Mellem himmel og jord – skov og strand. Retræter på Als 2026

Der vil i 2026 være to retræter – juni og september – på Nygård på Als.
Der er tale om stilhedsretræter, med fælles meditation om morgenen og gudstjeneste om aftenen. Tiden imellem er man selv ansvarlig for.
Retræten lægger op til, at man tilbringer en del tid udendørs, og i sin indre praksis inddrager den natur af skov og hav og himmel, som omgiver Nygård.
Det har været en erfaring fra tidligere retræter, at når man slår sig ned og i stilhed forholder sig åben og afventende, begynder naturen at reagere på ens tilstedeværelse. Der opstår situationer af resonans med det levende og af samhørighed i en større virkelighed.
Denne grunderfaring lader sig forbinde med erfaring af det guddommelige – f.eks. i den form, at Ånd er vævet ind i alt det levende og i én selv. Ligesom man kan vide af sig selv i klodens perspektiv af helhed: at alt det værende har lige værdighed – lyset, vandet, jorden og livsformernes mangfoldighed.
For så vidt som man selv er ansvarlig, kan man fordele tiden indendørs og udendørs, som man finder det bedst. En spændende mulighed vil det være at oprette en fast station – evt. med telt i skoven eller ved stranden som base for dagens forløb.
Morgenmad og aftensmad er fælles, mens frokost bliver sat frem eller kan bringes med ud.
Retræteleder: Peter Ruge
Tider: Første retræte: 31. maj til 4. juni. Anden retræte: 6.-10. september.
Begge retræter starter på førstedagen kl. 16 og slutter på sidstedagen kl. 14
Der er plads til 10 deltagere
Tilmelding: tilmelding@nuks.dk
Tilmeldingsfrister: 1. marts for retræten i maj/juni og 1. juni for retræten i september.
Pris: 3400 kr.. For medlemmer af foreningen: 3200 kr. – inkl. kost og logi.
Deltagere med kun en lille økonomi kan søge om nedslag i prisen.
Sted: Nygård, Nørreskovvej 41, 6430 Nordborg
Betaling: oplysninger om betaling fås ved bekræftelse på deltagelse.