Kærligheden, det guddommelige og erfaringen
Af Peter Ruge. Januar 2023.
Det sker ind imellem, at man får lyst til at gøre noget godt for et andet menneske – eller for et andet levende væsen – selvom man ikke selv har gevinst af det.
Og uanset om man så får omsat impulsen til handling eller ej, kan man i en eftertanke fornøje sig over, at man rent faktiske er et godt og uselvisk menneske – og det er jo ikke så ringe!
Spørgsmålet er imidlertid, om det er sandt, at ”jeg” er god. For er det rent faktisk mig, der ejer impulsen til at hjælpe og vise kærlighed – eller kommer tilskyndelsen snarere fra en kilde udenfor jeget? Jeg antager, at det sidste er tilfældet. Og at vi ved at lægge mærke til venlighedsimpulsen, og ved at handle på den, rent faktisk – men uafvidende – gør en erfaring af, at vi hænger sammen med det guddommelige. For det er derfra, kærlighedsimpulsen kommer.
Uanset om vi spørger kristendommen, buddhismen eller islam, vil de alle hævde, at Gud, Enheden , Allah er medfølelse, kærlighed, barmhjertighed.
Spørger vi os selv, hvor impulsen til godhed opstår, så vil mange kunne pege på eget hjerte. Men går man meditativt brystrummet efter, vil man kunne opdage, at ens eget hjerte snarere er en modtagecentral – dvs. dér, hvor impulsen registreres. Kilden fortoner sig.
I Johannesevangeliet findes der nogle meget intense formuleringer, som fortolker på denne erfaring.
F.eks. siger Jesus til disciplene:
”Som Faderen har elsket mig, har også jeg elsket jer. Bliv i min kærlighed.
Hvis I holder mine bud, vil I blive i min kærlighed.
Ligesom jeg har holdt min faders bud, og bliver i hans kærlighed.
Dette er mit bud, at I skal elske hinanden, ligesom jeg har elsket jer.” (Joh 15, 9-11)
Sagt med andre ord: når disciplene viser hinanden venlighed, så trækker de på en kærlighedsimpuls fra Jesus, der for sit vedkommende trækker på impulsen fra det guddommelige. På den måde er disciplene rummede i Jesu bevidsthed, som hviler i den guddommelige enhedsbevidsthed. De hører sammen med ham, og de kan mærke ham. Disciplene – dvs. du og jeg – er rummede inden i Jesus, som er rummet inden i Gud.
Så kærlighed er et grundstof, der forbinder guddommeligt og menneskeligt. Kærligheden hos Gud er af samme art som kærligheden hos mennesket – blot mere intensiv. Og i mødet med menneskets bevidsthed nuancerer den sig ud i venlighed, hjælpsomhed, omsorg, hengivenhed, taknemmelighed, glæde, tillid og lignende impulser, som alle har det til fælles, at de sætter det andet levende væsen over mit eget velbefindende. Sådan er det, fordi kærlighedsfølelsernes brede vifte er bundet til helhedens perspektiv, som er Guds oplevelse af verden.
Samme perspektiv anlægger Johannesevangeliet på det at tro. Vi kan tro på to forskellige måder siger Johannes: Man kan på den ene side tro på Jesus på grund af det, man har set – f.eks. et mirakel – eller som Thomas, fordi man har rørt ved hans sårmærke efter opstandelsen. Eller på den anden side tro, fordi man i sin egen bevidsthed oplever, at han er nærværende med sin bevidsthed – dvs. med sin ånd.
Derfor siger Jesus til Thomas: ”Ræk din hånd frem og stik den i min side – og vær ikke vantro, men troende” Og Thomas svarer ”Min Herre og min Gud!” som betyder, at først nu erkender han Jesu guddommelighed. Og så svarer Jesus ham: ”Du tror, fordi du har set mig. Salige er de, som ikke har set og dog tror” (Joh 20,27-29).
Historien er ikke fortalt for at trøste os, der ikke har haft mulighed for at møde Jesus. Den er fortalt for at gøre den pointe tydelig, at det er fællesskabet med Jesus i ånd og bevidsthed, der er det afgørende. Så tro i sin egentlige form er en relation, hvor to parter ved af hinanden – og i denne viden af hinanden er de forbundet. Det er den oplyste bevidstheds perspektiv, som her er almengjort. Guds Ånd er oplyst bevidsthed, som er nærværende overalt
Derfor er bevidstheden hos mig ikke bare min egen og produceret af min hjerne. Den er ligesom kærligheden et grundstof. Den kommer fra kilden – fra Gud, hvor den er Ånd – og jeg har del i den.
På den måde korresponderer bevidsthedens åbenhed og hjertets kærlighed. I begge tilfælde danner der sig en samhørighed med kilden, når man er vågen for dette perspektiv. Det er det, der virker i bøn. Selvom om samhørigheden er så svag i intensitet, at vi normalt ikke lægger mærke til det – og derfor kan blive ved med at forestille os, at vi selv er gode, og at det er os selv, der tror.
Sagt med andre ord ligger vejen til det guddommelige åben som vågenhed og kærlighed – med den pointe, at det er vejen selv, der virker, og at man kun kan færdes ad den gennem hengivelse.
(nederste billede er af Henriette Muus)