Det indre menneske

af Peter Ruge –  juni 2024

“Det indre menneske” er et samlende udtryk for den fornemmelse, at der er en højere bevidsthed til stede hos én. Udtrykket stammer fra Paulus (2. Kor. 4.16 samt Efeserbrevet 3.16). Det hører til i klassisk kristen spiritualitet, men har været glemt i de sidste hundrede år. Man møder det  kun ét sted  – og kun, hvis man går i kirke. Men det er til gengæld ikke uinteressant, nemlig i præstens bøn henvendt til Kristus som optakt til nadver: “Styrk os i det indre menneske, at du må bo ved troen i vore hjerter”.
Vi har igennem det sidste års tid taget udtrykket op til erfaring og udveksling på en række af retræter og møder. Tanken har været, at vi ved at spejle vores egen erfaring af det indre menneske kunne opdatere traditionens forståelse. I denne proces har der tegnet sig en meget tydelig kontur af henholdsvis det indre og det ydre menneske. Disse erfaringer sammen med traditionens fortolkning af udtrykket ligger til grund for den følgende fremstilling.

Vandmærker
Det indre menneske har en række vandmærker, når det gør sig gældende i vores almindelige opmærksomhed.

• Det første er det kollektive perspektiv. Det vil sige den grundholdning, at andres velbefindende er mindst lige så vigtig som ens eget. Det gælder andre mennesker, og det gælder dyr og planter.
• Derfor er kærlighedsfølelserne i deres forskellige nuancer ligeledes et vandmærke. Faktisk kunne man hævde, at det indre menneske er kærlighedsfølelsernes kilde. Det vil sige, at det er ikke jeg-holdningen, der skaber medfølelsen, men at impulsen til medfølelse kommer fra det indre menneske.
• Det tredje vandmærke er da, at det indre menneske er forbundet med det guddommelige. Medfølelsens kilde er det guddommelige – eller måske mere præcist Kristus. Og det indre menneske er den “kanal”, som videregiver. Det indre menneske er det væsen i os, som ved af Gud og som bærer tro, længsel, hengivelse, taknemmelighed, den dybe varige glæde og den helt almindelige oprigtige venlighed.
• Et fjerde vandmærke er fravær af smerte og lidelse. Øjensynlig er det sådan, at det indre menneske ikke kan skades, og at negative følelser ikke kan gribe opmærksomheden, når den er lejret her
• Endelig er et femte oplevelsen af en uangribelig værdighed, når man læner sig ind i det indre menneskes opmærksomhed forankret i centerlinjen.

Det ydre og det indre og forankring i kroppen
Vi tilbringer langt den meste af vores tid i det ydre menneske. Her har vores identitet fået præg af den måde omverdenen reagerer på os. Vi tilpasser os, går i konflikt, kæmper med indre stemmer og negative meninger om os selv. Her bliver opmærksomheden grebet af behov, af negative følelser som angst, skam, vrede osv.
Det indre menneske kan heroverfor opleves som en helt stabil indre kerne. Negative følelser, lidelse, kredsende tanker kommer ikke herind. Her er det ligefrem muligt at kontakte en selvberoende værdighed, og her bor den varige glæde, taknemmeligheden, freden samt medfølelsen – både med én selv og med andre levende væsner.
I praksis er det ikke enten det indre eller det ydre menneske. Vores ydre identitet bærer hele tiden præg af impulser fra den indre. Men perspektivet er, at man gennem opmærksom øvelse, kan læne sig længere og længere ind i det indre menneske – og kommer tættere på at blive den, man er skabt til at være.
Igennem den undersøgende proces, vi har udfoldet, har det givet mening at sige, at impulsen fra Kristi tidløse bevidsthed gør sig gældende i mennesket indefra. Deraf traditionen for at tale om hjertets inderste som det “sted”, hvorfra Gud i det skjulte virker i mennesket. Imidlertid er det også muligt at forankre mødet i den vertikale akse eller centerlinje fra isse til bunden af kroppen. Herved kommer impulsen mere tydeligt til stede i menneskets helhed, og ikke kun i hjertets skjulthed og sartere følelser.

Glæde og frihed – og modstand.
Når man læner sig ind i den vertikale akse, der går fra isse til bunden af kroppen – eller som en centerlinje kan sanses fra essenspunktet over hovedet til jordpunktet under fødderne, skifter ens opmærksomhed perspektiv. Man skifter fra selvoptagethed til opmærksomhed på det fælles. De kredsende tanker afløses af indre ro. Man bliver ikke grebet af emotionelle tanker og følelser – som dømmende holdninger til andre eller negative tanker om én selv. Opmærksomheden bliver i stand til at åbne dybt indad, men uden at slippe sansernes åbenhed mod omverden. Man fornemmer at komme til stede i sin midte – og mange genkender det som ens egentlige identitet eller sande selv.

