Gudstjenester

Forårets sidste gudstjeneste bliver  Søndag d. 4. juni kl. 18.30-20.30

Hver gudstjeneste er et forløb på to timer og kirken er åben en ½ time før.
Gudstjenesterne er enkle og undersøgende i forhold til om det er muligt, at en gudstjeneste kan
skifte perspektiv fra kun at tale om Gud til også at gøre mødet til en erfaring. De har derfor ikke en helt fast form, men bygger op omkring lectio divina og nadver.
I lectio divina gælder det den forestilling at bibelteksten er beåndet eller levende – og at den har
noget på hjerte til mig. I nadveren gælder det Kristusimpulsens tidløse nærvær som nadverens
inderste.
Gudstjenesterne er åbne for alle.
Kirkens adresse: Lyseng Kirke, Bushøjvej 188, 8270 Højbjerg

Om gudstjenesternes baggrund og intention.
af Peter Ruge

Vi kommer der, fordi vi længes – og gerne rækker efter noget essentielt vigtigt, som vi til daglig oplever fraværende. Det gælder dybest set det guddommelige – Ånd – som ikke er til at gribe og holde fast – og ikke lader sig pege ud. Vi kommer for at opleve os berørt og sat i bevægelse af dette ugribelige – og ”større end jeg”. Så derfor åbner vi os modtageligt.
Når vi forholder os undersøgende og eksperimenterende er det, fordi den gudstjenestepraksis, vi har arvet, har den svaghed, at man i de sidste hundrede år helst har talt om Gud og det guddommelige som noget fremmed – og hvis virkelighed er et andet sted, end hvor vi og vores erfaringer er. Længselens mål er hinsides horisonten. Og denne manglende tillid til erfaringen har slidt på de ord, vi skal bruge til at tale om det hellige og vores længsel.
Mange mennesker i nutiden oplever uden videre det guddommelige som en indre erfaring. Det falder overraskende let at tale om ”det guddommelige i mig”. Men fordi dette er nyt, er vi nødt til at finde ord og former til at udtrykke denne ret enkle – men vanskelige erfaring. For hvordan er det nu lige, at vi kan tale seriøst om, at det hellige er nærværende i vores almindelighed.
Et enkelt og let genkendeligt bud er at tale om hjertets vej – dvs. det guddommelige, som er den egentlige impuls bag hjertets tilskyndelse til at være en ven for andre. For det guddommeliges perspektiv er samhørighed. Et andet, men ikke helt så genkendeligt bud er at tale om bevidsthedens vågne åbenhed, der er af samme grundstof som Ånd. Sådan at vi øver os i at fatte, at vi er forbundet med kilden – også igennem bevidsthedens fænomen. Og at denne form for samhørighed er det, der menes med tro: jeg ved af Gud – og Gud ved af mig – og i denne gensidige ”viden af” mødes vi.
Nadveren er helt central. Det er hér samhørigheden med det guddommelige i hjerte og bevidsthed kommer klarest til orde. Og så er det hér fællesskab bliver vigtigt – for jo flere vi synkront åbner os, jo dybere eller højere rækker det.
På denne måde er vi i gudstjenesten vigtige for hinanden. Der er en umiddelbar glæde ved at kunne spejle sig i andre, der som én selv længes efter at blive berørt – og det er en vedvarende øvelse at holde åbent sammen med de andre gennem lydhørhed for bibelord, salmesang, stilhed og tale – og begynde at vide sig diskret gennemstrømmet fra den samme kilde, som er længselens mål – og  samtidig er det en øvelse at sætte både nye og gamle ord på disse erfaringer.