Spirituelle og emotionelle følelser – rummelighed og transformation

Af Peter Ruge

Korset er et universelt symbol på balance mellem polariteter

Vi lever med to forskellige “systemer” af følelsesmæssige grundstemninger. Det ene – det emotionelle – har vi fælles med dyrene. Det andet – det spirituelle – opstår som impulser af ånd.
Følelser af begge arter kan gribe og fylde os. Men i almindelighed ligger de som stemninger lige under bevidsthedens overflade. Herfra sætter de et basalt humør og præger på den måde vores møder med andre mennesker. Man kan være trist, irriteret, bekymret uden at vide af en årsag, eller man er livsglad og taknemmelig uden nogen særlig grund.
Meget af tiden er vi imidlertid præget af de emotionelle stemninger. Og mange er ikke engang klar over, at de spirituelle følelser står lige så åbent tilgængelige.
Det følgende beskriver derfor først en enkel øvelse til mere vågenhed, og dernæst en kristen tydning af de spirituelle følelsers væsen og af det perspektiv at de emotionelle følelser kan rummes og transformeres.

Øvelsen har tre led:

Man bruger først nogle minutter på at mærke sin emotionelle stemning. Det kan f.eks. være variationer af irritation, bekymring eller tristhed. I reglen er det et enkelt tema, der dominerer, og ofte er stemningen uden konkret grund. Denne stemning tillader man så at fordybe sig, så man efterhånden mærker den emotionelle grundfølelse, som ligger nedenunder. Bag irritationen ligger vrede, bag bekymringen angst, bag tristheden sorg osv. Emotionerne har hjemme i bunden af kroppen. Det er vigtigt – så vidt muligt – at mærke dem inde i kropsrummet – jo dybere jo bedre, og man søger at lade følelsen brede sig så meget, som det nu føles ok. Så slipper man den emotionelle stemning og lader den være.
Dernæst spørger man efter den aktuelle spirituelle grundstemning. Det kan være lethed, umotiveret glæde, frihed, taknemmelighed, venlighed eller lign. – og man lader den fordybe sig nogle minutter og tillader den at brede sig. Den vil være knyttet til bryst/hjerte og overkrop, men sanses ofte også udenfor kroppen.
Endelig lader man begge stemninger være i opmærksomheden samtidig i nogle minutter. Hermed anerkender man begge “følesystemers” ret. Nogle gange blander de sig med hinanden. Andre gange udløser mødet en neutralitet. Og andre gange igen kan man have en fornemmelse af, at den spirituelle følelse er stærkere, og har en form for helende effekt på det destruktive i den emotionelle følelse.

Øvelsen har flere formål
Øvelsen er tænkt til at kunne bruges over en længere periode og jævnligt ud over dagen.. Derfor er den så kort. Og man kan gerne gøre den endnu kortere.

Erfaringen er, at man bliver lidt mere vågen. Følelser, som man af vane holder borte, bliver efterhånden mere fortrolige, og man begynder at mærke, at de har rødder dybere inde i kropsrummet. Det afsætter ofte en oplevelse af frihed og lettelse, fordi man øver sig i at tillade følelserne frem for at holde dem borte.
Ikke mindre interessant kan man blive overrasket over at opdage, hvor tæt de spirituelle følelser og holdninger – dvs ånd – ligger på den almindelige opmærksomhed. Som nævnt læner den almindelige jegidentitet sig af indgroet vane snarere ind i det emotionelle med dets negative klange end i det spirituelles mere åbne og glædesfyldte.
En effekt af øvelsen brugt over længere tid vil være, at man bliver fri til at vælge, hvilke kvaliteter, opmærksomheden vil lade sig tone af. Det betyder at man vil kunne vælge f.eks. taknemmeligheden eller glæden som dagens grundtone.

Følelsernes oprindelse
De emotionelle stemninger opstår af de grundfølelser, vi har fælles med dyr. De har rødder i instinkternes ukendte og kraftfulde, så deres oprindelse ligger udenfor jeget. Det betyder, at de fleste af dem er vanskelige at have med at gøre. Vores almindelige opdragelse lærer os både at undertrykke og at kultivere disse instinkt-impulser, sådan at vi kan håndtere dem som de sociale følelser, der er nødvendige i vores samspil med hinanden.
Emotionelle grundfølelser er kendetegnet ved, at de spontant har forløb som en bølge, der bygger op, bruser, spænder af og falder til ro. Man kan tage vreden som let genkendeligt eksempel.
Selv om der ikke er almindelig konsensus om, hvad emotioner er, kan man godt identificere syv emotionelle grundfølelser: aggression, seksualitet, skam, angst, sorg, glæde og afsky – og de kan så optræde i forskellige blandingsformer ¹). De fleste af de emotionelle følelser er knyttet til bunden af kroppen.
De emotionelle stemninger opstår af grundfølelser, som ikke har fået lov at folde sig ud og følge deres naturlige forløb.

