningen hjemmeside, og kan findes her: https://nutidig-kristen-spiritualitet.dk/grundlagserklaering/

GUDSTJENESTERNE
Vi holder gudstjenester i Lyseng Kirke ved Århus hver anden måned, og søger en balance mellem indre praksis og udadvendt kontaktfuldhed på den ene side, og mellem menighedens deltagelse og præstens ledelse på den anden side – og arbejder derfor langsigtet på at gøre det fælles ansvar for gudstjenesten tydeligere.
Tak til de, der uhonoreret bidrager henholdsvis til det praktiske og til gudstjenestens musik.

MEDITATIONSGRUPPER
Ved foreningens mellemkomst bliver der startet meditationsgrupper op.
Der er én på Fyn, som mødes månedligt i Odense, hvor Birthe Paungreen er kontaktperson, og der er Klostergruppen i Århus, der mødes i Klosterkirken om centrerende bøn og har Eva Wildt Nielsen som kontaktperson.
Vi har en udviklingsgruppe forankret i Lyseng Kirke, ved Århus ledet af Elisabeth Staal Jensen, hvor man mødes om centrerende bøn og visdomspraksis i Cynthia Bourgeaults forståelse.
Vi har en meditationsgrupper ledet af Peter Ruge, der mødes to gange månedligt i Skanderborg.
Tove Vejlgaard leder fortsat fordybelsesgruppen i Skanderborg:”Meditationer over Tarot – en rejse ind i kristen hermetisme”.
Endelig er der en studiegruppe omkring fælles læsning med Birgitte Rasmussen som kontaktperson.

RETRÆTER
Vi har året igennem afholdt flere retræter.
Elisabeth Staal Jensen og Mette Munk har i august holdt retræte Nygård på på Als over temaet “Håb”.
Peter Ruge har holdt tre retræter på Nygård på Als med “det indre menneske” som tema, samt en retræte på Ådalen Retræte ved Randers sammen med Jutta Sørensen og Pia Pedersen, hvor ideen har været både at bringe det kropslige mere i spil og at interagere med den ignatianske tradition for spiritualitet, som trives dér.
Fælles for disse retræter er, at de både har karakter af at være et miljø for fordybelse og indre praksis – og samtidig har den undersøgende kvalitet, som vi skønner er nødvendig i dannelsen af en nutidig kristen spiritualitet.

KURSUS- OG RETRÆTEDAGE
Gennem flere år har Morten Musicus Pedersen deltaget i en halvårlig  ”Fordybelsesdag i Silkeborg” som optakt til helholdsvis jul og påske sammen med Inge Margrethe Bonnevie og Silkeborg kirke.
Mette Munk har holdt fire naturvandringer, der følger årstidens rytme, omkring Ørnereden.
Peter Ruge har sammen med universitetslektor Martin Guldberg holdt kursusdage på Løgumkloster Refugium over Bachs “Juleroratoriet”, og følger op til december i år med Händels “Messias”.

VÆRKSTED FOR KRISTEN SPIRITUALITET
Vi har det seneste års tid haft en række møder i Århus under arbejdstitlen “værksted for kristen spiritualitet”. Tanken er, som titlen siger, at indbyde til udforskning og fælles nytænkning. I foråret havde vi et dagsarrangement med krop og spiritualitet ved Peter Ruge og Jutta Sørensen, samt to foredrag – ét ved Lisbeth Pedersen om Jobsbogen i perspektiv af Willam Blake og C.G. Jung, og ét om den hermetiske tradition historie ved Peter Ruge. Her i efteråret har vi en række på tre aftener under overskriften: “Tre verdenssyn – ét menneske, én klode”, hvor vi lytter til, hvordan henholdsvis sufi-islam, tibetansk buddhisme og kristendom kan tale ind i den aktuelle krisetilstand på jorden. Og vi fortsætter denne rytme med tre arrangementer hvert semester i det kommende år.

