Tre påskemeditationer

MARIÆ BEBUDELSE
I kirkeårets rytme ligger Mariæ Bebudelsesdag som en optakt til påske på søndagen før Palmesøndag, og ikonernes Maria-billeder byder en mulighed for at styrke denne forbindelse
Der findes flere forskellige typer af Maria-ikoner. Denne meget populære kaldet Platytera, og afbilder Maria med en velsignende Kristusskikkelse i brystet. Navnet på ikonen betyder ”større end” og refererer til, at Maria er ”større end himlene”, fordi hun har båret himlens og jordens skaber i sig. Nu har Maria jo ikke været gravid med Jesus i sit bryst. Så når hun fremstilles på denne måde, er det fordi hun er et forbillede eller et paradigme for mennesker. Maria kaldes en ”stige” – ad hvilken mennesker kan bevæge sig mod guddommeliggørelse – dvs. ved at være og gøre som hun. Hendes holdning af overgivelse er ét aspekt – og undfangelsen af det guddommelige barn er et andet.
Med andre ord skal vi som Maria undfange. Og da det ikke drejer sig om en fysisk fødsel, men om en åndelig – dvs. bevisthedsmæssig/energetisk – så kan det kun ske med brystet som livmoder. Og ikonens mening som genstand for andagt er at minde om dette perspektiv på et menneskeliv: at det kan forbinde sig med og rumme det guddommelige – i dets uendelige perspektiv – dvs. guddommeliggørelsens proces. Hermed står vi med et ganske andet menneskebillede, end vi kender fra vestkirkelig tradition. Menneskehedens bestemmelse er i østlig kristendom at tage det iboende guddommelige til efterretning som kilde til identitet. Sagt med andre ord: mennesket har allerede undfanget, graviditeten er langstrakt og fosteret vokser kun ved at få tilført anerkendelsens og meditationens opmærksomhed.
Så man øver først kontakt til hjertet – og hjertets inderste. Med denne klangbund spejler man ikonen midt i brystet – og kontakter forestillingen om at have undfanget det guddommelige – med den pointe, at der i brystrummets inderste er en oplevelse af uendeligt ”rum” – dvs. ”større end himlene”: ”Platytera”.

”JEG VIL SÆNKE MIG ..”
I Bachs Matthæuspassion er der en arie, som er knyttet til skærtorsdag og placeret umiddelbart efter nadveren:

Arie, Sopran
Ich will dir mein Herze schenken,/ Senke dich, mein Heil, hinein!/ Ich will mich in dir versenken;/ Ist dir gleich die Welt zu klein, / Ei, so sollst du mir allein, /mehr als Welt und Himmel sein.
Dig jeg vil mit hjerte skænke,/ kom, min Frelser, ind til mig! / Jeg vil mig i dig nedsænke;/ åh, er verden trang for dig, /så er mig alene du/, mer’ end jord og himmel nu.

           Følg dette link til arien på youtube

I en meditation kan man gøre som teksten siger: Først åbner man til brystrum og til hjertets inderste, Og når man har fornemmelsen af den anderledes dimension og atmosfære, som er dér inde, så danner man den forestilling, at Jesus som bevidsthed kommer til stede i dette ”rum”. Dernæst, når denne kontakt er stabil, forestiller man sig, at man selv med så meget af sin vågne bevidsthed, som man kan bringe med, lader sig smelte ind i denne Jesus-tonede stemning i brystets indre.
Meditationen er en variation over den kristne fromhedstraditions praksis med at fordybe sig ind i Jesu hjerte for at mærke Jesu uendelige kærlighed. Her er Jesus imidlertid flyttet ind i den bedende/praktiserende selv. Herved får man en ejendommelig fordobling ind mod hjertets inderste, som kan fortone sig i en uendelighed ind mod det mysterium, hvor det guddommelige og det menneskelige mødes i hjertet. En uendelig indfoldning af opmærksomheden i hengivelse eller kærlighed til Jesus
Derfor er arien også placeret hos Bach umiddelbart efter nadveren. Den udtaler nadverens inderside – eller det esoteriske aspekt af nadveren. Her handler det ikke om brød og vin – men om ånds og bevidstheds mulighed for at forbinde sig med det guddommelige. Og man kan lægge mærke til ariens livlige og glædesfyldte musik – som er noget påfaldende midt i passionens alvor – som udtryk for dette livsbekræftende perspektiv på et menneskeliv.
Videre slår den det samme tema an som i Platytera-ikonen, at hjertets inderste er ”større end himlene” – dvs. der er en anden dimensionalitet her inde i kroppen.

”JEG VIL SELV BEGRAVE JESUS”
En tredje påskemeditation kan tage afsæt i en af de sidste arietekster i Matthæuspassionen, som lyder

Arie, Bas
Rens dig nu, mit hjerte/ jeg vil Jesus selv begrave./Thi fra nu af skal han i mig mer og mer/ finde sin søde hvile./ Bort verden – luk Jesus ind!.
Mache dich, mein Herze, rein,/ Ich will Jesum selbst begraben. /Denn er soll nunmehr in mir Für und für/ Seine süße Ruhe haben. / Welt, geh aus, lass  Jesum ein!   

           Følg dette link til arien på youtube

Arien kommer umiddelbart efter, at disciplene og kvinderne har begravet Jesus i den gravhule, som Josef af Arimethæa har stillet til rådighed. Og arien opfatter ens hjerte – eller snarere brystrummet – som en tilsvarende gravhule, hvor den døde Jesus kan hvile.
Også her gør meditationen, som teksten siger: man holder opmærksomt åbent i brystet og tillader denne forestilling om en gravlæggelse at finde sted – med den pointe, at man holder hjertet rent – dvs. frit for tanker og frit for emotionelle impulser. Man er stille og tillader ingen forstyrrelse fra verden at komme her ind. For at Jesus hér kan finde ”sin søde ro”.
Denne handling at begrave Jesus kan man næppe gøre oprigtigt, uden at kalde på en vifte af mere sarte hjertefølelser – omsorg, hengivelse, kærlighed, taknemmelighed og ømhed – og stilhed. Man væver Kristusimpulsen ind i sig – og man kan videre overveje det paradoksale perspektiv, at disse følelsers kilde er den, jeg har begravet i hjertet. Igen kan der finde den ejendommelige uendelig indfoldning sted, som tilsyneladende er karakteristisk for Kristusimpulsens møde med mennesket.
Men det ikke mindst væsentlige kunne være, at man med denne forestilling om begravelse, jo også husker opstandelsens mulighed, (hvad der dog ikke er Bachs perspektiv!). Så ét er at våge over den begravede Jesus i sit hjerte/brystrum. Noget andet er det at overveje, hvordan den belivelse som jo med nødvendighed må indfinde sig, kan tage form: Det kunne være som en udfoldelse af de handlinger til et andet levende væsens vel, som altid vil ledsage Kristusimpulsen. Eller opstandelse kunne tage form som en ”viden af” dette indre igen-levende nærvær – og gør man det, vil det øvrigt være meget analogt til netop bevidstheden om at have undfanget i Platytera-meditationen over Maria Bebudelse.

Peter Ruge. Påsken 2023.