onsdag, 20 september 2017 08:37

Grundtvigs spiritualitet

Skrevet af

”Solen ved midnat”

Grundtvigs esoteriske kristendom og den kvindelige visdom Sophia

Vi har sat Grundtvigs spiritualitet som tema for årsmødet 28. oktober og bedt forfatteren og grundtvigforskeren Uffe Jonas fortælle.

Grundtvigs opfattelse af ånd – dvs. Helligånd og menneskeånd – og hans kosmologi kan inspirere nutidig spiritualitet.

Grundtvig insisterer på, at verden er langt mere kompleks og rigere end naturvidenskaben beskriver. Den kalder på menneskers fantasi og sans for levende spiritualitet. Ånd er en umådelig rigdom i menneskers sind, for den er både længsel og viden om guddommeligt nærvær.

Kosmologi

For os i dag er ånd mest et indre fænomen. Men Grundtvig insisterer på, at ånd er en kraft i hele kosmos. Derfor fastholder han stædigt livet igennem et mytisk verdensbillede. Han insisterer på, at solen går rundt om jorden – for enhver kan jo se at det er sandt. Himlen ligeledes er ”der oppe” og spændt ud som et telt, sådan som Bibelen beskriver. Mennesket i sig selv – menneskevæsnet – er verdens ”midte” – det er Guds gode ven og samtalepartner.

Hvis man kun tror, at jorden er en uanseelig klode, der kredser om en fjern sol i et mørkt, koldt og tomt verdensrum, så kan man umuligt tale om en levende Ånd, der virker igennem verden. Grundtvig vidste godt, at naturvidenskaben også havde ret. Men han levede så stærkt i den kristne spirituelle verden, at han ikke kunne slippe det verdensbillede, som er vævet sammen af Ånd.

Han levede suverænt med et dobbelt verdensbillede – og hævdede frejdigt, at det spirituelle var det vigtigste. For uden det og uden Ånd kan mennesket aldrig forstå sig selv.

Det dobbelte verdensbillede fortætter sig i titlen på Uffe Jonas foredrag ”Solen ved midnat. Der er to sole. Den der vandrer over himlen – og der er solen bag ved den. Den ene taler alene til vores sanser. Men den anden lyser også i vores bevidsthed – som det guddommelige lys – den oplyste bevidstheds lys, der stråler i evighed. Og det er fra den virkelighed, at solen på himlen får sin strålekraft.

På samme måde som lyset i bevidstheden også er i kosmos – er Ånden virksom både i menneskets sind og i naturen. Vi hænger sammen med naturen, med kosmos – med solen, månen og stjernerne. Kosmos er beåndet, og det samme er vi mennesker.

Det er Grundtvigs dybeste anliggende at forkynde denne virkelighed. Han bliver aldrig træt af at kalde på en spirituel bevidsthed hos sine medmennesker. Ånden gennemstrømmer den fysiske verden. Kristus opstår igen og igen: i morgensolen, der løfter sig ud af nattemørket – i forårets vækst, der besejrer vinterkulden.

Sophia og Kristus – kvinde og mand

Ånden virker igennem kærlighed og hjertets åbenhed, men virker også i den erotiske polspænding mellem mand og kvinde. Den menneskelige seksualitet er i samsvingning med kosmiske kræfter. For den kvindelige visdom Sophia, der ifølge Bibelen (Ordsprogenes Bog kap 8) er skabt før verden blev til, er Guds partner. Kristus og den kvindelige visdom er to kosmiske principper – og polariteter, som er til stede i alt det levende. Det mandlige og det kvindelige i Gud – uadskillelige og evigt samvirkende i kosmos og i det enkelte menneske.

Så i forholdet mellem mand og kvinde – i den basale forskellighed af sind, og i den seksualitet der udfolder sig i både krop og ånd – jordisk og kosmisk – er det allerhøjeste virksomt. Derfor er mødet mellem mand og kvinde helligt.

Alt hvad der er til, er gennemstrømmet af levende og dynamisk ånd, som former og danner og skaber nyt. Og mennesket er sat i verden – midt i det hele – åben for ånd – som Guds gode ven og partner.

Grundtvig levede i en velsignet verden.

