Onsdag, 27 Juni 2018 09:54

"Gud vil ikke æres, men leves"

Den tyske benediktiner Willigis Jäger har ydet væsentlige bidrag til udviklingen af en nutidig kristen spiritualitet. Den nu 91-årige munk er tillige zen-mester, anerkendt i både japanske og kinesiske traditioner. Han har med udgangspunkt i disse stærke vestlige og østlige kontemplative traditioner udviklet en især kropsligt rettet praksis, og driver meditationscentret Benediktushof i Münsterschwarzach, i Bayern nær Würzburg.

Hans forståelse af sammenhængen mellem østlig og vestlig kontemplativ praksis kan opsummeres i ordene:

”Den vigtigste overensstemmelse ser jeg i den erkendelse, at der ingen kløft er mellem Gud og verden, men at verden ikke er andet end det guddommeliges fremtoning. – og at frelse tilsvarende ikke skal forstås som en bro over denne kløft, men som opvågning til vores sande væsen.”

Som så mange kontemplative har han mødt modstand fra etablerede religioner. I januar 2002 fik han på foranledning af daværende kardinal Joseph Ratzinger forbud mod at udøve læreaktivitet, mod offentlig fremtræden og mod at publicere sine skrifter – et forbud som han heldigvis ikke har rettet sig efter. Han er stadig fuldgyldigt medlem af sit oprindelige klosterfællesskab, selv om han nu bor uden for klostret.

Forholdet mellem religionerne og kontemplativ praksis belyser han med et billede:

”Alle religioner er veje til at erfare det guddommelige, men ingen af dem kan hævde at besidde den eneste tilgang. Jeg vil gerne gøre det tydeligt også med et billede: religioner er som skønne kirkeruder. De giver dem det lys, som skinner gennem dem, en bestemt struktur. Hvis intet lys skinner, er de kedelige og intetsigende. Derfor er lyset det egentligt afgørende. Men lyset kan vi ikke se med vores øjne. Lys skaber synlighed, men er selv usynligt. Det bliver kun synligt, når det bliver brudt og struktureret. Ligeså forholder det sig med religionerne og det guddommelige. De giver det ufattelige en forståelig struktur. Den pris, som religionerne har måttet betale for det, er reduktionen af guddommelighed til et udsnit af dens spektrum. Det ville være tåbeligt at anse dette udsnit for at være det hele. Lige så tåbeligt som at tro, at glasvinduet skulle have sin egen lyskraft, uafhængigt af det lys, som det oplyser. Men omvendt må man dog også se, at lyset må brydes i sit spektrum, når det ikke kun vil skinne, men også manifestere sig. Gud manifesterer sig i religionerne. Men han kan ikke erfares i dem i hele sin fylde og al sit lys, hvis de ikke er åbne for erfaring.”

En tilgang, som virker farbar, i og med at den hverken forkaster organiseret religionsudøvelse eller kontemplativ praksis, men giver mulighed for en frugtbar vekselvirkning mellem disse to praksisformer.

Et emne, som optager Jäger, er inddragelsen af det hele menneske i mødet med det guddommelige, forståelsen af bøn som andet og mere end en mental praksis. Bøn samler menneskets relation til det guddommelige i en helhed af krop, hjerte, sjæl og ånd. Han siger:

”Jeg vil gentage de ord mange gange, som betegner baggrunden for den spiritualitet, som jeg forsøger at formidle: ”Religion er vores liv og livets fuldbyrdelse er den egentlige religion. Gud vil ikke æres, han vil leves”. Jeg ved, at denne formulering støder på modstand, men kroppen står vores sande væsen nærmere end vores forstand. Der findes en kroppen iboende religiøsitet, som ikke forekommer i den kirkelige fromhedskultur. Den burde forekomme der, og derfor spørger jeg mig selv, hvorledes kan et kristent trosliv beriges med en kropslig komponent.”

Læst 183 gange Senest ændret Onsdag, 29 August 2018 10:24

Skriv en kommentar

Vær sikker på, at du indtaster al krævet information, markeret med en stjerne (*). HTML kode tillades ikke.