Naturen er et helligt rum

Om baggrunden for retræte og stilhedsvandring  i naturen   
af Mette Munk, Logopæd og naturbaseret psykoterapeut.

Naturen var der, før vi mennesker begyndte vores eksistens på jorden, og vi er dybt forbundne og afhængige af den. Vi er afhængige af den ilt, planterne udskiller og af det vand, som gennem millioner af år har bevæget sig i et evigt kredsløb gennem floder, hav, regndråber, ishave og grundvand. Selv består vi af 70% vand, og vi vil hurtigt dø, hvis ikke vi har adgang til vandet, ilten og den næring, vi får gennem den mad, vi indtager, som for en stor del også stammer fra naturen. Men frem for blot at se naturen som kilde til nødvendige ressourcer, for at vi som mennesker kan bestå, kan vi se på naturen med ærbødighed og taknemmelighed, fordi den er en del af os, ligesom vi er en del af den.
I flere religiøse traditioner er naturen blevet skildret og æret som værende hellig. Indianerne er et godt  eksempel på mennesker, som har forstået og set naturen sådan. I biblen og den kristne tradition findes der også mange eksempler på, at naturen skildres som hellig. Vandet bruges i den hellige dåb, og vinden bruges flere steder som symbol på ånd. (Johannes kap 3 v.8) Jesus beskriver sig selv som et vintræ, hvor vi mennesker er grenene på træet, og Gud er vingårdsmanden. ( Johannes kap. 15 v. 5) Træerne er i det hele taget brugt som hellige symboler. Naturen skildres ligeledes som et rum for kontakten med det guddommelige.  Jesus drager ud i ørkenen for at gå i fordybelse ( Mathæus kap 4 v 1), og han går op på bjerget, hvor han omsluttes af lys. ( Mathæus kap. 17 v 1-6)
I stilhedsvandringer og retræter i naturen, ønsker jeg at guide deltagerne ind i en tilstand, hvor det er muligt at mærke forbundetheden med naturen og dermed også med sig selv og det, der er større/ det guddommelige. Stilhedsvandringerne foregår i et meget roligt tempo. Jeg inviterer til, at deltagerne forbinder sig med deres sanser undervejs. Vi mærker vinden mod kinden og hører den hvisle i bladene. Vi ser skønheden, og når vi giver vi os tid til at standse op og fordybe os i vores sanser, sker det ofte, at ro og væren kommer tilstede. Nervesystemet falder til ro, og vi mærker os selv på en ny måde. I dette møde kan det ske, at bevidstheden åbner sig, og vi opnår en dybere kontakt. Jeget kan træde lidt til side, og måske mærkes en ydmyghed i mødet med det storslåede og kraftfulde.  Kroppen kan inddrages i nogle lette yogastræk, og jeg guider nogle enkle meditationer undervejs, hvor deltagerne får mulighed for at fordybe sig. Det kan være i forhold til naturfænomenerne, og på retræterne kan det være i forhold til de overordnede temaer, vi arbejder med.