Uffe Jonas

På årsmødet d. 28. oktober vil Uffe Jonas folde Grundtvigs verdensbillede ud. Hans værk: ”Solen ved midnat” er frugten af tyve års studier. Det er en radikal fornyelse af Grundtvig-forskningen, som tager Grundtvigs spiritualitet på ordet. Uffe Jonas ikke blot åbner Grundtvigs åndelige univers, men bringer det også i inspirerende samtale med nutidens videnskabelige kosmologi og med den esoteriske kristendom, der trækker på den samme umiddelbare oplevelse af, at verden ind i det inderste er meningsfuld og beåndet.

onsdag, 28 juni 2017 11:41

Menneskebillede og spiritualitet

Skrevet af

Hvis det nu var sådan, at vi kunne mærke, at vi er forbundet med Kristus – det vil sige helt sikkert registrere, at det er sådan hér det føles, når denne levende bevidsthed gør noget ved os – ville vi så ikke med stor respekt værne om den erfaring og kalde den dyrebar?

Selvsagt forudsætter det, at Kristus har betydning i ens liv. Men hvis man nu har den tro, at Gud – Enheden – virker igennem hans levende bevidsthed, så vil man vel også tage det meget seriøst, når man kan mærke sådan en impuls og kunne sige: ”Der er reelt og udramatisk et sted i mit liv, hvor Gud giver sig til kende, så jeg umiddelbart kan erfare det.”

Det kunne dreje sig om kærlighedsfølelsen. Vi er ganske vist vant til at tænke på kærligheden som en følelse, der tilhører mit jeg. Men lad os nu antage, at kærlighed opstår som følge af en impuls, der kommer til os udefra – altså fra en kilde udenfor jeg-bevidstheden. Vi kan kalde kilden for ”Ånd”, for ”Kristus” eller mere alment ”højere bevidsthed”.

-----------------------------

Hér har den vestlige kultur imidlertid et blindt punkt, som gør denne erfaring vanskelig at tage til sig. Også selv om man er et troende menneske.

Vores almindelige menneskebillede står i vejen. For det anerkender ikke, at Ånd kan være en reel erfaring, der kan registreres som en impuls til tanke og følelse – med kærligheden som et ligefremt eksempel. Vi tror at kærligheden tilhører jeget.

-------------------------------

Ganske vist kender vi erfaringen af, at der opstår impulser i os, som har rødder udenfor jeg-bevidsthedens grænse. Men det gælder de vanskelige følelser og de instinkter, som vi har fælles med dyrene. Tag irritationen som et eksempel, hvis rødder rækker ned i den mest primitive voldelige aggression.

Vi har et langt stykke hen ad vejen god kontrol med, at disse fremmede impulser ikke får for meget magt. Vi skubber dem ud af bevidstheden, og holder dem på afstand i det store kompleks, som psykologien har beskrevet for os som ”det ubevidste” – det kollektive såvel som det personlige. Det ubevidste er en voldsom kraftkilde, og rummer den arv vi har med os fra evolutionshistorien. Så der er god grund til at holde den udenfor jegets grænse, for selv under rimelig kontrol er den stadig ophav til det meste af den uro og lidelse, der plager menneskeheden.

I vores almindelige vestlige menneskebillede er der altså plads både til en vågen og dagsklar jegbevidsthed, og til et ubevidst kompleks, der i det dunkle er ophav til de uroskabende impulser i vores liv – gode og lystfyldte såvel som destruktive.

Det blinde punkt er imidlertid, at vi ikke har en tilsvarende forestilling om, at der findes en højere bevidsthed eller Ånd, som er kilde til de positive og kreative følelser, der opstår i os.

Går vi nogle hundrede år tilbage var det indlysende for mennesker, at det forholdt sig sådan. Luther for eksempel er ikke i tvivl om, at Kristus, som er skjult i hjertets inderste, er ophav til alt, hvad der er godt og kreativt i hans indre liv. For ham er det ikke et spørgsmål om at være et godt menneske, men om at give plads til de gode – og guddommelige – impulser, og at udmønte dem i konkrete handlinger: ”Gud til ære og medmennesket til gavn”. Det gode i hans perspektiv er ”Åndens frugter” (jf. Galaterbrevet 5.22.)

