En nutidig kristen spiritualitet

EN NUTIDIG KRISTEN SPIRITUALITET
Revideret udgave af Peter Ruges bidrag til antologien: “Ringe I vandet – om Bob Moores impuls”. Den 6.4.2022.

Vi er en del mennesker, som i de sidste tredive år har bidraget til dannelse af en nutidig kristen spiritualitet indenfor folkekirkens rammer. For mit eget vedkommende har Bob Moore været en afgørende inspiration til at genkende og revitalisere træk i kirkens fromhedstradition, som i andre epoker har været levende og bevidste. Bob Moores erfaringsbårne tilgang til energi, bevidsthed og Ånd åbnede til en autenticitet, som kirken under indtryk af den moderne bevidsthed i de sidste tohundrede år har mistet kontakten med. Det gælder den religiøse erfarings virkelighed, det gælder betydningen af selverkendelse og det gælder healing som en åndelig impuls – eller sagt på en anden måde: det blev i pagt med Bobs undervisning muligt at opfatte tro – ikke som en mental akt, men som det at være nysgerrigt undersøgende i en levende proces med højere bevidsthed.
Det var i de første møder ikke helt let at begribe det overvældende hos Bob Moore og begynde at forstå hvad der var, der kom til stede igennem ham. Et umiddelbart problem var almindeligheden i hans fremtoning og det uhøjtidelige ”You can call me Bob”. En anden vanskelighed var, at vi i dansk kultur ikke rigtig havde haft et tilsvarende fænomen. Der var ikke noget at sammenligne med, og det føltes ikke umiddelbart helt passende at gribe tilbage til Jesus … !
Så erkendelsen af vidden omkring ham voksede kun langsomt ud af en spirende genkendelse, som fandt næring ved at hidtil ubevidste lag i ens egen bevidsthed begyndte at komme til live. Det var en proces af at blive troende i den forstand, at man langsomt forglemte sin forankring i konventionel viden og kritisk akademisk rationalitet, for at overgive sig til det erfaringsunivers af bevidsthedsfarver, strømninger, energi og levende ånd, som han imødekommende åbnede for os. Men i samme proces blev det stadig vanskeligere at formidle til andre, hvorfor han og hans undervisning var så betydningsfuld. Bob Moore var sin egen.
Derfor er det også blevet en årelang proces at blive ved at finde vidnesbyrd, billeder og praksisformer i traditionen, som kan rumme inspirationen fra Bob, og på den måde kan gives videre til andre, der er forankret i det kristne. Denne opgave har ikke været mindre vanskelig for så vidt som folkekirken på grund præsteuddannelses placering i en akademisk kontekst har mistet kontakt til åndelig dannelse, forstået som erfaringen af at stå i så tæt en relation til Ånd, at denne kraft virker formende og nyskabende i ens liv.

”As I see it”
Jeg var ret ny præst slutningen af 80-erne og havde gået hos Bob et par år, da jeg under formiddagens spørgerunde bragte det op, som i månederne op til kurset havde nødet sig så massivt ind i min bevidsthed, at der ikke var andet at gøre end at åbne munden og sige: ”Bob, I need to hear you tell us about Christ!
Der blev fuldstændig stille i rummet og meget vågent. På den ene side holdets forbløffelse over dette noget uhørte tema i tidens østligt farvede selvudviklingsmiljø – og på den anden side Bobs rolige gearskifte fra den almindelige uddybning af øvelserne og den venlige rådgivning.  Så åbnede han og begyndte at tale – langsomt, undersøgende og meget vågent kom det rullende fra ham i bølger. Jeg prøvede febrilsk at få taget nogle noter, men måtte give op og blot blive i åbenheden den næste halve time, uden nogen mulighed for at fastholde, hvad han sagde, og uden bag efter at vide andet end at jeg havde været til stede. Og ingen af båndoptagerne på holdet havde fungeret!
