Tirsdag, 26 Juni 2018 18:37

Luthersk hverdagsspiritualitet

 

LUTHERSK HVERDAGSSPIRITUALITET

FADERVOR OG  DEN ORDLØSE BØN.

 

Kan en luthersk spiritualitet tale ind i nutidens folkelige interesse for meditation og indre stilhed?

Ja, - ganske vist har vi tabt den umiddelbare kontakt med Luthers egen meditative praksis, men han er stadig god inspiration for en folkekirkelig hverdagspiritualitet, der vil i dialog med nutidens åndelige søgen.

  • Luther var fortaler for ordløs bøn. Det vil sige en meditation, hvor opmærksomheden alene hviler i en følelse – f.eks. i taknemmelighed – og gennem dette nærvær husker Gud.

  • Han ved, at denne ordløse bøn ikke er let at lære, og at den derfor kræver målrettet øvelse.

  • Luther anser denne ordløse bøn for bedre end bøn med ord. Ordene er for ham kun redskaber til at finde ind i denne dybere berørthed.

  • Luther peger på hjertets evne til at blive følelsesmæssigt berørt som tegn på, at bønnen eller meditationen er ret. Hjertet er for ham det væsentligste mødested mellem menneskets opmærksomhed og Guds Ånd. Han siger ligefrem, at Kristi ånd bor i hjertet.

 

Luther havde livslangt en daglig indre praksis over 2-3 timer med bibellæsning, selverkendelse, ordløs bøn og bibelmeditation. Gennem årene nuancerer han sin vejledning. Men sådan her udtrykker han sig, da han i 1519 har sat sig for at vejlede ”jævne lægfolk” i Fadervor og i den rette forståelse af bøn.

 

For jævne lægfolk

”Altså fastslår den hele skrift, at bønnens væsen og natur ikke er andet end sindets og hjertets opløftelse til Gud. … Det mener også St Hieronimus. Han skriver om en hellig fader Agathon, at han i 30 år i ørkenen bar en sten i munden for at lære at tie. Men hvormed bad han da? Uden tvivl indvortes med hjertet, hvad Gud især lægger vægt på og alene ser på og søger efter. Men dertil hjælper det godt, at man hører ordene og ved hjælp af dem kommer til at tænke efter og bede ret. Thi som ovenfor sagt, ordene skal ikke betragtes som andet end en trompet, tromme, eller orgel eller en anden lyd, hvorved hjertet bliver sat i bevægelse og opløftet til Gud.

Ingen skal dog forlade sig på sit hjerte, så at han vil bede uden ord, han skal da i hvert fald være vel øvet i ånden og have erfaring, så han kan skyde de fremmede tanker til side, ellers vil djævelen ganske og aldeles forføre ham og forstyrre bønnen i hans hjerte. Derfor skal man holde sig til ordene og stige op ad dem, så længe indtil fjerene vokser ud, og man kan flyve uden ord”. (Fadervor udlagt for jævne lægfolk. Overs. K. Olesen Larsen. Gyldendal 1960, s. 13f)

 

Luthers anliggende

Luthers intention er i dette lille skrift at bevidstgøre om, hvordan den overfladiske bøn, hvor man bevidstløst repeterer ordene – uden at de er ledsaget af følelser – er fuldstændig meningsløs.

Folket er, hævder han, af kirkens præster og munke blevet forført til den fejlagtige forestilling, at den blotte og formelle fremsigelse af ordene – så og så mange gange – er fuldgyldig bøn.

Sådan er det ikke! Hvis ikke følelserne – og frem for alt hjertets følelser - er sat i bevægelse, kan det aldrig blive en ret bøn.

Ord har Gud givet os til støtte – det gælder Fadervor – og det gælder alle andre ord i Bibelen. Deres højeste formål er at hjælpe opmærksomheden ind i hjertets hengivenhed – og berørthed – i en ordløs ihukommelse af Guds nærvær. Bønnens mål er at lede ind i en lidenskabelig erkendelse af, at vi i alle måder er modtagende i forhold til Gud.

Denne indre holdning er kernen i luthersk spiritualitet. Det er uhyre enkelt at sige, men menneskesindets modstand mod at overgive sig til Guds vilje er så stor, at det fordrer vedvarende fokuseret opmærksomhed. Derfor er bøn også øvelse – eller rettere: indøvelse i den rette holdning af tillidsfuld overgivelse. En regelmæssig spirituel hverdagspraksis vil ændre ens indstilling til livet. Den vil skabe større overensstemmelse mellem tro og livspraksis – mellem indre liv og ydre livsførelse.

