GUDBILLEDLIGHEDEN OG DET OPLYSTE MENNESKE

GUDBILLEDLIGHEDEN OG DET OPLYSTE MENNESKE
Når jeg ser tilbage på de sidste fyrre års spiritualitet i Danmark, er der især én central forestilling, som har motiveret mennesker til at interessere sig for østlig spiritualitet.    Det er længslen efter at vide sig af samme væsen som Gud.
I en buddhistisk form er det forestillingen om, at alle mennesker i deres inderste bærer den oplyste bevidsthed.
Og i en vestlig kristen form er det glæden ved at kunne sige”Gud er i mig” eller at kunne tale om ”min guddommelighed”.
Fælles for dem er den forestilling, at mennesket i sit inderste bærer en autentisk medfødt og tidløs identitet, som er åben for højere bevidsthed.
Når denne forestilling dukker op i spiritualitets-bevægelsen, er det udtryk for, at mange mennesker intuitivt har savnet dette selvfølgelige perspektiv i deres selvforståelse.
Og da man ikke kan finde næring for denne tanke i nutidens officielle kristendom, har man vendt sig mod Østen.
Kristendommen kender imidlertid udmærket denne forestilling om menneskets guddommelighed, og beskriver den med udtrykket ”gudbilledlighed”.
Men dette menneskebillede har været fortrængt i de sidste hundrede år af videnskab, filosofi og psykologi –og af en kultur, som er optaget af jeget.Risikoen ved forestillingen om at menneskets væsenskerne er af guddommelig art, er imidlertid, at det almindelige og selvoptagede jeg besætter tanken, og blæser sig op som guddommeligt.
Hvis derfor forestillingen skal haveplads i en nutidig kristen spiritualitet –og det skal den!–så er det nødvendigt at skelne denne kerneidentitet tydeligt fra jeget.   Det kan man f.eks. gøre ved at være sig bevidst, at jeg-identiteten bliver dannet i en langsom proces gennem de første leveår, mens gudbilledlighed er en medfødt og mere tidløs identitet, som virker inspirerende og dannende på jeget gennem hele livet.

Billede og/eller lighed

I første Mosebog kap1,vers 26,står der i grundteksten, at Gud skabte mennesket ”i sit billede” og i ”sin lighed” – og det har man ofte læstsom to guddommelige kvaliteter den ene mere intens end den anden – så derfor udtrykket ”gud-billed-lighed”.
De første mennesker i Paradis var altså skabt til guddommelighed –men mister ved syndefaldet kontakt med denne kerneidentitet.
Traditionelt har man sagt, at Guds ”billede” er de kvaliteter, der adskiller os fra dyrene –f.eks. fornuft, samvittighed og en fri vilje.
Mens Guds ”lighed” har man opfattet som en identitet, sådan at der i menneskets væsen er kvaliteter, som også er i Guds væsen–f.eks. kærlighed i dens mange nuancer.   Og meningen med hele livet er,at disse åndelige kvaliteter bliver stadig mere tydelige.
Denne forestilling om Guds ”lighed”lever i Østkirken –altså den ortodokse kirke.
I Vestkirken, som er vores tradition, sker der imidlertid tidligt en afgørende drejning. Dels lægger man forestillingen om, at mennesket skulle have en særlig ”lighed” med Gud bort. Og dels bruger man spejlet som metafor for at beskrive det at bære Guds ”billede”, sådan at mennesket har den samme evne som et tomt spejl –dvs. ukritisk at kunne spejle det, som det vender sig imod. Sådan som f.eks. Luther forklarer det: Mennesket er et billede enten af Gud eller af Djævelen; alt efter hvad mennesket retter sig imod -dét bliver mennesket lig”.
Er man blot et tomt spejl, kan man ikke gøre ret meget selv –og det betyder, at man har brug for at blive frelst.
Bærer man imidlertid Guds væsen i sin inderste kerne, så bærer man også selv et ansvar,for at denne inderste guddommelige virkelighed kan komme til udfoldelse –dvs.: menneske og Gud virker sammen, for at mennesket kan blive oplyst.
En nutidig kristen spiritualitet må kunne lære af dette lighedsspor i den tidligere kristendom.
Vi har brug for en menneskeforståelse, som giver plads for en værdighed, der ikke er knyttet til at være et godt og smukt og selvbevidst jeg, men er givet af Gud.
Jeg vil i det følgende videregive nogle formuleringer om gudbilledlighed og knytte nogle få kommentarer til dem.