En indre praksis.
Det er en ret enkel indre praksis at lave skiftet fra at være åbent fortabt i det ydre menneske til at være samlet og forankret i det indre:
Først danner man oplevelsen af helhed ved at væve opmærksomheden, åndedrættet og kroppen sammen. Dernæst opretter man en ny midte i brystet som alternativ til forankringen i hovedet. Når opmærksomheden lejrer sig i brystrummet, er der åbent til hjertets inderste og de dybere følelser. Og fra brystmidten eller hjertet etablerer man så en centrering i centerlinjen fra issen til bunden af kroppen.[1]
Med nogen øvelse tager det ikke lang tid at lave dette skifte i opmærksomhed. Man bevæger sig fra overfladen til kroppens indre. Det ydre menneske træder tilbage, og det indre menneske træder tydeligt frem – og man er ubesværet lidt mere i pagt med den person, man kan længes efter at være. Når denne attraktive grundholdning ligger så tæt på overfladen, kan det undre, at vi ikke som kultur opdager den, og når vi har opdaget den, at vi så alligevel har så svært ved at fastholde det indre menneske som en blivende del af vores identitet.

En konstrueret identitet
En væsentlig årsag kunne være, at vi har brugt et helt liv på at bygge den identitet op, der har dannet sig som et jeg på det ydre menneskes vilkår. Et jeg bliver til i spejling af omverdenen og andre menneskers forestillinger om, hvordan man bør være. Man bygger sig op i forestillingen om andres forventninger. Sådan som man fra barndommen har formet en identitet i mødet med forældre, venner, skole og kulturen i det hele taget. Denne identitet er i grunden en konstruktion. Men vi tror den som vores vilkår og eneste mulighed. Uden at opdage, at den reelt blot er en indgroet vane – omend en uhyre stærk konstruktion. Vi er i en vis forstand fanget inde i det ydre menneskes perspektiv på verden og os selv.

Det medfødte indre menneske
Det indre menneske derimod ser ud til at være medfødt. Men lige så let det er at formulere dette, lige så udfordrende for ens identitet og selvforståelse er det at tage det til efterretning – for alvor. For hvem er jeg i grunden, hvis mit velkendte jeg er en konstruktion og mit indre menneske er tidløst – dvs. har sin oprindelse udenfor min bevidstheds horisont?
Selvfølgelig er det et postulat, at det indre menneske er medfødt. For hvordan skal man bevise det? Men når man fordyber kontakten til de følelser og holdninger, som gør sig gældende i centreringen og i hjertets indre, så fornemmes de som kvaliteter, der er til stede hele tiden – uanset hvordan det ydre menneskes stemninger svinger.
Mest tydeligt er det med glæden. For hvor det ydre menneskes glæde er afhængig af, hvad der sker i ens ydre liv, så er det indre menneskes glædesfølelse uanfægtet. På samme måde med taknemmeligheden. Og man møder i det indre menneske uden videre en kærlighedsfølelse eller en medfølelse, som ganske upartisk deler sig selv med andre levende væsner. Der er tale om følelser og holdninger, som tydeligt beror uafhængigt af jeget, og som vokser i omfang , jo mere man åbner til dem som udtryk for, at deres oprindelse er uerkendelig – og transcendent – dvs. guddommelig.
Videre er der en elementær kontakt til tro og ånd. Så hvor vores ydre menneske kan svinge mellem tillid og tvivl, er der i det indre menneske tilsyneladende en helt umiddelbar viden om, at det guddommelige er virkelighed, – og at denne virkelighed virker som impuls i tanker, følelser og handlinger. Gud virker, når kærligheden får overhånd. Gud virker, når glæden stilfærdigt giver sig til kende bag ved irritation og bekymring. Gud virker, når tankestrømmen viger for den dybere ro.

Kristus-impulsens sted
En anden grund til, at det er så vanskeligt at fastholde det indre menneske, er nok, at vi ikke tager det alvorligt. Vi tolker det ikke som det, det er: vores åbenhed ind i netop det guddommelige, som vi længes efter. Paradoksalt nok virker det som om, det er mere attraktivt at strække sig langt ud i længsel efter det fraværende,end at tage imod det guddommelige, sådan som det her og nu giver sig til kende for éns erfaring. Sagt med andre ord: vi tror ikke rigtigt på det, men er fanget i en vane – bestemt af vores kultur – med at fortolke alt, hvad der sker i vores sind, som noget der tilhører jeget.
Men spørger vi Paulus, som er den første, der bruger udtrykket “indre menneske”, så er han ikke i tvivl om, hvad det er, der virker. Det indre menneske er Kristusimpulsens sted. Og derfor er Paulus’ livs perspektiv at lade det indre menneske vokse på den ydre identitets bekostning: at give slip på sig selv (se 2. Korintherbrev 4.16).