SPIN – OFF
Udtrykket”off-spin” dækker det fænomen, at der af en central aktivitet indirekte opstår ikke-planlagte projekter. Sagt med andre ord, så giver de ting, vi foretager os i foreningen, også anledning til arrangementer i andre sammenhænge, blandt andet indenfor folkekirkens rammer. Det gælder mest tydeligt Peter Ruges undervisning i forhold til præster – samt på retrætedage i sogne rundt om i landet. Disse retræter, grupper og møder afspejler helt foreningens ambition om at kunne dele inspiration til spirituel fornyelse ind i folkekirkens miljø.

LA RIVELAINE
Vi har etableret et mere formelt samarbejde med et lille nyt klosterfællesskab – La Rivelaine, som er udgået af Chevetogneklosteret i Belgien, hvor man igennem de seneste hundrede år har søgt at lade græsk-russisk ortodoks tradition inspirere Vestens gudstjeneste og spiritualitet.  Kontakten er båret af Lisbeth Pedersen og Tove Vejlgaard, og vi har med en lille studiegruppe besøgt klosterfællesskabet her i august. Der ligger en fin beretning om besøget ved Birthe Paungren på hjemmesiden, og vi ser frem til at udbygge kontakten med flere besøg i de kommende år, ligesom vi håber på et tidspunkt at kunne invitere munkene til Danmark. Som et konkret udtryk for relationen har vi doneret en ikon til den ikonostase (ikonvæg), som skal manifestere fællesskabets kommende gudstjenesterum

FORENING OG NETVÆRK.
En meget stor del af foreningens aktiviteter udgår fra bestyrelsen, men vi vil også gerne give støtte – økonomisk og praktisk – til initiativer, som opstår i gruppen af medlemmer. Hermed vil vi gerne understøtte en oplevelse af os – ikke blot som en forening – men også som et netværk af mennesker, der virker sammen om en fælles proces mhp en videre udvikling af den nutidige kristne spiritualitet i Danmark.

HJEMMESIDEN
Foreningens hjemmesiden skal primært ses  som et  forankringssted, hvor vores aktiviteter bliver synlige for medlemmer og andre interesserede.Vi ser  I langt mindre grad hjemmesiden som vindue på internettet.  Hjemmesiden har fået ny forside, og er jævnt godt besøgt. Den danner en udmærket ramme, både for orienterende stof og for annoncering af arrangementer.
Ud over vores egne arrangementer, giver vi også gerne plads til annoncering af medlemmernes arrangementer i andre sammenhænge.
Foreningens nyhedsbrev, der knytter sig til hjemmesiden og udkommer 4-6 gange årligt, har i dag 491 abonnenter. Nyhedsbrevet fungerer som en vigtig kontakt til mennesker, der er interesserede i foreningens virke – medlemmer, såvel som ikke-medlemmer.  Tove Vejlgaard er sammen med Morten Pedersen ansvarlig for hjemmesiden, og lægger et stort arbejde i at udvikle og vedligeholde den – mens Elisabeth Staal Jensen tager vare på foreningens facebookside, som i øjeblikket har 632 følgere.

 TAK TIL BESTYRELSEN
Vi har i bestyrelsen et meget velfungerende arbejdsteam. Så jeg kan som formand glæde mig over en stor og stabil arbejdsindsats i det forgangne år, og vi ser med forventning frem til nye udfordringer og projekter i det kommende.
Vi skal på denne generalforsamling tage afsked med Elisabeth Staal Jensen, som træder ud af bestyrelsen. Elisabeth har været med fra begyndelsen i 2012, og hun har gennem årene været en uhyre vigtig aktør – såvel med ledelse af grupper og retræter som med flere vigtige ansvarsområder i bestyrelsens daglige arbejde. Jeg skal  på bestyrelsens vegne sige hende tak for indsatsen, og vi ser frem til fortsat at se hende til foreningens arrangementer.
Endelig skal jeg også sige tak til Mette Munk, som har været revisor på dette års regnskab. .

                                                                                Peter Ruge, formand, den 24. oktober 2024