DEN HERMETISKE TRADITION SOM TEMA FOR ÅRSMØDET 2023

Vi har bedt lektor, mag art Ph.d. Aksel Haaning fortælle om den hermetiske traditions historie og dens relation til den kristne spiritualitet.
Hermetismen er en esoterisk spirituel tradition, hvis begyndelse går tilbage til oldtidens Egypten, og hvis essentielle lære er en holisme, hvor menneskets eksistens er vævet sammen med det guddommelige og med hele kosmos.
Dette holistiske perspektiv har vi akut brug for i vores tids globale krise. Og ligeledes har det kristne brug for denne inspiration til at formulere sig mere tydeligt i nutiden.
Hermetisme er måske et ret ukendt begreb. Det kommer af  de hermetiske skrifter – som blev til i 1.-3. århundrede i Egypten – altså på samme tid, som kristedommen blev dannet. Skrifterne har været en form for esoterisk understrøm i europæisk spiritualitet, og siden renæssancen i 1400-tallet har de været til inspiration for både kunst og filosofi, kristendom og videnskab.
Hermetismen er således en gammel europæisk spirituel tradition. Vi vil med årsmødet gerne fortælle om denne del af vores historie, og sammen undersøge om den kan bidrage væsentligt til en nutidig kristen spiritualitet.
Skrifterne har navn efter den mytiske visdomslærer Hermes Trismegistos, der i skrifterne giver belæringer om mennesket, om verden og om det guddommelige.

Den hermetiske lære har følgende fire væsentlige elementer:
– Der er en grundlæggende enhed bag alt. Verden er blevet til som en udfoldelse fra denne grundlæggende enhed. Derfor er alt, hvad der eksisterer  gennemstrømmet af det samme usynlige guddommelige lys.
 – Kosmos er en levende organisme. Eftersom alt er blevet til ud af den samme guddommelige enhed, hænger alt i kosmos sammen som en organisme, der er gennemstrømmet af  guddommelig bevidsthed, det guddommelige lys.
 – Mennesket kan ikke adskilles fra naturen. Ånd og krop, ånd og materie er integreret og vævet sammen: Der er ingen grundlæggende adskillelse mellem jord og himmel eller mellem menneske og natur. Det guddommelige lys gennemstrømmer alt som en visdom eller et ordensdannende princip. Alt opstår af samme kilde, og er styret af de samme kræfter. “Som for neden således også for oven” lyder en af hermetismens kerneformuleringer
 – Mennesket har mulighed for at erfare det guddommelige.  Allerede i sit jordiske liv har  mennesket mulighed for at opnå indsigt – eller gnosis – ved direkte erkendelse af det skjulte guddommelige lys. Men mennesket er også bundet til instinkter, og derfor forudsætter erfaringen en træning af sind og krop. Sindet må renses for sine skygger og fejlagtige antagelser, for at det kan vågne til oplysning. Denne erkendelsesproces forudsætter en vedvarende øvelse af sindet og en lærers vejledning – og denne belæring er kernen i de oprindelige hermestekster fra Egypten.

Hermesskrifterne er fra det gamle Egypten kommet til os ad to veje. Den ene går via arabisk og jødisk mystik. Nogle af hermesskrifterne blev på den måde kendt i middelalderen, og selvom de talte om magi og om menneskets forbundethed med naturen, skelnede man dem ikke skarpt fra antikkens store filosoffer. De blev betragtet som værdifuld  inspiration for den i øvrigt altdominerende kristne lære. Den anden vej går igennem den græsk-ortodokse kirkes klostre. Herfra kom hovedparten af skrifterne midt i 1400-tallet til Firenze. Dér oversatte man dem til latin, og de blev hurtigt kendt i hele det lærde Europa.
Den hermetiske lære brød på to områder med basale kristne forestillinger.
Den ene var, at verden er skabt af en Gud, som er adskilt fra sin skabelse. Den anden var den tanke, at mennesket er grundlæggende syndigt og derfor udleveret til Guds nåde for at kunne blive frelst.
I stedet talte hermetismen om menneskets medfødte værdighed, og om at mennesket er Guds samarbejdspartner i en verden, hvor alt hænger sammen og er gennemstrømmet af guddommeligt lys og bevidsthed. Renæssancen opdager, at mennesket kan være verdens midte.
Dette helt nye menneskebillede blev en meget vigtig inspiration for renæssancens tænkere og kunstnere. Skrifternes tale om, at alt i kosmos hører sammen, inspirerede også til de nye videnskaber – f.eks.opstod interessen for stjernernes bevægelser først som astrologi og blev siden til astronomi, og forestillingen om at naturens stoffer og mineraler har en sammenhæng med menneskekroppen leder fra en oplevelse af magisk helbredelse frem til moderne medicinsk videnskab.

Inspiration for en nutidig kristen spiritualitet?
Vi er med valget af dette tema for årsmødet nysgerrige efter at se, om hermetismens grundforestillinger – om mennesket, om det guddommelige og om kosmos som en enhed af liv, ånd og stof – også kan inspirere en kristen spiritualitet i nutiden.
Vi tænker at, at det er nærliggende
 – at udfordre den stadig gældende forestilling, at Gud er adskilt fra sin skabelse.
 – at insistere på det guddommelige som ånd eller bevidsthed, der gennemstrømmer alt, hvad der er til i verden
 – at forstå os selv som intimt forbundet med den levende natur
 – at forstå det guddommelige som åbent for den menneskelige erfaring
 – at fastholde, at menneskets medfødte åbenhed for det guddommelige ikke gør det rimeligt at tale om et særligt behov for frelse. Men snarere om tydeligt at påpege det guddommelige som en erfaringsgrund i hvert enkelt menneske.