Det indre menneskes frihed
Kristusimpulsen er forbundet med frihed i alle livsaspekter. Derfor er der i det indre menneske også potentiale til at sætte fri fra smerte og lidelse.
Det kan virke paradoksalt. Men når Jesus så radikalt kunne give sig over til lidelse, kan det skyldes, at hans opmærksomhed forankret i kristusbevidstheden netop ikke kunne lade sig fange af smerte.
Lad os antage, at der også i hans liv er tale om den samme dobbeltstruktur som hos os i form af det indre og det ydre menneske. Men hvor Jesus i sit liv realiserede det fulde potentiale, lever vi indlysende en meget afdæmpet form. Og ikke desto mindre er det muligt at reducere den mængde af smerte, vi påfører os selv gennem negative følelser, ved at opdage det indre menneske som en mulighed for identitet.
Anden del af denne artikel er en fremstilling af en konkret indre praksis til frisættelse fra smerte med det indre menneske som udgangspunkt.

Genkendelse som indre praksis
Som det blev berørt undervejs, må man undre sig over, hvor vanskeligt det er overhovedet at opdage det indre menneske, og hvor svært det er at fastholde det som identitet, selv når man er begyndt at blive fortrolig med det. Grunden skal findes i den stærke modstand i det ydre menneske, og fra den jeg-identitet, som er lejret hér. Men tillige bliver det vanskeligt, fordi vores kultur og vores fælles psykologi er helt optaget af det ydre menneske og dets dannelse.
På det vilkår er der tilsyneladende kun to veje til at skabe forandring. De handler begge om genkendelse.
Den ene er vedholdende såvel i sin indre praksis som løst ind over dagen at øve sig i at skifte perspektiv og genkende – igen og igen og igen!
Den anden vej er bøn. Og i denne kontekst – hvor vi som udgangspunkt antog, at det indre menneske er Kristusbevidsthedens “sted” – vil bønnen være at genkende Kristusimpulsen i det indre menneskes væsen og udtryk – altså “at huske Gud”:  i venligheden, i nærværet, i den dybe ro, i længslen – og at genkende, at det er det guddommelige, der virker.
Vi begyndte med nadveren, som det eneste sted i vores kultur, hvor det indre menneske bliver sat i tale, igennem præstens bøn på menighedens vegne: “Styrk os i det indre menneske, at du må bo ved troen i vores hjerter”. Er det det eneste sted, så er det til gengæld uhyre stærkt placeret, hvis man antager nadveren som manifestation af den dybeste kristne vision om mennesket: at den oplyste Kristusimpuls rent faktisk længes efter at virke og at tage bolig.

Det indre menneske og smertekroppen 
Det har vist sig, at det indre menneske er et meget godt sted at forankre opmærksomheden, når man søger at frigøre sig fra den magt til at gribe og besætte, som negative følelser har.
Baggrunden er den iagttagelse, at smerte og lidelse ikke kan kommer ind i det indre menneske, fordi det er så stærkt præget af ånd.[2]
 
Det ydre menneske og smerten
Det ydre menneske er tæt knyttet til smerte. I mange forskellige nuancer væver lidelse sig ind i vores identitet: i mistrøst, i angst, i vrede osv.  – og vi tror det uomgængeligt, at vi må leve med denne daglige belastning livet igennem.
Men forankrer man identitet også i det indre menneske, bliver perspektivet anderledes.
Lige så lidt som man er bundet til det ydre menneskes identitet, lige så lidt er man bundet til smerten – og det er muligt opmærksomt og vedholdende at øve sig ud af denne livsform.
Øvelsen er inspireret af  Eckhart Tolle, og vi bruger derfor også hans terminologi “smertekrop” om dette aspekt af det ydre menneskes væsen, som skaber lidelse[3].
Overordnet set er smertekrop blot en anden måde at tale om traumer, komplekser, rigide tænke- og handlemønstre osv. Der er mange smertekroppe, og de er oftest formet over smertefulde oplevelser i barndom og opvækst. Derfor bliver de til dybtgående erfaringer, som danner livslange negative mønstre. Vi kan betragte de mange smertekroppe som en grundstruktur i det ydre menneske.

