VORES FORSTÅELSE AF VEJEN IND I DØDEN OG DEN NÆRE EFTERDØDSTILSTAND

Af Peter Ruge

Vi var for et års tid siden en mindre gruppe mennesker, som havde en oplevelse af, at der opstod kontakt med en nylig afdød i forbindelse med en fælles forbøn for vedkommende. Oplevelsen var ikke dramatisk, men dog så prægnant, at jeg mener, at den kan bruges som afsæt for nogle refleksioner over, hvordan vi forholder os til andres og til vores egen død.Forståelse af, hvad der sker i dødsprocessen, er vigtig, fordi vi ikke i vores kultur har nogen fælles konvention om, hvad det er, der sker. Med baggrund i mine erfaringer som præst ved jeg, at det slet ikke er ualmindeligt, at mennesker har oplevelser af kontakt med afdøde, men at det ikke er let at dele med andre, fordi erfaringerne ofte bliver afvist som overtro og indbildning, og man derfor står alt for alene tilbage med noget, som forekommer meget betydningsfuldt.

Tro og evidens
En nutidig kristen fortolkning af døden kan ikke blot ubekymret læne sig ind i en gammel bibelsk åbenbaringstradition, der lidt uklart stiller opstandelse og evigt liv i udsigt. Den må som udgangspunkt være undersøgende og må søge at gøre erfaringer, der kan lede frem til en fælles forståelseshorisont, fordi vi nu engang lever i en kultur, der bygger på erfaring og ikke på trosforestillinger.
Men fordi det er så vanskeligt at skaffe sikker evidens omkring processen efter den fysiske død, har også det følgende undersøgelsens og forsøgets karakter. Jeg vil gerne prøve en fortolkning af den nære efterdødstilstand, dels i forhold til vores billede af den verden eller det kosmos, vi lever i, og dels i forhold til kristendommen. Og så handler det desuden om, hvordan forbøn måske kan virke.

Hændelsen
I en gruppe, som gennem en årrække er mødtes om bøn, meditation og indre praksis, var for et års tid siden en person, som en del af os kendte godt, nyligt afgået ved døden. Det lå derfor nær at lave en form for forbøn for vedkommende, og vi søgte blot hver især dels at forholde os åbent til den afdøde og dels at holde kontakt med vores eget åndeligt højeste – dvs. at huske Gud.
Denne enkle indre praksis udløste for flere af de tilstedeværende en overraskende konkret oplevelse af afdødes nærvær samt en spontan kontakt til forskellige nuancer af ikonen for Marias hensovning. Det er den ikon, der fortolker den ortodokse kirkes opfattelse af, hvad der sker efter døden, nemlig at Jesus bærer den afdødes sjæl med sig og tager sig af den.
Det overraskede var, at vi var fælles om erfaringen. Selvom ingen af os havde præcis den samme oplevelse, og vi var berørt i forskellig grad, så var der på den anden side  så tydelig en overensstemmelse i vores erfaringer, at vi kunne spejle dem og udveksle forståelse med hinanden. Så det lå ret lige for at tage hændelsen alvorligt som et udtryk for, at den afdødes bevidsthed havde bevaret en form for vågenhed efter døden, og at den havde reageret på os.
Interessant var det også, at der ikke var noget dramatisk over vores erfaringer. De var påfaldende og intense med præg af andagt, men ledte ikke ind i specielle bevidsthedstilstande.

Fortolkning
Hændelsen i sig selv er jo ikke noget bevis for, at der gives en vågen efterdødstilstand. Dertil er den for usikker. Men man kan godt som en hypotese antage, at den var et vindue til en anden virkelighed end den, vi i en videnskabelig domineret kultur forholder os til. Ligesom hændelsen også åbner til et andet perspektiv på forbøn end det, som en almindelig dansk kristendom taler om, hvor vi da godt kan bede for de døde, men hvor man vil antage, at det ikke har nogen betydning, for så vidt som Gud i Kristus gør det, der skal gøres for at tage vare på de afdøde – uden vores indgriben.
Så når vores egen kultur ikke har noget konstruktivt at sige om en vågen efterdødstilstand, kan man for at få støtte til en mulig fortolkning forsøgsvis vende sig mod en buddhistisk tradition, som hævder at have faktuel viden på netop dette felt. Dog stammer den faktuelle viden, som man dér påberåber sig, fra den oplyste bevidstheds evne til iagttagende at række ind over selve dødssituationen, og er altså ikke almindelig tilgængelig viden.