De spirituelle følelser er anderledes. De bevæger sig meget roligere end emotionerne, og er snarere tilstande eller holdninger, og derfor ikke altid det, vi forstår ved følelser. Mange af dem har kropslig refleks i hals- brystområdet, eksempelvis: impulsen til at hjælpe, medfølelsen, godheden, omsorg, hengivelse, klarhed, taknemmelighed, den varige glæde, værdighed og mildhed.
Ligesom de emotionelle følelser har de også deres oprindelse udenfor jeget. Men de spirituelle følelsers kilde er ånd eller højere bevidsthed.

Måske peger krucifikset på, at det er menneskets opgave at balancere polariteter.

En kristen tydning af øvelsen
Øvelsen kan bruges som almindelig selverkendelse. Men den bliver ikke mindre interessant, når man tyder den ind i en kristen sammenhæng.
I den kristne tradition associerer man spirituelle følelser med Gud. Gud er kærlighed, og derfor er de spirituelle følelser, når de melder sig i vores bevidsthed, rent faktisk udtryk for ånd. De spirituelle følelsers essens ER ånd, og således af samme væsen som Gud. Paulus taler om Åndens frugter, og Jesus siger f.eks., at den kærlighed, vi udfolder, er af samme væsen som kærligheden i Guds inderste. Der er intensiteten til forskel.
I et sådant perspektiv er det at øve det emotionelle og det spirituelle humør en kristen grundpraksis i at huske sig forbundet med Kristus. Venligheden, den dybe glæde, friheden og godheden tilhører ikke ens jeg. De spirituelle følelser bliver til i mødet med guddommelig ånd.

Guds rummelighed
Hvad angår de emotionelle følelser, så har kristendommen en lang tradition for fortrængning og kontrol. Det gælder primært aggression og seksualitet. Man har søgt med moral at opdrage mennesker til kun at leve de spirituelle følelser. Prisen har været manglende erkendelse af instinkternes og emotionernes væsen.
Med den frihed, som nutid byder, kunne opgaven derfor være at råde bod på denne ubalance ved at øve en rummelighed, som tillader instinkt og emotion at stige op fra ubevidsthed, mens man husker Gud, fordi det guddommelige gennemstrømmer alt, hvad der er til. Altså husker man ikke kun Gud igennem de spirituelle følelsers åbenhed og lethed, men også ind i vreden, ind i den seksuelle lyst og ind i skammens fortabthed – og lader dem blande sig og mødes.
Når alt er ét i Gud, må også mennesker kunne tillade sig at øve en tilsvarende rummelighed overfor alt, hvad der bor i et menneskeliv.

På Hildegards billede ‘Antropos’ er mennesket blevet identisk med det balancerende kors

Transformation
Rummeligheden åbner for forvandling af instinkternes og emotionernes dynamik. Det er et tema, man kan ane bag Jesu overgivelse til lidelse og mystikernes efterfølgelse, men som ikke er foldet så tydeligt ud, at det er blevet folkelig indsigt. Virkeligheden ser imidlertid ud til at være, at når emotionelle følelser gives fri og ikke udløses, vil energien naturligt søge opad mod hjertet for at lade sig transformere.
Med vreden som eksempel tillader man den først at folde sig så meget ud, som man kan bære og forankrer den i bunden af kroppen. Dernæst kontakt til en spirituel følelse, som man bringer ned til vredesfølelsens sted i kroppen, og lader de to kvaliteter blande sig. Når man fornemmer at der er god kontakt imellem dem, bringer man dem op til hjertet. Man lader der danne sig kontakt og giver slip. Og så tillader man den naturlige bevægelse af energi og intensitet nedefra at stige opad, som den nu vil. Processen kan gøres kort eller lang, og den kan gerne gentages ²).
Transformation bærer i sig et væld af aspekter. Men med vreden som eksempel kunne det være et konkret udtryk for Paulus’ påmindelse om at “bære hinandens byrder”, og for Jesu formaning om at tage ansvar for splinten i eget øje. Sådan at man reducerer tyngden af den skygge, vi i ubevidsthed kan lægge over på vores medmennesker.
Et andet aspekt er lidelsens plads i den kristne fortælling. Man dyrker ikke lidelse for lidelsens skyld eller for at efterfølge Jesus. Lidelse er et uomgængeligt vilkår, når man øver rummelighed og transformation, fordi man må tillade og hengive sig ind i instinktets magt for at forvandling kan finde sted, og alt kan blive ét i Gud.

¹) Listen over grundemotioner er inspireret af Bodynamic’s arbejde
²) Øvelsen er inspireret af Jes Bertelsens undervisning

Juni 2026