At bryde smertekroppens magt
I forhold til en psykologisk tilgang er Tolles greb at tilkende disse gamle traumatiske eller smertefulde fænomener fra barndommen en slags selvstændigt liv og en slags selvstændig primitiv bevidsthed: de vil gerne leve, og de vil gerne have næring – og fordi de er opstået i smerte, er smerte det, de lever af. De bedrager identiteten ved at få den til at tro, at jeg og smertekrop er identiske. Man kan sige, at smertekroppen som en slags filter glider ind over jeg-opmærksomheden, uden at den opdager det. På den måde overtager smertekroppen tolkningen af det, der sker, og den er altid på udkig efter mere smerte. Den skaber det i én selv, eller skaber det for andre, og henter sig næring herfra.
Der er et smertekropsfænomen bag ved enhver form for utilfredshed, frustration eller ubehag. Så man lærer en smertekrop at kende ved at undersøge og fordybe kontakten til en sådan enkel utilfredshed og mærke efter dens dybere rødder.
Smertekroppe overlever ved at agere i det ubevidste. De lever i dunkelhed og bryder sig hverken om bevidsthedens lys eller om at blive iagttaget. Derfor er vejen til at bryde deres magt først at opdage dem i deres selvstændige væsen – dvs. begynde at erkende, at den stemning, som smertekroppen ankommer med, ikke er jeg, og at jeg derfor ikke behøver at føle dens følelser. Dernæst at begynde at markere adskillelsen. Det ydre menneske er et let bytte for smertekroppens manipulation, mens det indre menneske er helt uimodtageligt.

 Frigørelse fra smertekroppen – en indre praksis.
1.   Begynd med at lægge mærke til din helhed og midte og/eller din centrering/midterakse – dvs. dit indre menneske og skab en forankring hér, hvor smertekroppen ikke kan komme ind.
2.   Iagttag dernæst sindet og overvej, om der i det ydre menneske er stemninger af ubehag eller utilfredshed, som kan lede ind i kontakt med en smertekrop. Indgangen kan også være kropslige, følelsesmæssige eller energetiske spændinger. Brug lidt tid på at åbne kontakten – og kald evt. en billeddannelse ind.
Når det lykkes at etablere kontakt, så tillader man smertekroppen med dens følelser og dens energi at folde sig ud – inde i kroppens sansefelt. Disse gamle smertetilstande ligger gemt i kroppen. Jo mere plads smerten får jo bedre. Man kan anerkende den ved at tillade, at den bliver ens identitet: f.eks. “jeg er sorgfuld over, at der ikke nogen, der kan lide mig”, – eller: “jeg bliver vred over ikke at blive anerkendt”, osv.
3.   Når smertekroppen på denne måde har fået plads – så meget som man kan bære – så skifter man perspektiv til ikke-identifikation. Man iagttager fra det indre menneske. F.eks. med formuleringen: “Der er en smertekrop, der er sorgfuld. Men det er ikke min identitet – den er ikke mig”. “Der er en smertekrop, der bliver vred over ikke at blive anerkendt. Men den er ikke mig”.
4.   Smertekroppen lever af fortiden og fremtiden, men når man bringer den ind i iagttagelsens “nu” og i det indre menneskes ikke dømmende opmærksomhed, så svækkes den.
5.   Med denne praksis anerkender man uvæsnet, men accepterer ikke dets strategi med at tilrane sig identiteten. Man løfter den op fra ubevidstheden, og gør den til et objekt, som man kan adskille sig fra. I ubevidstheden får den lov at overtage subjektet, altså min følelse af mig selv – og på den måde hente næring. Når den er gjort til et objekt – til noget, jeg kan iagttage, er den adskilt fra mig og kan ikke få næring. Man sondrer det ydre fra det indre menneske.
6.   Samtidig søger man hele tiden at vide af centerlinje/centrering – og søger at forankre sin identitetsoplevelse her. Fordi inde i det indre menneske kan smertekroppen ikke få magt.

I den fælles proces, som er spejlet i denne artikel, har det vist sig som en gangbar tolkning, at den tidløse Kristusimpuls manifesterer sig igennem det indre menneske. Dette er formodentlig årsagen til, at denne praksis med smertekroppen virker, og derfor er den på en måde en nøgle til de beretninger om uddrivelse af dæmoner, som vi kender fra evangelierne. Dæmoner var datidens tolkning af smertekroppens fænomen, og menneskets syndige handlinger tilskrev man dæmonernes besættende magt. Denne indre praksis kaster således lys på såvel synd som på frelse. Synd opstår, når man er fanget i smertekroppens væsen. Frelse er at blive sat fri – sådan som Jesus selv præsenterede sig, da han kom til sin hjemby: Jeg er kommet for at forkynde frihed for fangne – og for at åbne de blindes øjne (Luk.4.18).

Noter: [1] En mere udførlig gennemgang af denne indre praksis er beskrevet i Foreningens jubilæumsskrift fra 2022 med titlen: Hjertets opmærksomhed – som kan læses her.[2] Antagelsen at smerte ikke kan finde ind i det indre mennekse bygger på konkrete erfaringer fra almindelige menenskers daglige liv. Men det skal slet ikke udelukkes, at mere voldsomme krænkelser rent faktisk kan gå så dybt, at også de indre menneske tager skade.  I givet fald vil disse traumer formodentlig kun kunne heles igennem en spirituel intervention.[3] E.Tolle: Nuets Kraft s. 51ff, En ny jord s. 108ff, )