Buddhismen om den nære efterdød
Forenklet sagt mener man i buddhistisk tradition, at bevidstheden i døden skilles fra kroppen, og at denne bevidsthed fortsat eksisterer. Tabet af kroppen betyder imidlertid, at bevidstheden ikke længere kan holde sig samlet om en kerne – en jegidentitet. Den mister kontrol. Tilstanden ligner noget, vi kunne kende fra drømme, hvor man godt ved, hvem man er, men sjældent med sin vilje kan styre det, der sker. Med andre ord bliver bevidstheden – som i drømme – bytte for stærkere kræfters bevægelser. Den ene pol i disse kræfter er det dyrisk instinktive og det stærkt emotionelle. Den anden pol er ånd og spirituelle kvaliteter. Bevidstheden svinger mellem disse to poler og er altså i en tilstand af alvorlig forvirring eller kaos.
Imidlertid – fordi den er så åben og uden kontrol – og fordi bevidsthed har en form for udstrækning (den er med andre ord ikke kun inde i hovedet!) – kan den reagere på, at endnu levende mennesker husker den eller tænker på den. Rækker man som levende ud til en afdød gennem oprigtigt ment forbøn eller ihukommelse af en kærlighed, kan det præge den atmosfære, som den afdøde befinder sig i og hjælpe afdøde til at huske sin retning.

En nutidig kristen tolkning
Kan en sådan fortolkning lade sig forbinde med en nutidig kristen opfattelse af døden?
Ja, lader man spørgsmålet om reinkarnation eller opstandelse med evigt liv ligge (og det kan man godt for så vidt som den hændelse, som hér ligger til grund, ikke lægger op til andet end at konstatere, at kontakt med de nyligt afdøde kunne være mulig), så må der være rum for en sådan opfattelse i kristendommen.
Faktisk har det i tidligere århundreder været en fast del af kirkens lære, dels at den afdøde sjæl efter døden kom ind i en mellemtilstand, inden den bevægede sig videre i efterlivet, og dels at de levendes forbøn kunne påvirke sjælens situation. Blot vil det være vigtigt at betone, at en forbønspraksis ikke på magisk vis kan tvinge noget igennem. Forbønnen hviler altid i hengivelse til Gud.
Så hvilken betydning vil en sådan anderledes forståelse af død og dødsproces kunne have?

Forslag til antagelser
For det første kunne man antage, at der faktisk findes en tilstand efter døden, hvor bevidstheden er vågen. Det ligger i den hændelse, som er skildret ovenfor. Med andre ord er der en form for kontinuitet ind over døden og derfor også en form for proces.
I en kristen kontekst vil det kun give mening at sige, at denne proces har retning mod Gud, hvordan man så ellers forstår dette i begreber eller billeder.
Og tager man videre den buddhistiske opfattelse af den nære efterdød for gode varer, så er bevidstheden præget af en svækket jegidentitet, hvor der ikke er en vilje, der kan styre følelser og impulser – måske lidt som hos et lille barn. Bevidstheden er derfor udsat for at blive grebet af instinkter og lavere følelser. Det betyder at bevidsthedens retning mod Gud kan blive forstyrret.
Men fordi bevidsthed har en form for udstrækning, kan levende menneskers henvendelse påvirke den afdødes situation. Med andre ord: vi, der er levende, kan rent faktisk hjælpe – hjælpe med at huske Gud. Vi kan hjælpe gennem forbøn.

For det andet har antagelsen om en sådan delvis vågen, men forvirret efterdødstilstand betydning for, hvordan man kan forholde sig til sin egen død. Hvis bevidstheden – eller sjælen – i efterdøden har en retning mod Gud, så kunne det være klogt at søge at berede sig. Det kan man gøre ved at søge at dø med opmærksomheden åben for sit spirituelt højeste gennem bøn eller gennem billeddannelse.
Men man kunne også berede sig ved at gøre det til en vane i det almindeligt levede liv at huske Gud. For måske er det sådan, at man dør, sådan som man har levet – dvs. man dør ind i de bevidste og ubevidste vaner, som man har bygget op gennem livet. Og dette kunne være f.eks. perspektivet i at “bede uden ophør”, som Paulus anbefaler,
Hvad så med Guds nåde og frelsende kærlighed – hjælper den ikke? Jo, vi har ikke grund til at tro andet, men måske sker det ikke med den automatik, at alle efter døden bliver løftet ind i det guddommelige lys. Men dør man fyldt af tillid til at blive hjulpet, taget imod og båret – i stil med hvad ikonen for Marias død beskriver i sit arketypiske billedsprog –  så er der vel en større mulighed for, at Guds hjælpende kærlighed kan komme til og kan få lov at virke.
Hvordan ser et sådant kosmos så mon ud? Ja, vores kultur placerer gerne døden og de døde uden for det univers, hvori vi lever – dvs. man erklærer, at det kan vi ikke vide noget om. Men hvis den her omtalte hændelse faktisk er en reel erfaring, så er de døde jo stadig i nærheden af det rum, hvor vi lever.
Så måske er de døde ikke så langt borte, som vi tror, og måske er Gud det heller ikke. Måske befinder vi os faktisk i det samme altomfattende univers -et rum med mange boliger, men hvor der er døre og vinduer boligerne imellem, og hvor alt er gennemstrømmet og båret af den samme vågne guddommelige ånd.
Som der står i Grundtvigs digteriske billede i salmebogens nr 573 v. 3:
          “Sammen bor vi i Guds-haven,
          skilt kun ved det lille bælt;
          til at flyve over graven
          vinge låner os vor helt.”  (dvs. Kristus)

                                                                                                                                                          Peter Ruge, september 2025.