Dagbogsblade fra La Rivelaine, Belgien, august 2024

Augustbesøg hos FELLOWSHIP OF SAINT MICHAEL ARCHANGEL.
Der skal nok en digter eller en mere poetisk kilde en den, der løber i mine årer, til at beskrive stemningen, der møder den besøgende i La Rivelaine. Man får her en fornemmelse af at de 4 elementer har besluttet sig for en sammensmeltning i et nærvær, der inviterer til at deltage i en slags magisk tilstedeværelse. Det er et sted mellem himmel og jord, som tager fysisk form her, i en overflod af smukt restaurerede gamle bygninger og forskellige typer haver i et terræn, der både stiger op og falder ned, skiftevis åbner for synet og samler det i mindre rum. Her er frugttræer, urtehave, trapper, vandbassin, Zen have og andre haver anlagt omkring og ved hver af bygningerne. Flere skulpturer dukker op og fortæller hver sin historie – og sådan kunne man blive ved.
Her har en gruppe Benedictinermunke skabt et lille klosterfællesskab, ”Fellowship of Saint Michael Archangel”. Alle har deres tidligere hjem i Chevetogne klostret. En lille gruppe fra Nutidig Kristen Spiritualitet var inviteret til fællesskabets første offentlige kursus/workshop for grupper, som er en af de aktiviteter munkene tænker sig at fremtiden i fællesskabet skal rumme -blandt mange andre ting.
Det bærende element i dagene i La Rivelaine er de to liturgier – ’First Hour’ kl. 8.00 morgen og Vesper kl. 18.00. Dagen begynder i det lille kapel, hvor vi samles til ”First Hour”og slutter her igen kl. 18.00 med Vesper.
Fellowship of Saint Michael sender live hver morgen og aften her: https://michaelarchangel.mixlr.com/
Liturgien er den smukke byzantinske liturgi og korsang, som mange sikkert kender fra Chevetogne og fremføres af munkene her i La Rivelaine med en dybde og skønhed, så ørerne åbner sig og hjerterne smelter. Det er som at høre englene synge – undskyld banaliteten, men hvis udtrykket har en virkelighed, må det være noget, som det vi hører her. Vi er i ’Ora et Labora’ land og og oplever, hvordan det spirituelle liv og hverdagens almindelige gøremål flettes sammen til en helhed. I løbet af dagen er der nogle timers ’labora’ i de magiske haver, hvor også ukrudtet har masser af livskraft og gror lystigt. At arbejde her føles som nævnt ikke som en afbrydelse af noget andet, men fornemmes lige så givende for sind og sjæl som de øvrige aktiviteter igennem dagene.
I løbet af dagen holder munkene nogle timers undervisning, hvilket fortjener en særlig omtale. Der er overordnet to temaer på programmet. Ikonernes verden er det ene og sansernes muligheder og andel i den spirituelle proces er det andet. Det sidste er knyttet til Fellowship’ets røgelsesfremstilling.

Foredragene om ikoner foregår i det lille kapel og varetages af Thomas, som holder nogle virkelig dybtgående og interessante oplæg om ikonernes historie og filosofi. Thomas starter ud med at fastlægge rammen – alt levende er ikoner, vi er ikoner for hinanden, ikonerne åbner døren til den åndelige verden. Det fornemmes, at han taler ud fra både en stor viden og en dyb indsigt, erkendelse og erfaring – og kan måske tillade sig at formode, ikke mindst en stor kærlighed til emnet.
Her får vi også sat ord på den særlige og ret ubeskrivelige stemning, vi oplever her – Mundus imaginalis – som Thomas beskriver som den konkrete virkelighed, der er mere subtil (fin) end den fysiske verden – men mere tæt end den åndelige verden. Med andre ord er mundus imaginalis – ’the imaginal world’ den verden, der befinder sig midt imellem. Det er den virkelighed som ikonerne og liturgien giver os mulighed for at være en del af. Denne virkelighed ’in between’ tror jeg, vi alle under liturgien for en stund var ’bosat’ i her i det lille kapel.
Uden at man overhovedet kan stadfæste den, så kan man vel sige, at ’the imaginal world’ er det ’sted’, der bliver åbnet for os gennem deltagelse i liturgien her – sanserne åbnes gennem lyden af korsangen, gennem ikonerne, gennem duften af den helt særlige røgelse, der bliver fremstillet her. Det kan være vanskeligt at omsætte disse fornemmelser og stemninger til ord, men man kan måske forestille sig en konkret helhedsoplevelse af krop-sjæl-ånd, hvor grænserne imellem er slettet for en stund.

I kapellet kommer der til at være nye ikoner, malet af en ikonmaler, som munkene kender. Anskaffelsen er gjort mulig gennem en adoptionsordning, hvor vi var så heldige, at den sidste ikon, Johannes Døberen, endnu var forældreløs. Den adopterede vi.
Røgelsesfremstilling er en del af Fellowship of Saint Michael Archangel’s virke. Produktion og salg sker gennem deres egen virksonhed – Insensum.
Cyrille, en anden af munkene som står for fremstillingen af røgelse, viste os værkstedet og fortalte om tilblivelsen af de metoder og maskiner, de anvender. En stor del af disse har Cyrille selv ’fundet på’ og fået konstrueret – for at forfine processen og gøre den mindre tidskrævende. Fellowship’ets røgelse sælges til mange lande og til mange formål.
Cyrille havde flere oplæg om sansernes mysterium og om røgelsens spirituelle anvendelse og betydning, som det, der gennem lugtesansen bl.a. kan være med til at åbne for erfaringen af ’the imaginal world’ -og også om duftenes evne til at fremkalde minder, vække hukommelsen til live og bygge bro mellem fortid og nutid.
Fellowship’ets forståelse af og tanker om røgelsens betydning er meget smukt beskrevet på Insensums hjemmeside – her er nogle korte ud/sammendrag, frit oversat og fortolket:
’Med sin forædlede kulturarv formidler røgelsen en poetisk opfattelse af verden, en opfattelse som kan genopdages gennem duftens den sarte og delikate indikation af noget andet. Røgelse er symbolet par excellence på den hellige natur af mødet mellem mennesket på den ene side og mellem det menneskelige og det guddommelige på den anden side. Røgelsen kan være et instrument til at trænge ind i den mystiske verden af selvtranscendens’.
”…fragrance is a sign of the divine presence in all its immediacy ……in their epiphanies gods are perceived as a perfumed fragrance….. (Peter Kingsley) Insensum – ” Incense & Fragrance” er en non-profit forening, hvis formål er at studere, udvikle og promovere den raffinerede, interkulturelle og religiøse arv fra den olfaktoriske videnskab, duftenes verden. Røgelse har en unik plads i hjertet af denne arv. Foreningen er dannet af og drives af det lille Benediktinske klostersamfund her i La Rivelaine.Man kan læse mere om Insensum-røgelsen og foreningens formål herhttps://insensum.be/en/
La Rivelaine, stedet og fremtiden:Siden 1975 har Bernard de Renesse og hans familie været ejere og beboere på stedet. Bernhard bor stadig på stedet, men er kommet i en alder, hvor han ønsker at videregive den skønhed og de muligheder, han har skabt her. Fellowship of Saint Michael arbejder nu på at skaffe midler til at overtage stedet for at fortsætte det som et kloster fællesskab og skabe et spirituelt mødested for mennesker fra alle dele af verden – et center for spiritualitet, møde og kommunikation. Billeder fra La rivelaine kan ses her:
https://www.larivelaine.be/

 Birthe Paungreen