Dybest set er det vel det, som de sidste fyrre års spirituelle bølge har været optaget af at formulere: at Ånd er levende virkelighed, og er ophav til impulser i vores sind.

Lad os nu overveje, at en nutidig kristen spiritualitet kunne have samme perspektiv, som Luther lever med, og tillige insistere på, at vi er genstand for Kristusimpuls i det helt almindelige liv med tanker, følelser og holdninger. At altså Kristus gør sig gældende som en impuls til at handle ordentligt og ganske enkelt venligt mod alle mennesker – ja alle levende væsner.

------------------------

Den ene væsentlige følge af den erkendelse er en udvidet selvfølelse – altså en bevidsthed om at jeg ikke blot lever og handler på egne vegne, men også på Åndens. Vi er med andre ord to om mit liv – ikke kun ”jeg”. Der opstår en vis selvfølgelig ro i sindet ved at kunne læne sig ind i denne større og entydigt positive opmærksomhed. Der er der – altid! – uanset hvor godt mit jeg lykkes.

Den anden væsentlige følge af denne erkendelse har med meditation at gøre. For hvis denne tilskyndelse opstår i sindet, og den kommer fra Gud, så ligger det vel i sagens natur, at der samtidig står en dør åben mod levende Ånd.

Sagt på en anden måde, så mærker vi i selve den enkle impuls til venlighed Guds finger røre os. Og vil ikke denne berøring af det hellige være så både dyrebar og betydningsfuld, at den kalder til andagt og opmærksomhed – ind i det helt enkle?

Den andagtsfulde opmærksomhed kan have tre former:

  • Jeg registrerer impulsen til venlighed, og husker den som Guds berøring
  • Jeg registrerer impulsen og lader den omsætte sig til handling, vel vidende at den udtrykker et samvirke: Gud og mig – eller sagt på en anden måde: at Kristus kommer til verden
  • Jeg registrerer impulsen til venlighed – og husker, at netop denne impuls - lige nu - står åben indad imod kilden – dvs. Kristus, - inden jeg omsætter den til handling.

Peter Ruge/juni 2017

“The Heart of Centering Prayer. Nondual Christianity in Theory and Practice.”

(Forlaget Shambhala december 2016)

Thomas Keating skriver om bogen: “Et mesterstykke i spirituel visdom fast forankret i den kristne mystiske tradition. En glimrende analyse af nondual kristendom i teori og i praksis og et betydningsfuldt bidrag til Centrerende Bøn-bevægelsen og til interspirituel dialog.”

Cynthia Bourgeault er en af Thomas Keatings tidlige elever. Hun underviser og holder retreats om Centrerende Bøn, først og fremmest i USA og Canada, men også af og til i Europa. Hun har skrevet en lang række bøger, hvoraf  “Centering Prayer and Inner Awakening” er den eneste, som er oversat til dansk med titlen “Det vågne Hjerte” (Forlaget Boedal). Den - sammen med Thomas Keatings “Åbent Sind åbent Hjerte” - er, hvad der findes på dansk om Centrerende Bøn.

onsdag, 07 december 2016 11:20

Hjertets skæbne i det moderne Europa

Skrevet af

Helligdom eller pumpe

Hjertets skæbne i det moderne Europa

Da den engelske læge William Harvey i 1628 offentliggjorde sin opdagelse af, at hjertet er en pumpe for blodets cirkulation, lagde han grunden til en revolution af menneskets selvforståelse i Europa.

Menneskets midte

Indtil William Harveys opdagelse var man generelt enige om, at menneskets identitet var forankret i hjertet. Det var menneskets vigtigste organ, og her opstod tanker, følelser og gode indfald. Hér var menneskets samvittighed lejret – og hér havde forholdet til Gud sin forankring. Den avancerede mystik og den folkelige fromhed var uden videre enige om den tro, at Gud bor i menneskets hjerte. Luther f.eks. taler blot sin samtids sprog, når han erklærer ”Kristus er altid ved vor side og inden i os. Han kan komme så nær, at han alene er i vore hjerter”. For os kan det lyde noget naivt og enfoldigt. Men Luther taler ud fra en lang fromhedstradition, hvor hjertet er centrum og menneskets midte. Herfra udgår impulsen til de gode handlinger. Ikke fordi jeg af mig sig selv skaber goder intentioner og tanken, men kun fordi mit hjerte er beboet:

”Kristus og troen må forenes. Og vi må være i Himlen og Kristus i hjertet. Han lever og handler i os. Han lever og handler ikke teoretiske (”spekulative”: som en forestilling), men virkeligt, nærværende og uhyre virksomt. ”(WA 40 I 546)

torsdag, 29 september 2016 09:12

Bølgen er havet

Skrevet af

Jeg har besøgt Benediktushof flere gange. Det, der fascinerer mig, er, at buddhisme og kristendom der er integreret i en spirituel praksis. Centeret er et gammelt klosterkompleks, der ligger smukt ca. 30 km vest for Würzburg. Her har jeg fundet enkelhed og ro, og en skønhed i bygninger, have og måltider, som inspirerer mig meget. På Benediktushof møder man en meget bred vifte af kurser og retræter, som spænder fra zenpraksis til kristen kontemplation og fra yoga til kropsbøn.

Willigis Jägers livsforløb har været spændende. Han er født i 1925, startede som ung som munk i klosteret Münsterschwarzach (ca. 30 km øst for Würzburg) og blev præst. Omkring 1970 blev han sendt ud til Japan, hvor klosteret havde en mission. I mødet med den japanske zenbuddhisme udviklede der sig en spændende dialog hos ham, der handlede om at søge fællestræk i zen og kristendommen. Han blev efter mange års træning zen-mester med autoritet til at undervise i zen i Vesten.
 

Gudsbegrebet


Det mest spændende hos Willigis Jäger, er hans opfattelse af Gud, og hans nyfortolkning af de kristne dogmer. Hans tilgang er mystikken, og derfor er Gud for ham hverken en person eller en genstand, men både liv, kærlighed og evolution. Gud er enheden i alt, hvad der er til. Fælles for alle er den levende kraft, som kan kaldes Gud, eller liv, eller kærlighed, eller enhed bag ved alt, hvad der bliver til. Gud er i det levende og i mennesket. Jäger formulerer det radikalt, når han siger: ”Gud vil ikke tilbedes. Gud vil leves.” Denne enhed kan opleves spontant- eller efter lang træning. Der er en elementær erfaring af forbundethed, som står åben for os alle. Men der er også efter mange års træning en mulig erfaring af identitet med Gud. Det er en gennemgribende erfaring at opleve enhedsplanet, og mennesker, der har gjort det, forstår, at Gud er i os og i alle; dualismen forsvinder, moralske forskrifter mister deres magt, fordi man indefra ved, hvad der er rigtigt. Med en sådan erfaring vokser glæden og tolerancen og ”Livet får mere plads i sjælen”, som Willigis Jäger siger.

Mystikken er for Willigis Jäger det nødvendige udgangspunkt for en nutidig kristendom. Hvis mystikken ikke bliver erkendt, forudser han kirkens død. Det er vigtigt at erkende religionens betydning som en vej, men lige så vigtigt at slippe den, hvor den ikke viser vej længere. Derfor peger Willigis Jägers undervisning ud over kristendommen i den form, som kirkerne forkynder den.
 

Vejen mod enhed


I mystikkens perspektiv er religionerne forskellige veje, men der er kun én bjergtop. Vejene bliver formet af kulturel kontekst, centrale personligheder og lang historisk tradition. Men oppe på bjerget, eller i erfaringen af enhed, er der ikke så mange forskelle. Mystikere til alle tider og på alle steder beretter om det samme perspektiv på livet, selv om de bruger forskellige ord.

På Benediktushof træner man at være stille. For meget snak, for mange ego-projekter og for meget støj lukker af for oplevelsen af enhed. Derfor er vejen: at sidde, at ånde, at tie, at lytte. At være - uden at skulle alt muligt. Willigis Jäger vægter kroppen højt i modsætning til klassisk kristendom. Kroppen er en vej. Opmærksomhed på åndedrættet kan blive en spirituel åbning, og kontakt med kroppen er meget nærmere enhedserfaringen end f.eks. intellektet er. Derfor spiller kropslige øvelser som zen-gang og kropsbøn en meget vigtig rolle på Benediktushof.

