Den esoteriske strøm i Vesteuropa.

Link til alle indlæg om:Nutidig Kristen Spiritualitet

 af Peter Ruge – august 2023

OPTAKT
I 1462  i Firenze – som indledning til renæssancen – dukker der nogle hidtil ukendte gamle græske håndskrifter op. De får afgørende  betydning for den vesteuropæiske spiritualitet, og deres virkning kan følges frem til den nye spiritualitet, som har udfoldet sig i Vesten i de sidste fyrre år. Den spiritualitet som for mange i dag er den selvfølgelige ramme om tro og indre praksis.
Skrifterne stammede fra et gammelt græsk kloster i Makedonien, og det viste sig, at skrifterne ikke var kristne, men  var opstået i oldtidens Egypten. De hævdedes at være skrevet af den mytiske skikkelse Hermes Trismegistos som en visdomsbelæring til mennesker. De kaldes derfor “de hermetiske skrifter” og den tradition, som siden har foldet sig ud fra dem kaldes for “hermetisme”.
Skrifterne bliver snart oversat til latin og bliver hurtigt kendt i hele det lærde Europa.
Tanker og forestillinger i disse skrifter er så nye og omvæltende, at de  bliver startskuddet til renæssancen, men de forandrer også det åndelige klima i Europa permanent.
De nye tanker sætter mennesket i centrum. Hidtil – dvs. i middelalderen –  har mennesket været helt underordnet Gud. Ligesom undersåtter under en konge. Nu ser man i stedet mennesket som Guds samarbejdspartner. Og hvor man tidligere var optaget af, at mennesket hjælpeløst er bundet til syndens magt, og derfor har brug for kirkens frelse, så  taler den nye renæssancebevidsthed om menneskets medfødte værdighed og frihed. Endelig betoner den nye bevægelse, at verden er gennemstrømmet af det guddommelige, i modsætning til kirkens lære om, at Gud er hævet over og adskilt fra den skabte verden. Inspirationen fra de hermetiske skrifter går i mange retninger. Den væver sig sammen , med den spirende videnskab, med filosofi og med kristen spiritualitet og med datidens magiske tankeverden. Vi skal her koncentrere os om den impuls, der flyder ind i og danner den esoteriske bevægelse, fordi det er dén, der leder frem til nutidens spiritualitet.

DE ESOTERISKE STRØMNINGER
“Esoterisk” betyder “indadvendt”, og at noget er usynligt og ikke alment tilgængelig. Man kunne sige, at kirkens spiritualitet er esoterisk – dvs. kirkens indre og åndelige liv. Mens kirkens gudstjeneste, lære, bygninger er eksoterisk  – dvs. udadvendt.
Der er nogle grundtræk ved renæssancens esoteriske strømninger, som går igen gennem de følgende århundreder, og som også er genkendelige i nutidens spiritualitet. Verden er gennemstrømmet af levende ånd eller bevidsthed. Verden er en enhed og det guddommelige er vævet sammen med den.
Alting i kosmos hænger sammen, fordi det er opstået af den samme kilde. Derfor kan der være en samhørighed mellem mennesket og planteverdenen, mellem mennesket og stjernerne, mennesket og mineralerne
Menneskets bevidsthed har en evne til at erkende gennem visualisering. Og ved at fordybe sig mediterende i indre billeder, kan mennesket erkende den højere åndelige verden – og gøre det guddommelige nærværende. Mennesket har en opgave i kosmos i at forbinde det åndelige og det materielle.
Men man kan kun have en sådan meditativ praksis, hvis krop og sind er renset. Derfor må den, der praktiserer, gå ind i en selverkendelsesproces. Men kan så gøre den erfaring, at det lavere i mennesket – det instinktive – kan forvandles til det højere. En sådan proces kræver en form for oplæring og initiation – og derfor er det vigtigt at have en lærer.
Karakteristisk er det også, at de esoteriske miljøer ikke mener at have patent på sandheden. De vil gerne være i dialog både med videnskab, med kirkens lære og med andre religioner som jødedom og islam. Faktisk har den esoteriske bevægelse den forestilling, at der bag ved alle religioner ligger en oprindelig og urgammel fælles rod. Og man troede, at de hermetiske skrifter var meget tæt på denne oprindelige hellige visdom.

