Åndelig vejledning og et nutidigt kristent menneskebillede
Denne artikel blev bragt i ”Kirken i Dag”, som er Kirkefondets magasin, der udkommer 4 gange årligt. Artiklen blev bragt i nr 4, 2020.
Åndelig vejledning er i sin klassiske form en samtale. Den kan handle om livet helt generelt – dvs. både om mening og livsfylde og om helt konkrete problemer. Men åndelig vejledning hviler på den præmis, at vi kan gøre konkrete erfaringer med ånd – med Guds ånd, og at vi – når vi stiller os ret i
forhold hertil, rammer mere præcist det, som er menneskelivets iboende mening. Åndelig vejledning er derfor konkret livsvejledning. Men åndelig vejledning er også en udviklingsvej – en vækstproces, der søger at danne et menneske mig til en ny identitet.
Menneskebilledet
Når åndelig vejledning ikke er en selvfølgelig del af den danske folkekirkes horisont, så skyldes det, at vi har opgivet det menneskebillede, der gør åndelig vejledning til en selvfølgelighed.
De færreste af os har nok en præcis opfattelse af vores egen menneskeforståelse – dvs. hvad et menneske er. Ikke desto mindre har vi alle nogle grundantagelser, som vi i høj grad har overtaget fra den kultur, vi bliver dannet af.
Et grundtræk ved kulturens menneskebilleder – og dem er der flere af – er, at de ikke anerkender ånd – i religiøs henseende Derfor anser de det ikke for muligt, at almindelige erfaringer kan være frugter af Ånd.
Det betyder, at vi i vores kultur ikke har et fælles menneskebillede, som gør en åndelig erfaring legitim og naturlig. Derfor er det ikke uden videre muligt for os at genkende de erfaringer, der reelt er spirituelle, for det de er: erfaringer af at Ånd virker skabende i vores liv. Selvom der findes alternative strømninger og menneskebilleder, kan de ikke tale med autoritet for så vidt som samfundet som helhed ikke anerkender den præmis, at Ånd er virkelig. Derfor er vi oppe imod det fælles sprog, når vi søger at tale åndelig vejledning.
Forankret i hjertet
Åndelig vejlednings menneskebillede er forankret i hjertet. Brystrummet og de følelser, der bor hér markerer menneskets eksistentielle midte. Hjertet og dets følelser er i den kirkelige tradition frem til moderne tid udtryk for, at Ånd virker i mennesket – både i krop og i sind – også uanset, om man identificerer disse erfaringer som åndelige.
Paulus har den selvfølgelige opfattelse, at Guds ånd har taget bolig i den kristne – om end kun lidt foldet ud. Derfor identificerer han de kærlighedsfølelser, der knyttet sig til hjerte og brystrum som
Åndens frugter. Det betyder, at de i sig selv – i deres helt almindelige former bliver dannet af Åndens impuls ind i vores sind.
Det menneske, der lever med denne opmærksomhed er for Paulus ”det nye menneske”. I den forstand bliver vi alle ”nye mennesker” i det mål, vi genkender Åndens virke og begynder at samvirke aktivt med den. Sådan at vores liv bliver en forandringsproces, hvor vi i stigende grad øver os i at rette ind efter Åndens impuls. Det kristne liv er et liv i udvikling og vækst.
Åndelig vejledning er som sagt en samtale, hvor dette perspektiv på menneskets væsen, er den afgørende præmis. Åndelig vejledning søger derfor at hjælpe ind i denne selvforståelse – overfor vores tvivl og vores skæve forståelse af os selv. I et videre perspektiv kan al kirkelig forkyndelse, undervisning og sjælesorg være åndelig vejledning – og bør være det. Menighedens arketype er et fællesskab af mennesker, der genkender Åndens virkelighed og er i stand til at italesætte det i et fælles sprog – og at omsætte det i handling til fælles bedste.
Åndelig dannelse
Hjertets følelser er for langt de fleste af os en vigtig inspiration. Vi har evnen til at lade os bevæge af medfølelse, venlighed, glæde, kærlighed omsorg, hengivelse og åbenhed. Men langt de fleste af os har alligevel som overordnet præmis, at jeg selv er den vigtigste person – og at interessen for den andens vel kun indtil en vis grænse får lov at styre livet. Dette er med Paulus’ ord det gamle menneskes virkelighed.