Først et par år senere, da han igen aktualiserede kristusimpulsen, gik det op for mig, hvad der var sket. Men umiddelbart satte hændelsen bevægelse i gang, for to præstekolleger på holdet tog mig i pausen begejstrede under armen og trak mig hen til Bob, hvor de foreslog ham at etablere en særlig gruppe for præster. Det ville han overveje – og dagen efter havde vi en præstegruppe, som i hans programfolder kom til at hedde ”As I see it”. Jeg tænker, at titlen var en provokation, som adresserede vores vanetænkning. Vi havde jo alle – alene ved at blive præster – accepteret kirkesystemets fordring på autoritet, og havde uafvidende givet afkald på tillid til egne erfaringer af Ånd. Jeg syntes dengang godt nok, at det var en unødig markering i forhold til en fri og meget rummelig dansk folkekirke, som var så meget anderledes af væsen end Bobs egen konservative presbyterianske baggrund. Og først senere – og langsomt – bliver jeg opmærksom på, hvor meget alene traditionens sproglige form fanger os ind i andre menneskers erfaringsspor. Bobs intention var i videste betydning at kalde os til ansvar for egen erfaring af mødet med den, der siger om sig selv: ”Se, jeg gør alting nyt”.
Gruppen blev i de følgende små ti år mødested for os, der var os vores forankring i det kristne bevidst og oplevede folkekirken som et hjem, vi ikke ville give afkald på. Målt på deltagertal blev gruppen imidlertid aldrig nogen stor succes. Dertil var nok overhovedet det at komme hos Bob for kompliceret, når man var ansat i en kirke, som i de år – sin erklærede rummelighed til trods – var meget bekymret for at blive snigløbet indefra af præster med alternative trosforestillinger om reinkarnation. Sammenkædningen af ord som energisansning, chakra, healing, meditation og autentisk spirituel erfaring med reinkarnationstankerne besværliggjorde i den grad muligheden videregivelse af Bobs undervisning, at det først her 25 år senere er muligt at introducere dette erfaringsunivers i kirkesammenhænge, uden at det vækker refleksagtig modstand. Så det var ikke let at invitere præstekolleger med, og gruppens størrelse taget i betragtning undrede jeg mig ofte over, at Bob prioriterede den i sit tætte årsprogram. Jeg tænker i dag, at han på den ene side må have fundet den løfterig, i den forstand at vi der var med, i hans vurdering var i stand til at bringe impulsen fra hans spirituelle kald ind i det folkekirkelige rum. Og på den anden side kunne han måske også selv bruge et forum, hvor han uden filter kunne tale sin egen tilknytning til det kristne ud. Med årene kom der også andre end præster med, så der snarer var tale om en gruppe med en ensartet lægning i det kristne, som gjorde det lettere at fordybe åbningen mod den kristne højere bevidsthed. Og da min far i en alder af 65 år trådte af som provst for igen at blive almindelig sognepræst, mente han godt at han uden at kompromittere folkekirken kunne overgive sig til mit gentagne ”kom og se!”. Han og jeg dannede på et af kurserne par i en healingøvelse, hvor jeg som aktiv stod og undrede mig over den meget anderledes åbne, blide, intense og mærkeligt varme energi, der strømmede ned over os. Så da Bob passerede forbi, spurgte jeg ham sådan lidt en passant – uden at gå ud af øvelsen – om han ikke lige kunne sige mig, hvad det var for en slags energi, hvortil han svarede ”Oh yes certainly! It’s the energy of Christ”. Og så gik han videre. Det var lidt svært at holde balancen, mens jeg stod tilbage og måtte erkende, at nu stod jeg midt i det væsen, som jeg altid kun havde turdet tale refererende om. Det var overvældende – mindblowing – pludselig at stå midt i kristusimpulsen og vide af, at nu kan det i al sin enkle ligefremhed ikke blive større. Det var lykkeligt, uventet at få udpeget sin længsels mål. Jeg var da også en smule imponeret over mig selv – og skulle i spørgerunden lige høre, om Bob kunne sige noget om grunden til, at nu netop denne energiform havde manifesteret sig under min healingpraksis, og han svarede kort og venligt, mens han nikkede i retning af min far: ”Well, I suppose it has a lot to do with the gentleman you were working with.”