ALKYMIEN
Alkymien er et eksempel på en esoterisk videnskab,og den har to sider. Der er den fysiske alkymi, der arbejder med forvandling af mindre ædle metaller til guld. Og der er den åndelige alkymi, der ud fra samme principper arbejder med at forvandle menneskets indre. Alkymiens
forvandlingsproces kan lade sig gøre, fordi alle elementer og alle fænomener hænger sammen og kan påvirke hinanden. Kviksølv, svovl, luft, jord er fysiske elementer, men de korresponderer med elementer i menneskets indre – instinkter, følelser, åndelige impulser. Målet for alkymien er, at mennesket skal nå frem til at blive sine højere kvaliteter bevidst – eller i det esoteriske alkymiske sprog:  mennesket skal blive kongeligt .

ASTROLOGIEN
Ud fra dette verdenssyn bliver det også meningsfuldt at aflæse planeternes baner og stjernernes stilling. Alt i kosmos er jo besjælet, og de åndelige kræfter, som er knyttet til himmellegemerne har også et tilsvar i menneskers liv. Guds vilje med menneskers liv kan aflæses i stjernernes bevægelser. En astronom på denne tid – som f.eks. Tycho Brahe – havde først og fremmest til opgave at lave horoskoper. Og Brahes meget nøjagtige observationer af stjernernes bevægelser skulle først og fremmest tjene til at gøre horoskoperne mere præcise.
Alkymi og astrologi var anerkendte videnskaber. Ligesom Tycho Brahe var f.eks. Melanchton, som var Luthers nære ven og medarbejder, en kendt ekspert i astrologi. Og Isac Newton var selv meget mere optaget af sine alkymistiske studier end af de videnskabelige opdagelser, som gjorde ham kendt i eftertiden. Man kan sige, at renæssancen levede i en verden, hvor magisk tænkning gav mening. Verden var en enhed, hvor guddommelig visdom var vævet sammen med alt værende. Verden var fortryllet og beåndet.

MESMERISMEN
Mesmerismen er i dag stort set ukendt, men bevægelsen var vældig populær i Europa i 1700-tallet. Fænomenet har navn efter den østrigske læge Johan Mesmer, som opdagede, hvad vi i dag kunne betegne som energilegemerne – det æteriske og det astrale. Han beskrev den flydende karakter af det æteriske legeme, og lærte hvordan man både kunne kanalisere det æteriske fra menneske til menneske, og hvordan æterisk energi kan bygges op og udløses. Og han mente, at det er dette “flydende” fænomen, der gennemstrømmer og forbinder os med jorden og med det levende omkring os.
Mesmers tilgang var ikke magisk, men videnskabelig i den forstand, at han lavede eksperimenter og søgte at beskrive lovmæssigheder for dette “flydende” fænomen, som han betegnede som magnetisme og sammenlignede med elektricitet, der også var en ny opdagelse på dette tidsunkt.
Han praktiserede som læge og behandlede sine patienter ud fra den antagelse, at sygdomme opstår, når den “flydende” energi er blokeret. Han var også i stand til at bringe patienter i en form for helbredende trance ved at berøre dem.
Mesmer fik mange elever, og ud fra hans arbejde dannede der sig to bevægelser. Den ene fulgte op på trancefænomenet og udviklede i løbet af 1800-tallet den hypnosepraksis, der inspirerede psykologer som Freud og Jung. Den anden var optaget af det flydende og nærmest materielle i den magnetiske energi, der kunne forbinde de levende væsner og materielle ting. Denne tradition leder frem til f.eks. Gaia-hypotesen om, at jorden er et levende væsen gennemstrømmet af bevidsthed, og til den energilære, vi kan finde i Bob Moores undervisning.