I åndelig vejlednings perspektiv er det et udviklingsmål, at Ånd får lov at danne mit liv – mere og mere. Derfor er åndelig dannelse en livslang øvelse i at lade det gamle menneskes selvoptagede perspektiv træde til side. Sådan at det i stigende grad bliver mit center – og mit eksistentielle udgangspunkt, at Guds ånd bor i mig, og at jeg samvirker med denne impuls.
Det udfordrende i dette perspektiv er hævdelsen af, at disse hjertets følelser ikke er mine egne. Det er sådan Åndens impuls føles, når den gør sig gældende i mit sind. Hjertet er menneskets eksistentielle midte. Det nye menneskes midte.
At være til tjeneste
Ånd giver sig til kende på flere måder, men her vil vi koncentrere os om de følelser, som har refleks i brystrummet. Følger vi Paulus, kunne vi kalde dem kærlighedsfølelser. Det er f.eks. omsorg, venlighed, hengivenhed, medfølelse, taknemmelighed og hjælpsomhed. Fælles for dem er, at de har et andet menneskes fordel som mål. De leder mig ind i at være til tjeneste for et andet menneske. På den måde er de alternativer til de emotionelle følelser som vrede, angst, skam og seksualitet, der har refleksområde i bunden af kroppen. Paulus opfatter hjertets følelser som frugter af en impuls fra Kristi levende bevidsthed. Det er i den forstand Kristus, der skaber dem i mig. Og som Kristus opfattede sit liv som en tjeneste for menneskeheden, sådan vil hans bevidsthed, når den begynde at tager bolig i et menneske, søge at gøre ham eller hende til tjener for andre. Så dette træk at søge mit medmenneskes fordel for frem for min egen er et udtryk for, at Ånd virker.
Glæde og taknemmeligheden
Et andet træk ved de holdninger, der har refleks i brystrummet er, at de er vedvarende – dvs. de er til stede hele tiden og af sig selv. De er ikke holdninger, som jeg skal skabe. Det kan nok kræve noget øvelse at opdage det, men tager man Paulus’ formaning til menigheden i Thessaloniki om at sige tak i alle forhold, altid at glæde sig og at bede uden ophør, vil man kunne opdage, at de alle tre ligger som en vedvarende klangbund under det almindelige sind. Man kan opdage, at der er en umotiveret glæde hele tiden. Den er anderledes en den glæde der fødes af, at der sker én noget godt. Denne glæde tager af efter et stykke tid. Men den dybe glæde er der hele tiden længere inde og venter på at blive følt – uden nogen egentlig årsag. Man er bare fyldt af glæde. Og det samme gælder taknemmeligheden. Der kan være god grund til at blive taknemmelig over det uventede gode, der sker. Men denne taknemmelighed tager af, når man det gode er blevet selvfølgeligt. Dybere i sindet derimod kan man møde en taknemmelighed, der ikke har nogen grund anden end den blot at være i live – uanset hvad der sker.
Hjertes inderste
Ligesom glæden og taknemmeligheden er bønnen forankret i hjertets inderste. Med nogen øvelse kan man opdage, at man kan forankre sin opmærksomhed – i hvert fald et stykke tid – i brystrummets inderste. Når bevidstheden lejrer sig dér, vil man opdage, at her er meget stille. Der er ingen tanker og ord, og ingen forstyrrelser fra fortid eller fremtid, fordi bevidstheden i denne indre holdning står åben for ånd. Bruger man denne stilhed til at falde ind i en bøn – uden ord – vil man kunne opdage, at der her i hjertets inderste tilsyneladende allerede findes en lavmælt holdning af bøn, som tydeligvis ikke kommer fra jeget. Der er en bevidsthed, der beder i mig – og alt, hvad jeg skal gøre er blot at virke sammen med og i takt med denne bevidsthed.
Åndelig vejledning leder ind i åndelig dannelse, som er et samvirke med Gud. Når det sker, kan det kendes som glæde og taknemmelighed – over at være forbundet.