 

Up-to-date

Men det vil nok være nødvendigt både at sige og gøre det på en anden måde end Luther gjorde – sådan at det kan falder nutidens mennesker mere naturligt. ”Guds ord” og Fadervor har i dag ikke den samme status, som på Luthers tid.

Menneskers forhold til Gud – dvs. deres spiritualitet – er ikke på samme måde bundet til ordene. Vi er i dag bedre øvede i at koncentrere os mentalt i kraft af langvarig skolegang. Mange er i dag derfor snarere motiverede for den ordløse bønspraksis, som Luther fremhæver er den ideelle form for bøn og meditation.

Opgaven i dag er derfor at opdatere Luthers syn på det rette bøn, til en indre praksis der forekommer nutidens mennesker meningsfuld.

 

Fokusering

Luther betragter Fadervor som en essens af Guds tale gennem Bibelen til mennesker. Og han var meget fortrolig med at koge essensen yderligere ind ved at meditere over en enkel sætning af Fadervor eller et enkelt ord – således at bønnens og gudsforholdets intention er sammenfattet i det ene ord.

Med dette afsæt kan man opbygge følgende grundpraksis, som er inspireret af Thomas Keating, og som desuden forankrer bønnen i kroppen.

 

En indre spirituel praksis

Vælg ét el. to ord fra Bibelen eller fra Fadervor, som kan være en essens af din relation, og som samtidig kan bære din intention om at lade Guds ånd arbejde med dig. Det kunne være ”Far”, ”himlen”, ”ske din vilje”, ”giv os”, ”dagligt brød”, ”riget”, ”Jesus” eller et andet lignende.

 

  • Ret opmærksomheden mod din krop, så at du sanser dens omrids, dens tyngde og din kontakt til jorden – lade denne opmærksomhed få god tid

  • Vær derefter opmærksom på dit åndedræt. Læg mærke til, hvordan det af sig selv bevæger sin ind og ud af kroppen. Følg afslappet dets rytme en tid, så du har fornemmelse af, at kropssansning og åndedræt hænger sammen.

  • Flyt opmærksomheden til hjertets klangrum i brystet. En række empatiske følelser har bolig her – det kan være omsorg, taknemmelighed, hengivenhed

  • Saml nu kropssansning, åndedræt og hjertets opmærksomhed i ét løst fokus. I denne indre tilstand er der ikke så mange tanker i sindet.

  • Vend så tilbage til det Bibel-ord du har valgt. Lad opmærksomheden være uanstrengt, og lad ordet eller ordene hvile i hjertets rum, mens du gentager det regelmæssigt for dig selv. Gør dig åben for den intention, der ligger gemt i det, og som inviterer Ånden til at gøre sig gældende i dit liv.

 

Når du registrerer, at tanker og forestillinger har ledt dig bort fra dit ord, så vend roligt tilbage til det. Og husk samtidig din kontakt til helheden af krop, åndedræt og hjerte.

Pointen er, at man med denne bøn søger at gøre sindet stille og dermed modtagelig for, at Ånden kan virke i én. Man søger at lade tanker og egenvilje træde til side for at kunne tage imod. Samlet bruger man 20-30 minutter på hele forløbet.

Det kan ske, at opmærksomheden af sig selv slipper kontakten til det ord, man har valgt, og der kun er en ordløs ihukommelse af Gud gennem hjertets åbenhed. Det er denne tilstand Luther omtaler som den rette bøn.

Selvom elementerne: krop, åndedræt, hjerte og Bibel-ord i sig selv er meget let tilgængelige, kræver det nok lidt øvelse af blive fortrolig med denne opdaterede lutherske bønspraksis. Men den giver nogle værdifulde frugter fra sig, når man øver den regelmæssigt og tillader den at arbejde dybere ind i sindets indre stilhed. Netop den stilhed, som Fader Agathon – en af ørkenfædrene - som Luther ovenfor henviser til, ville kalde ”Guds tale”.

 

Hverdagsspiritualitet

Ved kasseapparatet i butikken, eller mens man venter på tog eller bus, Når man lige er vågnet eller før man falder i søvn. På kirkebænken inden klokkerne ringer. Før aftensmaden, eller mens man kører bil. I alle disse lommer af naturlige pauser i dagens løb kan man lave den samme indre praksis i kort form. Det behøver kun at tage et enkelt minut at samle sig – og mærke kroppen, huske åndedrættet, føle hjertet - og med ordet ihukomme Gud.

Offentliggjort i Kirkefondets Magasin "Kirken idag" efteråret 2012,

Peter Ruge

Læst 385 gange

Skriv en kommentar

Vær sikker på, at du indtaster al krævet information, markeret med en stjerne (*). HTML kode tillades ikke.