Folkekirkens spiritualitet – Nutidig kristen spiritualitet

Indledende artikel til Roskilde Stifts blad, Stiftsbladet, som i oktober 2021 havde kristen spiritualitet som tema

Ordet ”spiritualitet” klinger stadig nyt i folkekirken. Men det ordet refererer til, er gammelt. Spiritualitet svarer til fromhed og har samme alder som kirken selv, ligesom det at søge det hellige.
Spiritualitet søger at gøre erfaring med det guddommelige, som vi normalt blot taler om i billeder og begreber. Erfaringerne opstår i stilheden og i følelsernes sprog.

Det basale anliggende er ”samhørighed” – mellem mennesker og Gud. Anliggendet er ikke nyt, men anderledes end den forståelse af kristendom, der dominerede det meste af 1900-tallet. Her lagde man vældig vægt på afstanden mellem Gud og menneske. Tro talte man om i begreber – ikke som enkel erfaring af, at Gud er nær.
Kristen spiritualitet finder sit sprog langt tilbage i traditionen, hvor andre har talt ud af samme erfaring af, at Gud og verden – og Gud og menneske – er forbundet.

Tag nu Ingemans salmelinje: ”I hvert solglimt Gud er nær og vor glade morgensang fornemmer”. Her er erfaringen af Gud helt lige til. Luk øjne og sind op! Du kan mærke Gud med dine sanser. Det er ganske vist ikke til at måle og veje. Men for den, der vil tro det, er det sandt. Vi tror og ”tyder” solglimtet som Guds nærhed.

Og det helt almindelige åndedrag. Dem er der jo ca. 20.000 af i døgnet – og de passer sådan set sig selv. Men salmedigteren på sin kirkebænk tyder det som erfaring af Ånd: ”Himlenes Gud er lige her, hør hvor han ånder i andre!” (nr 816 i Kirkesangbogen). Gud ånder i os, ligesom Gud åndede ind i Adam og gav mennesket sit liv og sin Ånd. Den vældige kraft hinsides bevidstheden, som driver åndedraget, er den samme som ”banker mit hjerte”. Vores kroppe er omsluttet og gennemstrømmet af Guds opmærksomhed.

På samme måde tyder vi, når vi synger, at det er Gud, ”som åbner bøgehækkens blade”. Det er jo bestemt ikke et videnskabeligt faktum. Men jeg kan vælge at åbne mit sind mod det dybere lag, der ved af, at Gud er til. Fra denne hjertets dybeste åbenhed opstår en impuls, der får øjnene til at se forårsbladene som et mysterium – og som med samme selvfølgelighed ved af, at det også er Gud, ”som gir os liv og gør os glade”.

”De dybeste lag i mit hjerte” er jo ikke et anatomisk sted. Men med digteren synger vi om en ”længsel så umålelig stor”, at den almindelige opmærksomhed, hverken kan fatte eller gribe. Vi aner med ham, at der findes et sted i sindets dybeste, hvor der står åbent for en vågen uendelighed så overvældende, at ordet Gud nøder sig på.
I denne erfaring er der drivkraft og udgangspunkt for en nutidig kristen spiritualitet. Paradoksalt er Gud uendelig fjern og ikke til at få hold på med billeder og begreber. Men samtidig så uendelig nær, at Ånden virker og skaber de mest elementære følelser. ”Gud er kærlighedens kilde”, citerede præsten lidt henkastet til et bryllup forleden. Men hun burde have holdt en lang pause, så vi sammen kunne meditere over det mysterium, at Guds Ånd faktisk flyder i kærligheden mellem to unge mennesker. Det samme gælder, siger Paulus, om venligheden og omsorgen og glæden. De er ”Åndens frugter” – dvs. følelser, der opstår, fordi Jesu Ånd er levende og har taget bolig i sindet. Og Ånd kan ikke lade være med at skabe nyt.

Men for at det kan blive sandt, må vi tyde det som Åndens virke i os. Ellers falder vi blot i den grøft at tro, at det er os selv, der gør os omsorgsfulde og glade. Så en indre praksis og bøn i kristen spiritualitet er, at man jævnligt og opmærksomt søger at holde åbent mod det dybe ukendte i sindet. Herfra kommer impulsen til at tro på, at jeg hører sammen med Gud – så intimt, at Ånden virker i mig.
Med troen er det på samme måde. Den er kun sand, hvis den kan mærkes, mener Luther, og siger videre: ”Kristus er altid ved vor side og inden i os. Han kan komme så nær, at han alene er i vore hjerter”. Så for ham er det Kristus, der kommer fra det dybe ukendte i hjertets inderste – ”fra mulmet i hjertet” – hvor vi hverken kan se ind eller begribe, men det rører hjertets følelser

Derfor er hjertet vigtigt i kristen spiritualitet. Det gælder i det hele taget brystrummet. For her har de følelser plads, som får os til at give slip på den almindelige jegcentrerede selvoptagethed: det gælder taknemmeligheden, medfølelsen, hengivelsen, tilliden, omsorgen. Gennem hjertets følelser forholder Gud sig direkte, og vender os mod medmenneskets interesse som det vigtigste.
Derfor synger vi ”Jeg hjertets dør vil åbne dig” og ”Byg dit tempel i vort bryst”.

Og derfor er en kristen spiritualitet uløseligt forbundet med bøn, meditation og stilhed. Ikke en tom stilhed uden tanker og følelser, men som Brorson fortæller, at ”Stille er min sjæl for Gud” for at den kan være årvågen. Den bøn, der forankrer sig i brystrummet, giver slip på ord og tanker – for ikke at blive distraheret i forhold til den relation, som er det vigtigste. Og fordi relationen er så vigtig, øver man sig dagligt.
Impulsen fra Jesus kommer til os ad to veje. Den ene vandrer horisontalt fra generation til generation som ringe i vandet. Vi giver Fadervor videre, fordi vi finder det værdifuldt, og budet om næstekærlighed, fordi vi ikke vil leve uden. Det er vores tradition. Ad den anden vej virker impulsen vertikalt. Den samme bevidsthed eller Ånd, som var levende i Jesus, fortsætter i dag hans virke med at fremme kærlighed mellem mennesker og erfaringen af Gud. Denne proces er spirituel.

Gudstjenesten bliver spirituel, når præst og menighed skifter perspektiv, og ikke længere blot taler og synger om Gud. Men tyder i fællesskab, at Ånd kan mærkes. Og jo hyppigere, man gør det, kalder man den reelle åndelige virkelighed nær. Man opdager det hellige – at det kan føles – og lykkes med at lade Kristusimpulsen blive nærværende og virke. Sådan som nadverbønner henvender sig med velsignelsesordene: ”Du som selv er til stede iblandt os med al din kærligheds rigdom … og bor ved troen i vore hjerter”.