Med rødderne dybt i jorden og grenene strakt mod himlen

De halvt hundrede deltagere havde meget forskellige forudsætninger. Nogle sang i kor, andre havde aldrig egentlig sunget, nogle havde tidligere deltaget i lignende workshops, andre var førstegangsdeltagere. Men vi blev sunget sammen og oplevede et varmt fællesskab. Korlederen fra den ortodokse Hl. Prokops Kirche i Hamburg, Irina Gerassimetz, førte os venligt, varmt og effektivt gennem den ortodokse sangs mysterier. Og søndag eftermiddag samledes vi så i Hl. Prokops Kirche, hvor vi i samspil med præst og læsere sang den ortodokse vesper-gudstjeneste.

Da jeg kom hjem, sammenfattede jeg oplevelsen ganske kort:

”Det var en overvældende oplevelse. Med Fyrst Volodimers udsendinge kan jeg sandelig sige: ”Vi ved ikke om vi var i Himlen eller på jorden. Her dvæler Gud blandt menneskene.” Jeg tror at englene sang med, så intensiv var klangen og stilheden. Jeg tror virkelig at man kan kalde det kontemplation i aktion”.

Min vej hertil har ellers været lang. For 50 år siden, da jeg startede i gymnasiet, ville en bombastisk musiklærer inddele de nysankomne elever i stemmer. Vi skulle enkeltvis og foran hende og vore nye ukendte klassekammerater solo fremsynge ”Du danske mand af al din magt”. Ikke ganske optimalt for en 16-årig dreng. For mit vedkommende erklærede hun: ”Man kan ikke sige, at De ikke har en tone i livet. De har én, og det er H”. Hermed var der i adskillige år effektivt lukket af for min sangglæde.

Med opbruddet fra 1968 og en halv snes år frem fik jeg dog lært en vis energisk, men måske ikke så vellydende sang, når vi i Københavns gader gav frit løb for ”Bella ciao”, de fællesskabsstiftende og optimistiske som ”Det kan blive bedre, kammerat, men du klarer det ikke alene” og Internationalen der slog bro fra kyst til kyst.

Så fulgte de mere private udfoldelser, som blev modtaget med tålmodighed og undertiden vistnok også en vis glæde. Utallige gange har jeg for mine børn – og senere børnebørn – sunget et repertoire spændende fra Ebbe Skammelsen-visen (samtlige 32 vers – en effektiv vuggevise) over en elefant, der kom marscherende og ”Jeg en gård mig bygge vil” til Andersens og Dissings vemodige ”Go” nu nat og gå nu lige hjem”.

Senere, især da jeg blev kirketjener, kom så den regelmæssige, rolige men måske ikke altid lige begejstrede mere eller mindre fælles salmesang i Folkekirken.

Efter det forløb var det var noget af en åbenbaring da jeg første gang for nogle år siden deltog i en ortodoks korsangsweekend. Her fandt jeg ro, tillid og virkelig glæde ved at synge sammen med varme, vågne og venlige mennesker.

Den ortodokse sang forener kontemplation med begejstring. Den er dybt grundfæstet på jorden, men løfter sig samtidig højt mod Himlen. Den er sunget ud fra hjertet, og når man synger i koret er man både forenet med sin egen stemme og i et komplekst samspil med de andre stemmer – og forunderligt nok ganske anstrengelsesløst.

For mig som bas er der noget dybt tilfredsstillende ved at være med til at lægge den solide bund, som bærer og løfter og danner grundlag for at alter og sopraner ved tenorernes mellemkomst kan svæve op mod Himlen.

Jeg er omsider blevet befriet for den spændetrøje at H skulle være min eneste tone i livet. Men om den så var, så er også den en vigtig tone i det fællesskab, som forener vore menneskelige stemmer med englenes evige sang!

Har man én gang oplevet den sungne ortodokse liturgi i fuld udfoldelse, så er man ikke i tvivl om den stærke åndelige energi, som den udtrykker. Det er bevægende at lytte til – men det er forvandlende at deltage aktivt i den. Og jo flere gange man synger det samme forløb, jo mere fordyber erfaringen sig. Så ingen tvivl: jeg er med, når Irina næste gang holder korweekend i Kolding til maj, i Aarhus til november, og…