Åndelig dannelse
Det er en livslang proces at integrere Bobs undervisning, og overvældende som man bliver klar over, at man har fået alt for meget givet. Der blev hældt op i ens bevidstheds bæger, så det flød over, uden at man kunne gribe og holde det fast.  Stadig her tredive år efter åbner en situation eller en øvelser sig på ny, og man spejler endnu et lag dybere. For én, der som jeg på paradoksal vis var kristeligt dannet af universitetets akademisk kritiske distance til alt, hvad der har med Ånd at gøre, var det lykkeligt, som det efterhånden gik op for én, at Bob kunne undervise gennem en aktualiserende praksis ved samtidig at manifestere det, han talte eller praktiserede. Det kunne være kristusimpulsen som levende bevidsthed eller den brede vifte af spirituelle kvaliteter – direkte tilgængelig i hans helt åbne bevidsthed.
Jeg tænker, at vi alle, der stod åbne for ham, på den måde i dag har lag i vores bevidsthed, hvor der er lejret indsigt og visdom, som stadig venter på at komme til klarhed, ligesom vi har åbninger til højere bevidsthed, som endnu ikke har kunnet aktualisere sig. Men dog sådan at det skaber og sætter impuls i vores sind til en vedvarende åndelig dannelse.
Måske er der hér tale om en generel almengørelse af initiationens eller velsignelsens arketype, hvor et udtryk for højere bevidsthed forankrer sig i én, og fra da af vedvarende virker som impuls til tale, handling og erkendelse. Og denne almengørelse af højere bevidsthed hørte til det essentielle i Bobs undervisning: uhøjtideligt og generøst at give det største til enhver, der balanceret kunne finde ud af at stiller sig åben.
Det er et sjældent menneske, der på den måde er i stand til at udføre det mirakel at holde tidløshedens dør åben i den ligefremme samtale eller undervisning. For mig som præst har det været essentielt at få vist, at det kan lade sig gøre – og at erkende, at det er netop dét, der er forkyndelse eller prædiken. Altså ikke al mulig nok så begavet tale – men de enkle formuleringen af nærværet ledsaget af den samtidige aktualisering. Det forskød gudstjenestens fokus fra en argumenterende prædiken i retning mod en bredspektret enkelhed og åbenhed, som søgte at være nærværende og samtidig med det, jeg talte om – altså en aktualisering. Når det ind imellem lykkedes mig, og det også lykkede kirkegængerne at spejle det, kunne der opstå en slags ordløst fællesskab i en gensidig udveksling og åbenhed, som ledte ind i en dannelse af et fælles bevidsthedsfelt, der – når vinden blæste den rigtige vej –  også stod åben for Ånd. Sammen fandt vi ud af, at vi ind imellem kunne holde os så åbne, at gudstjeneste blev en gensidig proces holdt ud i en polspænding mellem præst og menighed.
Og så har det været overraskende og godt her i de senere år at kunne genkende det samme fænomen hos præstekolleger, som uden denne træning, stiller sig op og i kirken og blot taler autentisk ud af en dybe glæde, eller sætter ord på kærligheden eller taknemmeligheden, eller taler bønnes indre holdning ud. Så aktualiserer de uafvidende de tilsvarende spirituelle kvaliteter, og det bliver til velsignelse og til healing, for de i kirkerummet, der har ”ører at høre med”.
I grunden er aktualiseringen en ganske selvfølgelig del af formidling. Det er jo kernen i al autentisk relation, og børn kan det. Men det fordrer træning at blive sig det bevidst, så i en dansk religiøs kultur, der er så stærkt præget af kritisk rationalitet, har det været voldsomt inspirerende at få det åbenbaret.

I et sogn på landet
Et af de første år kom jeg til Bob med et personligt spørgsmål om årsagen til den følelse af mismod og meningsløshed, som havde grebet mig i mit arbejde som præst. Bob svarede mig kort, at jeg skulle danne en gruppe ved min kirke og begynde at undervise i healing, bøn, meditation og indre øvelser. Det ville være godt for mig!
Jeg var dengang kun let øvet og helt uden erfaring i formidling af indre praksis, men lagde på hans ord en diskret lille seddel frem i våbenhuset efter en aftengudstjeneste uden yderligere kommentarer. Fjorten dage senere sad jeg i præstegårdens mødelokale med tolv mennesker, der blev grundstammen i de næste femten års målrettede arbejde med at opdage og integrere den inspiration, der via mig flød – ud af mødet med Bobs undervisning – og senere også af inspirationen fra Vækstcenteret. Opgaven var at lande det hele i et sønderjysk landsogn og i en almindelig dansk søndagsgudstjeneste.
