NADVER OG BEVIDSTHEDENS EVOLUTION

“Troldmanden fra Trois” – hulemaleri  Ariége, Frankrig. ca 14000 år gammelt

                          af Peter Ruge – juni 2025

Der finder en evolution sted i menneskehedens fælles bevidsthed – ligesom der sker en biologisk evolution. Denne proces – fra natur over jegbevidsthed til ånd – er spejlet ind i nadverens ritual.
Over de seneste 100.000 år er der sket en gradvis udvikling fra den tilstand, hvor mennesket mest var dyr og instinkt, til dannelse af en vågen bevidsthed. Denne bevidsthed er fokuseret i et jeg, som ved om sig selv, at det er klart forskelligt fra naturens tilstand. Imidlertid bærer vi stadig alle processens stadier i os. Naturen har derfor i instinkternes form sit liv i kroppens indre, men de styrer ikke længere det almindelige liv, som hos dyrene.
Så jegdannelsen er ét afgørende stadie i evolutionen, og dannelsen af jeget har menneskeheden længe behersket i en sådan grad, at vi kan give det videre til vores børn. Engang var jeget et mirakel forbeholdt de få. I dag har vi alle en evne for vågen bevidsthed, der kan planlægge og handle målrettet. Kultur og samfundsdannelse er opstået af denne evne.
Det næste trin i denne evolutionsproces og menneskehedens nuværende udfordring er imidlertid integration af ånd. Det kendes på, at åndelige kvaliteter forbinder sig med ens selvforståelse. Man skifter fra at være almindelig selvoptaget, til at det er fællesskabets vel, som har størst betydning. For i åndens perspektiv er fællesskabet det vigtigste.  Man ved f.eks. at omsorgen for det andet levende væsen er vigtig. Og videre er man bevidst om, at der er en åndelig del af ens eksistens, som er evig, mens noget dør, sådan som naturen gør. På dette trin, hvor ånd definerer identitet, er vi endnu ikke vågne, men vi har som menneskehed været undervejs igennem mere end totusinde år.

Pinsedagen. Gustave Doré

Kristusprocessen
I denne udviklingsproces spiller religionerne en afgørende rolle. I kristendommens tilfælde kan man tale om det som Kristusprocessen, fordi evolutionen i vores vestlige kultur er båret af den impuls, der udgår fra Jesus.
Jesu liv er en form for mønster eller paradigme for, hvordan tidløs ånd kan forbinde sig med et menneske. Der er fortalt om denne proces, hvor ånd med stigende intensitet lander i Jesu liv, i beretningen om Jesu dåb, om forklarelsen på bjerget, og i Jesu død og opstandelse. Videre fortæller pinsebegivenheden om, hvordan Kristusprocessen fremover ikke vil være båret af et enkelt menneske som Jesus, men vil begynde at virke inde i mange menneskers liv, og derfor blive tilgængelig for almindelige mennesker.

Nadveren
Det er denne impuls fra Kristusprocessen, som nadveren er skabt til at bære. Jesus opretter nadveren, og pålægger disciplene og os at gentage handlingen til påmindelse om, at ånd eller højere bevidsthed som en impuls fra Kristusprocessen rent faktisk kan tage bolig i og virke i mennesker. “Mit legeme” og “mit blod” er ord for ånd, og er næring for det nye menneske.Imidlertid kommer begge evolutionsstadier – både jegets fænomen og åndens fænomen i det nye menneske – fortættet til udtryk i nadverens symboler: brød og vin.

Fra natur til kultur
Det første stadie i bevidsthedens evolution er som nævnt bevægelsen fra instinkt/natur til jegbevidsthed/kultur. Brødet er det basale kulturprodukt, dannet af kornets enkle natur, som så er forarbejdet gennem høst, er blevet kværnet, gæret, æltet og bagt – dvs.  jegbevidstheden skaber noget nyt. Natur bliver løftet op på et højere niveau. På samme måde processen fra drue til vin.
Denne forvandling finder imidlertid også sted i menneskets eksistens. Natur og instinkter bliver som primitiv bevidsthed forvandlet og løftet op på jegets højere niveau: jegbevidsthedens kulturskabende niveau. Når man deler brød bekræfter man jegernes samhørighed – deres fælles legeme

Den sidste nedver. Pascal Dagnan-Bouveret

Fra kultur til ånd
Det andet stadie er bevægelsen fra kultur til ånd, som Jesus indstifter. Han griber brødets symbol, og løfter det op på et nyt niveau. På samme måde som den enkle natur i kornet og i mennesket kan forvandles til kultur, sådan kan fra nu af kulturen – dvs. jegbevidsthedens menneske – forvandles til en åndelig identitet: det nye menneske. Den tidløse højere bevidsthed hos Jesus er hans “legeme” og “blod” – og den der deltager i nadveren bliver så fysisk reelt, som det er muligt, påmindet om forvandlingens perspektiv ved at indtage brødet og vinen gennem munden.
Man bliver ved hver nadver mindet om, at Kristus som tidløs bevidsthed eller ånd faktisk kan tage bolig i ens egen bevidsthed, og kan nære og danne et nyt menneske – ganske på samme måde som den fysiske krop bliver næret og dannet af brødet. Ånd er et lige så selvfølgeligt fænomen som natur og instinkt. Men der er én afgørende forskel: Processens første bevægelse fra natur til kultur er jegets eget værk. Det er mennesket selv, der forvandler kornet til brød og druen til vin. Men processens andet stadie, forvandlingen fra kultur og jeg-bevidsthed til ånd kan ikke “gøres”. Den kan kun ske ved, at Ånd får lov til at handle og forvandle.

   Bebudelsen. Henry Ossawa Tanner

Som kornet og druen 
For at processen kan finde sted, må jeget derfor blive ligesom kornet og druen. Det må opgive sig selv – at være særlig og enestående, at kunne styre og handle – og det må give op, på samme måde som kornet kværnes og druen knuses. Man må overgive   sig for at forvandlingen til ånd kan finde sted. Hele denne del af evolutionen fra jegbevidsthed til ånd er derfor “nåde” – dvs. den nyskabende impuls kommer fra oven. Og den kristne kirkes grundformel for denne proces er “ikke min vilje, men din” med Maria som forbillede.
Men hermed er vi også ved den formodentlig største hindring for bevidsthedsevolutionens fortsatte udfoldelse, og for at der kan opstå et nyt menneske med en åndelig identitet: Det er uhyre vanskeligt at holde op med at være et selvoptaget og virksomt jeg. Her bliver bøn en afgørende holdning, fortættet i hjertebønnens formel: “forbarm dig”. Ikke over mig arme synder, som måtte være moralsk forkert. Men forbarm dig over mig, der længes, men ikke kan give slip på den jegidentitet, som er forhindringen for at nå længslens mål. Det er dette voldsomme paradoks, som essensen i det kristne kredser om, og måske var det en idé at genindføre en “syndsbekendelse” som optakt til nadveren. Pointen ville da ikke være, om man i moralsk forstand har syndet, men at “bekende” den indsigt, at man selv som bundet til sin jegbevidsthed står i vejen for, at den åndelige forvandling, som er nadverens vision for mennesket, kan blive til virkelighed.

             …….endnu kun i knop…..