Tirsdag, 26 Juni 2018 18:42

Den folkelig spiritualitet i gudstjenesten

 

Den folkelig spiritualitet i gudstjenesten.

Den folkelige spiritualitet i dens mange former er nutidens udtryk for den brede europæiske fromhedstradition, som siden middelalderen har holdt kristendom levende. Den er blevet båret af mennesker, som har et ligefremt behov for at udtrykke deres tro i følelsesmæssig åbenhed og gennem i oplevelsen af, at det hellige er nærværende.

Hver gang kirken og dens gudstjeneste er stivnet, er fornyelsen kommet fra disse mennesker og fra deres insisteren på åbenhed og nærvær. Opgaven for kirken har hver gang været at blive så blød og fleksibel, at den kan integrere det livgivende nye uden at give slip på struktur og tradition.

 

Jeg var gennem tyve år præst i et landsogn på Als, hvor vi på eksemplarisk vis lykkedes med denne integration i forhold til gudstjenesten. Gennem en årrække mødtes vi ugentligt en gruppe mennesker fra menigheden. Vi øvede nysgerrigt undersøgende bøn og meditation i forhold til den inspiration, der dukkede op i den folkelige spiritualitet – østlig såvel som europæisk-kristen. Motivet var bl.a. længsel efter en gudstjenesteform, der kunne blive så intenst levende, at man med selvfølgelighed ville prioritere den over søndag formiddags mange andre muligheder.

 

Vi hænger sammen

Vending kom, da tilstrækkelig mange – herunder præsten - havde øvet tilstrækkelig meget, og opdagede, hvordan man bringer en indre praksis af bøn og meditation med til den almindelige gudstjeneste – under salmesang, under prædiken, under de fælles bønner , under dåb og nadver. Pointen var erkendelsen af, at den meditative fordybelse ikke er en særlig liturgisk form, som kræver ydre ro og stilhed, men er en indre holdning af åbenhed og nærvær, som kan være til stede hele tiden. Vi opdagede, at vi ikke behøvede at ændre gudstjenestens ydre form – men at justering af vores egen indre holdning inden for liturgiens faste rammer var fornyelse nok

Erfaringen hvilede på den forudsætning, at der i gudstjenesten som i enhver organiseret forsamling dannes et fælles felt af bevidsthed. Vi kender alle erfaringen af bevidsthedsfelt fra den fordybede og åbne samtale med et andet menneske. Vanskeligheden er hvordan man opretter den tilsvarende ro og åbenhed i en større gruppe mennesker som f.eks. ved en gudstjeneste. Uden præstens vågne opmærksomhed og mod til at være til autentisk stede kan det ikke lade sig gøre. Og på den anden side kan præsten kun fremme det, hvis medlemmer af menigheden virker med i følelsesmæssig åbenhed og i nærvær gennem en indre praksis. Erfaringen var, at når omkring en tredjedel af gudstjenestedeltagerne nu og da huskede en indre praksis, var det tilstrækkeligt til at præge atmosfæren i en gudstjeneste, så den blev oplevet mere intens, mere højtidelig og mere meningsfuld – for alle tilstedeværende!

 

Invitation til Ånd

Det afgørende er således ikke, om den indre praksis er koordineret med eller relaterer til dagens tekst og dens prædiken. Det afgørende er vågenheden som følelsesmæssig åbenhed – ikke mindst til hjertets følelser. Det afgørende er nærvær båret af opmærksomhed på det, som lige her og nu er tilfældet – altså dette ”nu”. Denne anonyme holdning, hvor tankerne træder tilbage, er en invitation til Ånd.

Det viste sig, fordi vi hænger sammen, at hvor menighed og præst nu og da – og jævnligt - under gudstjenestens almindelige forløb huskede hjertets følelse som en form for indre bøn – eller i en opmærksom sansning af nu''et lod tiden stå stille og åben mod evighed – dér prægede det det fælles felt af bevidsthed i gudstjenestens rum, og det afsatte oplevelse af et levende og meningsgivende fællesskab.

Det ene vigtige er, at en gruppe mennesker øver sig sammen og bliver præcise i deres indre praksis. Det andet vigtige er, at de ikke gør det til et reformprojekt, men bevarer en legende og nysgerrig tilgang. Der er ikke tale om at bryde med den tale-lytte-lovsynge-tradition, som er højmessens fine kvalitet, men om samtidig at være vågent nærværende og derved løfte intensiteten og bevidstheden om det, der sker. Denne indre praksis kunne meget vel være vores tids bidrag til luthersk gudstjenestetradition og dens fornyelse – uden derved at bryde med dens grundlæggende kvaliteter.

 

Vor tids bidrag

I en sådan gudstjenstepraksis lykkes det at bringe højmessens kendte liturgiske form sammen med den dynamik, der driver den nutidige folkelige spiritualitet: længselen efter ånd og hjerte – efter åbenhed og nærvær. For kirken en gevinst, at den folkelige spiritualitets livfuldhed og nysgerrighed i en disciplineret form kan belive gudstjenesten. For den folkelige spiritualitet en gevinst at kunne koble sig på de kristne rødder, som – uanset den udbredte aktuelle fascination af østlig tradition – er den vestlige åndeligheds egentlige kilde.

Det er i denne tilgang ikke nødvendigt at bryde med den klassiske lutherske højmessetradition. Snarere er det opgaven at udføre den ordentligt og troende. Det vil sige: at synge, lytte, tale, bede, gå til nadver, bevidne barnedåb - i opmærksomt nærvær.

Det kræver træning og øvelse for alle implicerede. Det kunne godt være vores tids bidrag til den lutherske gudstjeneste: at finde ud af, hvordan man gør erfaringen af det helliges nærvær tilgængelig for mange. Og netop dette projekt kunne være et spændende mødested for folkekirken og den folkelige spiritualitet.

Men det kræver en anderledes vægtning af præsternes uddannelse … og måske også at menigheden lærer sig at gå til gudstjeneste med en anden bevidsthed om bøn.

Offentliggjort i Magasinet IKON nr 80, efteråret 2012, 

Peter Ruge

Læst 534 gange

Skriv en kommentar

Vær sikker på, at du indtaster al krævet information, markeret med en stjerne (*). HTML kode tillades ikke.