Mystikken tjener menneskets fremtid, og den er uomgængelig i evolutionens næste trin. For hvis vi ikke erkender vores enhed med Gud og med hinanden, vil vi fortsætte vores ego-projekter med fare for civilisationens sammenbrud. Livets grundprincip er en stadig vækst – en evolution, hvor vi står foran at bevæge os fra en base i et personligt ego til en transpersonlig oplevelse af forbundenhed med alt. – og her er den meditative mystik en farbar og en strengt nødvendig vej.
 

Willigis Jäger om kristendommens nye paradigme:


”Det gamle paradigme lød: Vi er menneskelige væsner, som gør erfaringer af Ånd. Det nye paradigme hævder: Vi er åndelige væsner, som gør erfaringer af det menneskelige. Kristeligt udtrykt: vi er guddommeligt liv, som gør denne menneskelige erfaring. Vi er guddommeligt liv, som har inkarneret sig, som er blevet menneske, og som har grænset sig ind i denne menneskelige form. Det er budskabet om at Gud bliver menneske i Jesus. Men ligesom i Jesus er dette guddommelige princip blevet menneske i enhver af os, og er inkarneret i hver eneste levende væsen Universet er intet andet end et bevidsthedsfelt, som igen og igen materialiserer sig. Det, som vi kalder Gud, er en kommen og gåen, fødsel og død. Det er fuldbyrdelsen af dette guddommelige bevidsthedsfelt i netop dette øjeblik. Så har vi da i grunden ikke andet at gøre end at blive mennesker med de mangfoldige muligheder, som er lagt i os, og samtidig at være åbne over for alt og alle”.

(Der Himmel in dir, s. 44)

Inger Jakobsen

 

Links:


Willigis Jäger: Die Welle ist das Meer. Forlaget Herder, 24. oplag 2011.

På dansk: Bølgen er havet. Forhåbentligt på vej til udgivelse på dansk.

Willigis Jäger & Beatrice Grimm: Der Himmel in dir. Forlaget Kösel, 7. oplag, 2012

Se også You Tube: forskellige klip med Willigis Jäger, hans venner og elever.

mandag, 20 juni 2016 10:15

"Gud vil ikke æres, men leves"

Skrevet af

Den tyske benediktiner Willigis Jäger har ydet væsentlige bidrag til udviklingen af en nutidig kristen spiritualitet. Den nu 91-årige munk er tillige zen-mester, anerkendt i både japanske og kinesiske traditioner. Han har med udgangspunkt i disse stærke vestlige og østlige kontemplative traditioner udviklet en især kropsligt rettet praksis, og driver meditationscentret Benediktushof i Münsterschwarzach, i Bayern nær Würzburg.

Hans forståelse af sammenhængen mellem østlig og vestlig kontemplativ praksis kan opsummeres i ordene:

”Den vigtigste overensstemmelse ser jeg i den erkendelse, at der ingen kløft er mellem Gud og verden, men at verden ikke er andet end det guddommeliges fremtoning. – og at frelse tilsvarende ikke skal forstås som en bro over denne kløft, men som opvågning til vores sande væsen.”

Som så mange kontemplative har han mødt modstand fra etablerede religioner. I januar 2002 fik han på foranledning af daværende kardinal Joseph Ratzinger forbud mod at udøve læreaktivitet, mod offentlig fremtræden og mod at publicere sine skrifter – et forbud som han heldigvis ikke har rettet sig efter. Han er stadig fuldgyldigt medlem af sit oprindelige klosterfællesskab, selv om han nu bor uden for klostret.

Forholdet mellem religionerne og kontemplativ praksis belyser han med et billede:

”Alle religioner er veje til at erfare det guddommelige, men ingen af dem kan hævde at besidde den eneste tilgang. Jeg vil gerne gøre det tydeligt også med et billede: religioner er som skønne kirkeruder. De giver dem det lys, som skinner gennem dem, en bestemt struktur. Hvis intet lys skinner, er de kedelige og intetsigende. Derfor er lyset det egentligt afgørende. Men lyset kan vi ikke se med vores øjne. Lys skaber synlighed, men er selv usynligt. Det bliver kun synligt, når det bliver brudt og struktureret. Ligeså forholder det sig med religionerne og det guddommelige. De giver det ufattelige en forståelig struktur. Den pris, som religionerne har måttet betale for det, er reduktionen af guddommelighed til et udsnit af dens spektrum. Det ville være tåbeligt at anse dette udsnit for at være det hele. Lige så tåbeligt som at tro, at glasvinduet skulle have sin egen lyskraft, uafhængigt af det lys, som det oplyser. Men omvendt må man dog også se, at lyset må brydes i sit spektrum, når det ikke kun vil skinne, men også manifestere sig. Gud manifesterer sig i religionerne. Men han kan ikke erfares i dem i hele sin fylde og al sit lys, hvis de ikke er åbne for erfaring.”

