Det levende, det strømmende, det luftige og det guddommelige

En meditation over vores samhørighed med alt det levende, og fordybelse i vores cirkulation af stof, vand og luft med kloden, kan hjælpe os ind i en skarpere registrering af det guddommeliges allestedsnærværende, men subtile og skjulte væsen.

Vi har endnu i vores tid til gode at finde et passende gudsbillede. Forestillingen om en Gud oppe i himmelen med personlighedskarakter er langsomt brudt sammen over de sidste par hundrede år – og de gudsbilleder, vi har fået i stedet, er kun vage.
Universet, ved vi, er uendeligt, og levner ikke noget sted for Gud.

Gennem mange år har jeg imidlertid hørt mennesker tale om ”Gud i mig” med så meget længsel, at jeg tænker, at formuleringen kommer af en dybere intuition. Men hvis Gud blot er ”i mig” – i sindets dyb eller i hjertets inderste, hvor tanken aldrig kan række, så efterlader vi kosmos uden guddommelighedens mærke.
Så vi må lede efter en billedtale, der kan samle både mystikkens erkendelse af Ånd uden grænser og videnskabens indsigt i kosmos’ tilsvarende uendelighed.
En guds personlighed eller en lokalitet i kosmos dur ikke som billeder. Ligeledes er det ikke muligt at tale om, at verden er rummet i det guddommelige.  Mit bedste bud er derfor at arbejde med det levende, det strømmende og det luftige som mulige metaforer. Og stadig være opmærksomme på, at vi nok bliver nødt til at skærpe nogle sanser, som vi ikke er fortrolige med i det daglige, for at kunne tale erfaringsnært om det guddommelige

Bibelen er skrevet af og til mennesker med et syn på kosmos, hvor Gud gerne kunne være en person og hvde en himmel at opholde sig i. Og derfor har de gengivet Jesu tale, sådan som de haft ører til at høre.
Ikke desto mindre dukker der billedsprog op i Nye Testamente, som har perspektiv i retning mod ”det som er større”. Det gælder talen om, at Ånden blæser, hvorhen den vil (Johs.kap. 3), og det kunne gælde talen om, at alt i verden er skabt igennem Kristus, som er det oprindelige ”lys” (Johs.kap 1). Og ligeledes har Paulus en grundforestilling om, at Kristus-bevidsthed er en form for verdenssjæl udbredt i alt værende, og derfor kan Kristus selvfølgelig være ”i menneskers hjerte”.
Men selvom der på den måde er støtte at hente for et nyt gudsbillede, så mangler vi stadig at kunne tale om det guddommelige mere sansenært. Og her vil jeg gerne læne mig ind i den forestilling, at det guddommelige gennemstrømmer alt – uden undtagelse – også dig. Det er – med en formulering af Løgstrup: magten til at være til i alt, hvad der er til. Med den vigtige pointe, at denne magt er i uafladelig bevægelse.

Min overvejelse er, at vi kan skærpe vores sans for dette subtilt levende og strømmende guddommelige ved at øve os på overhovedet at opleve os gennemstrømmelig. Til forskel fra, hvordan vi har lært fra barnsben at vægte vores forskellighed fra andre mennesker og vores afgrænsning fra omverden. Ligesom vi også har lært os at forstå vores jeg som enestående og adskilt fra alle andre jeger. Med andre ord: vores umiddelbare identitetsoplevelse er forankret i det faste og afgrænsede. Her overfor prøver vi at gøre os fortrolige med fornemmelsen af at være gennemstrømmelig, luftige og flydende – for at lære på ny at tale om Gud.

Den gennemstrømmelige krop
Der går en langsom strøm af stof igennem kroppen. Over en periode på 5-7 år er alt stof i kroppen udskiftet. Vi tager nyt ind gennem maden og bygger op – og skiller os af med det gamle gennem afføring. Klodens stof flyder igennem os – ligesom igennem alle de dyr og planter, der er giver os næring og del i klodens rigdom af stof og mineraler. Vi er dele af klodens fysiske, der går omkring.

Vandets daglige flyd
Kun en brøkdel af jordens vand er tilgængeligt for os. Men vi bliver delagtige i det gennem fordampning fra det alt for salte ocean, der omspænder jorden. Herfra hæver vandet sig som skyer, falder som regn, strømmer i bække og floder, og siver ned som grundvand – tilgængeligt for os.  Uden vandet dør vi efter nogle dage, fordi 60 % af os er vand. Vi drikker og udskiller – og det strømmer af klodens vandbeholdning gennem vores kroppe.

Det luftige åndedrag
Vi udveksler uafladeligt med den kappe af luft, der omgiver jordkloden. Lufthavet er bygget op gennem milliarder af år tilbage fra jordens urtid, og vi trækker i hvert åndedrag på den udveksling af ilt og kultveilte, som vi planter og dyr deler med hinanden. I hvert åndedrag bliver vi delagtige i lufthavets fællesskab.

At øve sig ind i samhørighed
Øver vi bevidst at huske disse cirkulationer i det daglige, så skærper vi vores opmærksomhed på, hvordan det er at være gennemstrømmelig – til forskel fra at være fast og afgrænset. Vi øver at hænge sammen med – og at være del – af det, som er større. I dette tilfælde jordkloden, luften og vandet – og vi øver at huske, hvordan det er at have del i ”det der er større” – med et udtryk for det guddommelige, som mange vil kunne genkende.
Og lad os udvide dette perspektiv ved at vide af, at hjertets følelser af omsorg og venlighed ikke er vores egne – men udtryk for, at vi mennesker har del i en meget større bevidstheds perspektiv på livet og på os selv. Det guddommelige perspektiv, at mit medmenneskes velbefindende er lige så vigtigt som mit eget: ”Du skal elske din næste som dig selv.” Kærlighed er den måde, hvorpå det guddommelige føles gennem hjertet.

Det guddommelige
Det guddommelige gennemstrømmer – alt. Og lad det være et mysterium, hvordan det sker, og hvordan det opretholder alt det skabte. Det afgørende er at vide af denne strømmende udveksling gennem alt levende og alt, hvad der er til, fra en kilde, hvis udspring vi ikke kender. Tilbedelse i klassisk forstand giver ikke meget mening hér – men taknemmelighed. Og det kunne give rigtig meget mening at vide sig delagtig i denne guddommelige dans igennem og med verden, – og at vende sig hengivent mod de mangfoldige fænomener, som inddrager mig i dette levende og strømmende kosmos. Jeg og vi er ikke adskilte – men delagtige i en hellig virkelighed, som er over alt og i alt – også i dig!

Peter Ruge. Marts 2022.