Om menneskets grundlæggende godhed. Origenes og Alexandria.
af Peter Ruge – februar 2025
Der er dyb forskel på Vestkirken og Østkirken i synet på mennesket og på forholdet til Gud. Vestkirken er Vesteuropas katolske og protesta
ntiske tradition. Østkirken er den græske og den russiske kirke.
Østkirkens perspektiv er grundlæggende optimistisk. Man lægger vægt på, at mennesket er dybt forbundet med Gud – så dybt at vi har del i Guds væsen. I Vestkirken er holdningen snarere pessimistisk. Man lægger vægt på, hvordan mennesket er forskelligt fra Gud, er bundet til synd – og ligefrem kan stå i modsætning til Gud.
Så hvis man i dag i Folkekirken søger at gøre op med denne lange negative tradition , griber man tilbage til kristendommens rødder – og til de kirkefædre, som grundlagde Østkirkens tro på menneskets basale godhed. (Se f.eks. Johs. Værge: Det betroede menneske.)
Origenes og Alexandria
Kirkefædrene er den gruppe teologer, som i de første århundreder udformede en kirkelære eller en teologi, som vævede datidens tænkning og filosofi sammen med Bibelens fortælling om Jesus. En af de tidligste kirkefædre i Østkirken er Origenes (185-254). Hans hjemby var Alexandria i Egypten, og selvom dele af hans lære senere blev fordømt, blev han for Østkirken en de vigtigste teologer, mens han blev glemt i Vesten.
Alexandria i 200-tallet var en kulturel og religiøs smeltedigel. Her fandtes stadig en levende kult for de gamle egyptiske guder. Byen var græsk, og derfor var der en levende tradition for græsk filosofi. Der var en stor jødisk koloni i byen, som bragte Bibelens verdensbillede med sig. Her fandtes mange forskellige mysteriereligioner, som nu er glemt. Byen var et knudepunkt for handel mellem Indien og Middelhavslandene, og derfor var der kendskab til både buddhisme og hinduisme Og alle disse impulser mødtes, diskuterede og udfordrede hinanden, så der dannede sig nye religiøse og filosofiske retninger, som har virkningshistorie frem til i dag.
Den endnu nye kristendom modtog afgørende impulser i dette kreative vækstmiljø – ikke mindst det optimistiske syn på mennesket. Samtidig og i samme by udviklede gnosticismens mange retninger sig. Og her blev de tidligste hermetiske skrifter og den hermetiske alkymi til.
Menneskets skabelse
Origenes’ kristendom tog form i dialog med Alexandrias multikulturelle miljø og fik præg af det. I hans teologi er menneske og Gud intimt forbundne. Menneskets inderste væsenskerne er guddommelig. For Gud er den Enhed, som er til før al verdens begyndelse, og hvoraf alt er udgået. Først danner der sig ud af den oprindelige Enhed Logos /Ordet og Sophia/Visdommen. De er to udtryk for samme fænomen – mandligt og kvindeligt. Og af Logos/Sophia danner sig de lysvæsner, som igennem syndefaldets proces forvandler sig og bliver til menneskenes inderste guddommelige væsenskerne. Faldet ud af samhørigheden med Enheden finder sted – ikke på grund af overtrædelsen af Guds bud om ikke at spise af Livets træ, sådan som Bibelen beretter. Origenes betragter Bibelens fortælling som enfoldigt billedsprog. Faldet skete fordi de oplyste væsner blev optaget af sig selv. Den frihed, som de ejede i deres lighed med Gud, brugte de til at vælge sig selv. De blev optaget af deres autonomi og adskilthed fra hinanden, og de vendte sig bort fra Enheden. Set i et nutidigt perspektiv kunne denne forestilling godt spejle det fænomen, at jeget så at sig opdager sig selv – at det kan sondre sig fra en oprindelig Enhed, og vælge at være sit eget center.
Et menneske består derfor hos Origenes af to væsner: det indre og det ydre menneske. Den første skabelsesberetning (1. Mosebog kap 1) handler om skabelsen af det indre menneske – de lysvæsner, som bliver til i Guds billede, og som bærer en gnist af Guds væsen i sig.
Det ydre menneskes skabelse bliver der fortalt om i beretningen om Adams og Evas skabelse – og deres fald ud af Paradis. (1. Mosebog kap 2-3)
I Bibelens enfoldige billedsprog, er de skindklæder, som Gud giver Adam og Eva, da de bliver vist ud af Paradiset (3.21), et billede på, at Gud giver de faldne lysvæsner fysiske kroppe at bo i. Den fysiske krop, der er bundet til jorden og til de dyriske instinkter.
Det ydre og det indre menneske
Mennesket bliver altså til i to forskellige processer, og har derfor to meget forskellige former for eksistens. Det ydre menneske, som er den eksistens, som er knyttet til kroppen, og bundet til instinkter og følelser – og det indre menneske, som er en manifestation af Guds ånd med alle de oplyste kvaliteter og højere følelser, som det trækker med sig. Det ydre menneske har magten – støttet af Satan, som selv er et faldent lysvæsen, der har glemt sin essens.