En tilgang, som virker farbar, i og med at den hverken forkaster organiseret religionsudøvelse eller kontemplativ praksis, men giver mulighed for en frugtbar vekselvirkning mellem disse to praksisformer.

Et emne, som optager Jäger, er inddragelsen af det hele menneske i mødet med det guddommelige, forståelsen af bøn som andet og mere end en mental praksis. Bøn samler menneskets relation til det guddommelige i en helhed af krop, hjerte, sjæl og ånd. Han siger:

”Jeg vil gentage de ord mange gange, som betegner baggrunden for den spiritualitet, som jeg forsøger at formidle: ”Religion er vores liv og livets fuldbyrdelse er den egentlige religion. Gud vil ikke æres, han vil leves”. Jeg ved, at denne formulering støder på modstand, men kroppen står vores sande væsen nærmere end vores forstand. Der findes en kroppen iboende religiøsitet, som ikke forekommer i den kirkelige fromhedskultur. Den burde forekomme der, og derfor spørger jeg mig selv, hvorledes kan et kristent trosliv beriges med en kropslig komponent.”

I den kommende tid byder vi på en række arrangementer i tråd med disse formuleringer:

19. - 21. august 2016 er der en retræte i Skovhuset med titlen: ”Stilhed – fordybelse – krop – natur”, ved Elisabeth Staal Jensen.

På sommerretræten i Vézelay 5-11. september 2016 er der indlagt vandringer.

8. oktober 2016 afholder vi en kursusdag i Svejstrup ved Flemming Christensen med direkte fokus på Jägers arbejde: ”Bøn i stilhed og bevægelse – kropsbøn som kristen praksis”

23. oktober 2016 afholder vi årsmøde i Skanderborg, hvor Peter Høgh afholder workshop med titlen “Om betydningen af kroppen - i kristendom, i kreativitet og i kontakt mellem mennesker” 

Endelig arbejder vi på at kunne udgive danske oversættelser af to af Jägers bøger: ”Die Welle ist das Meer: Mystische Spiritualität” fra 2010 og ”Der Himmel in dir: Einübung ins Körpergebet” fra 2000. Følg med på vores hjemmeside!

søndag, 08 maj 2016 18:53

Den kristne forvandlingsvej

Skrevet af

Kristusprocessen

Kristendommens perspektiv er menneskehedens forvandling. Bibelen begynder med en fortælling om tab af en oprindelig enhed med Gud og med naturen. Den fortsætter med at berette om, hvordan mennesker uden denne enhedsoplevelse forvilder sig i instinktliv og jegets selvoptagethed. Nye Testamente beretter om hvordan Kristus peger vejen ud til heling af menneskets splittethed. Og Kirkens tid handler, om hvordan Guds Ånd virker målrettet på at gøre menneskers bevidsthed klar, sådan at en ny helhed af natur, menneske og Gud lader sig danne. Vi er altså – i denne tid som for totusinde år siden – genstand for Guds vedholdende kærlige opmærksomhed, der søger at lyse menneskers bevidsthed op. Det er Kristusprocessen.

tirsdag, 25 august 2015 10:46

Hjertets dannelse

Skrevet af

I salmebogens nr. 84 er der et vers:

Jeg hjertets dør vil åbne dig

o Jesus, drag dog ind til mig!

Ja, ved din nåde lad det ske,

at jeg din kærlighed må se!

I Den Danske Salmebog omtales hjertet i omkring 350 salmer. I 22 salmer indgår hjertet i titlen. Hjertets betydning er således en vigtig del af folkekirkens salmeskat.