“Guds Søn blev menneske, for at vi skulle blive Gud”. (Athanasius 2. årh.)
Det er altså den essentielle mening med kristendommen, at mennesket skal guddommeliggøres.”Alle mennesker er Guds billede.

Men kun de, som af stor kærlighed har bundet deres frihed til Gud, ligner ham. (Diadochos af Fotike, 5. årh) Guddommeliggørelsen er en proces, og mennesket er selv ansvarlig for om den kommer i gang.

”Et billede er kun sandt billede, hvis det besidder alle modellens træk … Guddommen er ufattelig og det skal billedet også udtrykke … Vi bærer altså aftrykket af den ufattelige guddommelighed igennem det mysterium, som er i os.
(Gregor af Nyssa 4. årh)
Gregor har mystikken som perspektiv. Den guddommelighed, der er hinsides almindelig erkendelse – dvs. den oplyste bevidsthed – er til stede i mennesket, fordi det ligner Gud.

Du må forstå, at du er et andet univers, et univers i det små, at der både er sol, måne og stjerner i dig. Hvis det ikke var sådan, ville Herren ikke have sagt til sine disciple: ”I er verdens lys” (Matt 5.14).  Tvivler du stadig på, at der er sol, måne og stjerner i dig, når det bliver sagt til dig, at du er verdens lys?”: (Origenes 3. årh.)
Kosmos hviler i Guds bevidsthed – så i og med at Gud er indfoldet i mennesket, er også den verden, Gud har skabt iboende. Mennesket er kaldet til at blive lys – dvs. gennemlyst og oplyst.

”Menneskets kald er at fuldende sin menneskelighed ved at blive Gud af nåde, det vil sige helt levende, og at lade sin menneskelighed blive et herlighedens tempel”. (Olivier Clement 20. årh)
Det er menneskets opgave at blive helt og fuldt menneske – dvs. vågen i alle sine menneskelige og dyriske aspekter, og at lade sig gennemlyse af det højeste lys, sådan at alt det liv, der rører sig i én udfolder sig til Guds ære.

”Gud sæd, hans frø er inden i os. Frøet til et pæretræ vokser op til et pæretræ. Frøet til en hassel vokser op til en hasselbusk. Frøet til Gud, vokser op til Gud”. (Eckhart, 14. årh)
Eckhart hører til Vestkirken, men har mystikken som horisont og ved derfra af en dybereliggende identitet end jeget.

”Mennesket bliver Guds billede i den grad, vi har fællesskab med Kristus og bliver ham lige – han som er det sande billede. Kristus er Skaberens fundamentale idé, og mennesket er formet, så det kan vokse frem mod ligheden med sin skaber.”( Wilfrid Stinissen, 20. årh)
Stinissen var en katolsk munk bosat i Sverige og trækker på den forestilling, at Jesus var bærer af Guds ”billede” og ”lighed” fuldt udfoldet. At blive sig sin gudbilledlighed bevidst er derfor en livslang dannelsesproces, der – som Grundtvig ville sige det – fortsætter i Himlen.

”Grundlaget for, at vi kan erfare det guddommelige i dets manifestationer er, at vi lever i det som i et element.
Som fisken lever i vandet og fuglen i luften, således lever vi i det guddommelige som et element, og det udvikler organer i os, som gør, at vi kan opfatte det.” (Jakob Wolf)
Jakob Wolf er en nulevende dansk universitetsteolog, og citatet er fra bogen ”Det guddommelige s. 61”. Når han taler om ”organer” for at sanse det guddommelige, er det nærliggende f.eks. at pege på hjerte og brystrum – og på de følelser, som er reflekteret der.

Men lad os give oldkirken og Basilios den Store (4. årh) det sidste ord:
”Mennesket er et dyr, som har fået kaldet til at blive Gud”
Dyret kommer vi ikke udenom – og vi har efterhånden lært os en fortrolighed med, at de samme instinkter bor i os, som i dyrene. Langt sværere kunne det imidlertid blive at skifte identitet, og begynde at blive fortrolig med en iboende guddommelig kerne. For det kan kun ske ved at begynde at give slip på jeget som identitetens sikre holdepunkt. Gudbilledlighedens højeste værdi er nemlig det fælles – det kollektive: menneskehed og alt det levende – ikke det enkelte individ. Men netop hér gemmer sig den nye identitet og den uangribelige værdighed for mennesket som Guds ansvarlige medarbejder og samskaber.