Imidlertid lader Guds længsel efter at genoprette det oplyste kosmos sig ikke begrænse. Derfor må nødvendigvis menneskene – og selv Satan og de faldne engle – ledes tilbage til samhørigheden med Enheden. Gud vil frelse menneskene gennem en opdragelse, der skal kalde dets essens til bevidsthed, så det kan genvinde sin oprindelige klarhed.
Derfor tager Logos/Sophia menneskeskikkelse i Jesus fra Nazaret – for at opdrage mennesker til at genkende det indre menneskes åndelige kvaliteter. Det gælder f.eks. kærlighedsfølelserne – og det gælder den grundlæggende klarhed, som er det indre menneskes kerne.
I denne proces er mennesket oppe imod Satan, der søger at holde menneskene borte fra Enheden. Men i samvirke med Kristus kan mennesket kæmpe mod synden, fordi det har fri vilje til at vælge det gode. På denne måde har mennesket medansvar for at den gode og oplyste verden bliver genoprettet.
Gudstjenesten som samvirke
Origenes’ syn på mennesket og på samvirket med Gud er entydigt optimistisk. Fra hans teologi levede denne holdning videre i Østkirkens kristendom. Det hellige er ikke længere borte, end at det kan give sig til kende. Kirken er et opdragelsesrum: gudstjenestens skønhed – dens sang, dens ikoner og dens røgelse er midler til at vække vores guddommelige essens til live. Gudstjenestens opgave er at bringe himlen til stede på jorden, så vi kan vågne til erkendelse af vores guddommelige ophav.
Derfor markerer også i Østkirken fortællingen om forklarelsen på bjerget som en af de største helligdage. Her aktualiserer Jesus klarheden så tydeligt og kraftfuldt, at den virker igennem tid og rum, og stadig står åben som en lysende dør til den Enhed, som vi alle skal vende tilbage til.
Og netop “alle”! Ingen skal gå fortabt, hævder Origenes. Guds kærlighed og vilje til at frelse er så intens, at opdragelsesprocessen ikke stopper, før selv Satan har erkendt sin guddommelige grund og har omvendt sig til Gud.
Fremtidens kristendom
Sådan som man i folkekirken taler kristendom i dag, er det ikke umuligt at lade inspiration fra Origenes og Østkirken få plads. Og det kunne
være vigtigt for fremtidens kristendom. Man kunne pege på tre inspirationer:
Den ene er menneskeforståelsen. Tanken om at vores eksistens har to personligheder: den ydre, som vi er vant til at identificere os med, og den indre, som skønt skjult bærer et potentiale, der vedvarende tilskynder til det gode. Det indre menneske har mulighed for at blive identitet – for den, der øver sig.
Denne opfattelse af mennesket sætter en anden dagsorden, end vi kender. Målet er stadig menneskehedens frelse. Men frelse er at forstå som forvandling. Frelse sker ikke ved at Kristus er død for vore synders skyld og med sin død har betalt en bod. Frelse som forvandling er frugten af et intimt samvirke mellem Kristusimpuls og menneske. Selverkendelse og, selvudvikling bliver vigtige fænomener for denne transformation
Den anden inspiration gælder synet på det onde. Hos Origenes er der intet så ondt i kosmos, at det ikke har mulighed for at vende sig hengivent imod Guds godhed. Det betyder, at der er intet så ondt i mennesket, at det ikke lader sig forbinde med det gode. Det peger på en proces, hvor “det onde” – det instinktive, det dyriske – kan lade sig forvandle – og hvor en praksis med transformation af instinkter og vanskelige følelser bliver essentiel som en kristen praksis. Det er at virke med på frelsens proces som et aspekt af Kristusimpulsens virke i verden.
Den tredje inspiration er et skifte i opfattelsen af Gud. Selvom det i dag i folkekirken de fleste steder er en selvfølge at tale om Guds uforbeholdne kærlighed til alle, skal vi ikke langt tilbage (40-50 år), før det var lige så selvfølgeligt at tale om Guds retfærdighed, sådan som man har gjort i tusind år. Den retfærdighed, der holder dom og straffer nogle for at lade andre blive frelst. Mange vil kunne kende det fra deres opvækst. Hos Origenes er der inspiration til at tro på og tale om en Gud, som i kærlig længsel søger at drage eller opdrage menneskeheden tilbage til sig. Ingen skal gå fortabt – fordi sådan er kærlighedens væsen.
Illustrationer: I rækkefølge fra oven:
1. Origenes som lærer for helgenerne. Moderne ikon. –
2. Origenes 185-253 e.Kr. Fra middelaldermanuskript –
3. Sofia-Visdommen. Opdrager og lærer for kirkens folk. Ikon Rusland –
4. Logos-Kristus som menneskehedens opdrager symboliseret ved Bibelbogen. Mosaik Hagia Sofia.
Anders-Christian Jacobsens bog “Origenes. Liv teologi, reception” er en fin introduktion, hvis man vil læse mere.