 

fredag, 31 juli 2015 08:30

En kristen integral livspraksis

Skrevet af

”3-2-1-Skyggepraksis”

  • 3. person: anerkend skyggens virkelighed som en projektion af dig selv.
  • 2. person: opret en relation til skyggen i et medmenneskes skikkelse
  • 1. person: mød skyggen i dig selv og identificer dig med den.

Sådan lyder den amerikanske filosof og spirituelle lærer Ken Wilbers vejledning i integral skyggepraksis. Den er et element i en integral livspraksis. Det integrale perspektiv består helt generelt i at holde så mange aspekter sammen som muligt. I dette tilfæ

lde er det integrale at møde skyggen i både 1, 2, og 3 person for at erkende - og frem for alt integrere den.

 

Skyggen er livskraft, som er spaltet fra helheden. Wilbers anliggende er i nutiden at bevidstgøre erfaringen af at være et helt menneske, efter at vi i Vesten igennem århundreder er blevet formet og dannet af en kultur, som har været optaget af at splitte vores helhed op i krop, følelser, ånd, skygge, intellekt, jeg og de andre, menneske og natur, mandligt og kvindeligt, fornuft og tro osv.

Skyggepraksis er en øvelse i at integrere vanskelige følelser i helheden – og i det hele taget i at forbinde følelsernes liv og udtryk med vågen bevidsthed.

mandag, 08 december 2014 15:01

Åndelig dannelse - efter Marias forbillede

Skrevet af

Der har ikke været meget plads til Maria Jesu mor i de lutherske lande siden reformationen. Hun har overlevet i nogle få kirker – som inventar og som kirkenavn, men uden nogen positiv tolkning af hendes betydning for tro og spiritualitet. Hun er offer for Luthers - i øvrigt ret rimelige - oprydning i middelalderfromhedens vildveje. Hans anliggende var at afskaffe tilbedelsen af den guddommeliggjorte Maria. Men han bevarer en dyb respekt for Jesu mor som menneske – nemlig det særlige menneske, der bærer den skæbne at føde Gud. Set med Luthers øjne er hun et fint eksempel til efterfølgelse for både mænd og kvinder. Den vurdering bygger han på Marias ydmyghed og på hendes modtagelighed.

Ydmygheden

Set med Luthers øjne er menneskers selvhævdelse og selvoptagethed den største hindring for, at vi kan opleve Gud som nærværende og virksom i vores liv. Maria er et modbillede. Hun er ”blot en ung og fattig pige”, der intet særlig har at være stolt af. Hun stiller sig ikke an. Derfor kan Gud komme til i hendes liv. Moderne mennesker som vi selv er helt enfoldigt fanget i selvhævdelse og selvoptagethed. Sådan har vores kultur formet os. Vi er ikke meget i tvivl om at være verdens centrum og heller ikke om, at man da selvfølgelig selv har førsteretten til sit liv. Det hus vi psykologisk set bor i, tilhører vores jeg. Derfor er den ydmyghed, som Luther ser i Maria os ganske fremmed, men den er vigtig. For kulturelt er den et modbillede, og åndeligt er den et væsentligt forbillede. Fordi det stiller jeget i den ydmyghed, der ved af at høre til i en større helhed, hvor man snarere er tjener i huset end herre eller frue. Maria er på den måde et tidløst spejl for åndelig dannelse – for både mænd og kvinder.

Modtageligheden

I Marias overgivelse til at lade sig befrugte og til at lade sit fysiske liv forme af Guds Ånd, ser Luther et konkret udtryk for ”ske-din-vilje-bønnen”. Der er ingen parader oppe og ingen angst, men tillid og mod til at lægge sin skæbne i hænderne på den, der er større. Herved stiller hun sig modtagelig - i den arketypiske kvindelige holdning, som er forudsætning for at liv kan blive til, og at det kan vokse og dannes. Den samme modtagelighed er et vilkår i den åndelige dannelses proces – for både mænd og kvinder.

Advent og jul

Advent bør være helliget Maria. Det er hendes holdning, der sætter den kristne bevægelse i gang ved at tillade Ånd at være en dannende kraft. Advent højtideligholder Marias graviditet – og den vished vi bærer om det helliges virksomhed i os. Jul er en fejring af Marias frugt, Jesus – og af de frugter, som åndelige dannelse bærer i verden. Advent og jul fejrer Kristi gentagne komme til verden.

SiteLock