Fellowship of St Michael Archangel i Belgien

–  et vellykket studiebesøg  og et kommende samarbejde. 
Nutidig Kristen Spiritualitet har indledt et samarbejde med fællesskabet ”Fellowship of Saint Michael Archangel”. Der er tale om et lille åbent klosterfællesskab bestående af fire munke, der tidligere har haft deres hjem i Chevetogneklosteret i Belgien.
De ønsker at skabe rammer for, at grupper og enkeltpersoner kan komme og få inspiration og undervisning, der tager udgangspunkt i klostertraditionens kerneværdier: ”ora et labora”, og i den byzantinske liturgi, som man møder i de daglige gudstjenester. Undervisningen kan blandt meget andet dreje sig om deres nye tiltag ”Sansernes Akademi”.
Nutidig Kristen Spiritualitet samlede før sommer en gruppe deltagere til en studietur, og vi besøgte i august det lille klosterfællesskab for at få undervisning, for at udveksle med munkene ud fra vores forskelligartede erfaringer og for at undersøge, om det kunne være givende og interessant for Nutidig Kirsten Spiritualitet at etablere et samarbejde, der f.eks. kunne tilbyde fremtidige studieture til munkene og deres sted ”La Rivelaine”.
En af deltagerne har beskrevet sine oplevelser i ”Dagbogsblade fra La Rivelaine, Belgien”.  I teksten opsummeres indtryk og erfaringer fra studieturen. Læs Dagbogsblade fra La Rivelaine her
Nutidig Kristen Spiritualitets fremtidige samarbejde med det lille klosterfællesskab kan antage flere former. Helt aktuelt har foreningen støttet de fire munkes projekt økonomisk ved sammen med studietursdeltagerne at have ’adopteret’ en af deres ikoner, Johannes Døberen, som skal indgå i det nye gudstjenesterums ikonostase – dvs. ikonaltervæg – og fremadrettet vil vi bl.a. hjælpe dem ved at etablere en crowdfunding-proces. Vi vil løbende berette om samarbejdet – og forventer at planlægge yderligere studieture.