TEOSOFIEN
Teosofien opstod som en egentlig bevægelse i slutningen af 1800-tallet, og tog afsæt i den forestilling fra den esoteriske tradition, at alle religioner har en fælles kilde. Bevægelsen søgte gennem en forening af elementer fra øst og vest – dvs. på den ene side buddhisme/hinduisme og på den anden side kristendom – at skabe en ny religionsform tilpasset en moderne verden med et globalt perspektiv.
Renæssancens esoteriske bevægelse havde kun en begrænset geografisk horisont, og man mente dengang, at det oprindelige fælles skulle søges i Persien eller i Egypten, som var det fjerneste, man kunne forestille sig. Men med 1800-tallets opdagelse af de spirituelt meget levende religioner i Indien og Tibet blev det nærliggende  at søge den oprindelige kilde til visdom i Østen.
Forestillingen  om, at de store religioner indgår i samme udviklingsproces, knyttede teosofien sammen med tanken om menneskehedens evolution, og det var et mål at vise vej til det enkelte menneskes oplysningspotentiale.
Teosofien har bidraget til den formidling i Vesten af hinduisme og buddhisme, som blev afgørende for den nye spirituelle bølge, der har udfoldet sig i de sidste halvtreds år.

CG.JUNG
Jung er en væsentlig inspirator for psykologien i 1900-tallet, men Jung er også en tænker, der i høj grad var inspireret af det esoteriske.  Herved er han en meget væsentlig formidler af den esoteriske  tradition til nutidens spirituelle miljø.
Han så sig selv som videnskabsmand og ledte livslangt efter en videnskab, der kunne forbinde både det rationelle og de grundlæggende irrationelle elementer, der er i det esoteriske.  Han var optaget af astrologi, og af den betydning som overgangen til fiskens tegn kom til at betyde for kristendommens opståen – og tilsvarende var han fascineret af, hvad der ville ske i den overgang til vandmandens tegn, som vi nu befinder os i. Han var fascineret af den spirituelle alkymi, og betragtede den som en forløber for sin egen psykologiske teori. Naturen var for hans blik besjælet, og det guddommelige til stede hér såvel som i menneskets egen psyke. Derfor giver det for ham dybest set ikke mening at forholde sig til det guddommelige gennem kirkegang og religiøs praksis.  Mennesket møder det guddommelige i sin egen bevidsthed og kilden er bevidsthedens inderste.

DET ALTERNATIVE
Den esoteriske strøm i Vesten består, som det kan ses, af flere forskelligartede bevægelser. Fælles for disse er, at de siden renæssancen har fremstået som ”alternative”. På den ene side er der tale om en modkultur til kirkens dogmatiske kristendom, og på den anden side til den rationelle videnskab. Bevægelsernes fællestræk og den fælles grundholdning af at være “alternativ” holder sig gennem fem hundrede år, og iklædt vores tids verdensbillede og kultur gør denne strømning sig stadig gældende som et tredje perspektiv mellem rationalitet og tro.

EN NUTIDIG KRISTEN SPIRITUALITET
Den esoteriske strøm har gennem hele sin historie kunnet knytte sig til en kristen spiritualitet, som enten har levet i klostrene eller har befundet sig på randen af den officielle kirke. De har bl.a. kunnet mødes i en fælles tillid til en indre oplysningsproces, der bliver virket af Jesus som en tidløst levende lærer, og oplevelsen af Helligåndens direkte vejledning til det enkelte menneske.
I betragtning af hvor levende dette samvirke har været, kan en nutidig kristen spiritualitet næppe finde sine former uden også at forholde sig til den esoteriske strøm, der har præget Europa i de sidste femhundrede år
Der vil næppe være tale om, at der kan fastlægges en færdig formuleret nutidig kristen spiritualitet, men snarere om at iagttage, at der allerede er en levende dannelsesproces i gang – og at vi selv er en del af den!
Det  er dette perspektiv, vi på Foreningens årsmødet 2023 gerne vil sætte fokus på – med hermetismen som udgangspunkt  – og med afsæt hér gå videre i den fortløbende samtale om, hvordan en nutidig kristen spiritualitet kan finde sine former.