Bob havde peget på betydningen af, at kirkegængere har mulighed for at forholde sig aktive under gudstjenesten som forudsætning for, at den kan blive et sted for proces. Og ud over den praktiske involvering fik de, der ville, også mulighed for at dele erfaringer, så det kunne blive tydeligt, hvilken betydning den enkeltes indre praksis har for energiopbygningen i gudstjenesten. Ligesom det blev muligt at dele og tolke de sansninger af højere bevidsthed som ind imellem gjorde sig gældende. Vi begyndte at udvikle et empirisk sprog for religiøs erfaring i den almindelige højmessegudstjeneste.
Jeg var også i denne forskydning af tyngdepunkt fra præst til menighed inspireret af Bob sans for ligelighed. Tydeligvis så han det store i selv den skæveste af os og adresserede enhver med uhørt respekt. Og det var et meget inspirerende og motiverende perspektiv at bringe med til gudstjeneste, at enhver er kaldet, at enhver er bærer af det højeste, og at der er lys i hvert eneste menneske. Men det korrespondere i øvrigt helt ubesværet med den egalitære tradition, som har været i kristendommen til alle tider, og som er det sted hvorfra al fornyelse plejer at opstå. Det har været modvægt til kirkeinstitutionens og det dannede præsteskabs tyngde.
På den baggrund kom vi i mit sogn på Als til at gøre nogle arketypiske erfaringer. I gruppen mødtes vi ugentlig med healing og med Bobs øvelser som fundament og blev efterhånden hæderligt gode til at sanse energi og bevidsthed. Det afsatte et meget åbent og fortroligt fællesskab, hvori Ånd – uden at vi nok helt kunne overskue alt hvad der skete – slog ned og arbejdede dannende i os – gennem bøn og meditation og gennem erfaringen af healing.
I forhold til den kirkelige tidsånd i halvfemserne var det i den grad undergravende virksomhed, så vi var meget diskrete. I de første år havde vi en meget stilfærdig månedlig meditationsgudstjeneste som anker i forhold til kirken. Men efterhånden som deltagerne integrerede indre praksis i en stabil opmærksomhed opdagede vi, at det, der formdannede sig i os, foldede sig langt bedre ud ved sognets meget mere livlige søndagsgudstjeneste, og dér blev til glæde for alle tilstedeværende.
Herved kom vi til at gøre nogle erfaringer, som nok ikke har ladet sig gøre ret mange andre steder i landet. Vi opdagede noget om, hvordan den almindelige søndagsmenighed bliver til et autentisk spirituelt fællesskab, og at den så at sige kan udfolde sig på to planer samtidig.  Præsten skal selvsagt vide, hvad det handler om, og der skal gerne være 5-10 personer som er i stand at hold én indre opmærksomhed åben. Den øvrige menighed skal forholde sig ureflekteret modtagende, og det er f.eks. børnene i kirkekoret og de gamle damer rigtig gode til.  I reglen tog det ti minutter inden fællesskabet ”satte sig” som en følelse af samhørighed. Prædikenen skulle være en vel forberedt, men fri tale – enkel, åben og parat til at slippe sit forlæg for i stedet at sætte ord på den impuls, som netop denne søndags fællesskab kunne åbne.  I mange år lå gudstjenestens løft omkring prædikenen, men med årene opdagede vi, at barnedåben havde et ikke mindre interessant potentiale. Bad jeg som præst familien og den øvrige menighed om at opfatte handlingen som en fælles velsignelse af barnet og samtidig at kontakte deres hjerter for derfra at ønske dåbsbarnet godt, kunne det åbne kraftfuldt højt over døbefonten og flyde ned over os som healing.
Nadveren er det vanskeligere at fordybe kontakten til, fordi den er konstitueret af så komplekse følelser. Men i den proces med retræter, som voksede ud af vores spirituelle fællesskab i kirken, åbnede også denne arketype sig, så det ind imellem var som vin blev til blod og brød blev kød – og der kunne opstå en voldsom glæde.

Præsternes dannelse
Ud af det flow og den opbygning af energi, som fandt sted i mit sogn på landet over godt femten år – i en proces , hvor jeg tillige var koblet til Vækstcenteret – er der over de seneste ti år udfoldet et varieret efteruddannelsesforløb for præster. Der er i dag ikke som for tyve år siden en indgroet mistanke til indre praksis. Ord som hjerte, bøn og åndelige erfaringer falder ikke så tungt. Og da forudsætningerne er begrænsede,  har vi kunnet gøre det til en kreativ proces at bygge langsomt op omkring erfaringen af hjertet som et fokus for i første omgang almindelig opmærksomhed, dernæst for bøn og siden for den almindelige bevidstheds møde med Ånd. Kristendom er en meget kompleks organisme, hvor man ikke kan etablere ny viden uden at pode den på allerede eksisterende tankeformer. Vi går uden om mystikerne, som jo ikke har spillet nogen rolle i dansk kristendom. Det har derimod Bibel, Luther og Salmebog, og derfor er det en spændende proces at finde de steder, hvor det er muligt at forankre f.eks. en erfaring af hjertet som bevidsthedsform – og at opdage de mange ældre salmer, som danner billeder på erfaringer af hjertets åbenhed, åndedrættet, lysoplevelser og nådestrømme. Sådan at vi kan begynde at spejle det, vi hidtil blot har antaget for pæne metaforer, som åbninger til levende spirituel erfaring.
På samme måde har kirkelige sværvægtere som både Paulus og Luther et sprog for deres tilknytning til Kristus og deres erfaring af Ånd, som forbløffende let lader sig spejle til genkendelse med Bobs undervisnings som klangbund.Vi søger også at bryde den udbredte forestilling blandt præster, at velsignelse hverken kan eller skal mærkes, ved at forbinde den med en healingspraksis, som under navn af håndspålæggelse forbinder sig med den allertidligste kristne tradition for spirituel handling: ”og han lagde hænderne på dem og velsignede dem”, sådan som Bob selv knyttede sin healingpraksis til Jesus.

Nutidig kristen spiritualitet
Opgaven for folkekirken er ikke at knytte an til mystik. Det har den ikke ressourcer til at rumme. Men den har ressourcer til at være rum for en nutidig kristen spiritualitet, som både er i pagt med det brede kristne fromhedsspor, der har båret kirken i totusinde år, og er i balance med det helt nye vilkår som nutidens globale perspektiv sætter, dvs. anerkendelse af et globalt spirituelt fællesskab, hvor traditionerne udveksler ligeværdigt. Opgaven er derfor helt elementært at begynde at skabe et fælles sprog for mødet med Ånd, knyttet til autentisk erfaring og tilgængeligt for alle, der ikke af uvilje afskærer sig fra at møde en højere bevidstheds virkelighed. Der ligger foran os en vigtig opgave i at almindeliggøre den erfaring, at Ånd hele tiden står åben imod os, og vil virke dannende i takt med, at vi balanceret stiller os åbent.
Vi dannede i 2011 en forening, som bærer navnet for denne proces: ”Nutidig kristen spiritualitet”, hvor formålet er – i samspil med folkekirken at danne fællesskaber i møder og grupper, på retræter og i gudstjenester, hvor man søger at gøre erfaring med Ånd. Videre søger en nutidig kristen spiritualitet at realisere de gaver, som tradition og kristusnærvær tilbyder, men den stiller sig også ligefrem åben overfor andre traditioner, sådan som Bob Moore selv gav udtryk for sin dedikation til mødet mellem kristen og buddhistisk spiritualitet. Vi kan næppe tale kristen spiritualitet i nutiden uden at tale global spiritualitet. For første gang i menneskehedens historie kan der finde et åbent møde sted, hvor traditioner deler hellige skrifter og spirituel praksis. Ser man på spiritualitet som bevidsthedsevolutionens spydspids er denne begyndende udvekslingsproces uhyre vigtig for menneskeheden.  Og den må folde sig ud i de kommende århundreder med netop den samme empiriske og nysgerrige åbenhed, som var Bob Moores, overfor alle bevidsthedens og spiritualitetens fænomener. Sådan som ”love is a law that operates in such a way, that you and I cannot dictate to it, we can only blend with it”.