At skrive en ikon – kursus for begyndere.


Kreativ Stilleretræte i Nordjylland 25. – 30. september 2023.

Ikoner er stilhedens forkyndelse. De er i den ortodokse verden for øjet, hvad prædiken er for øret i den protestantiske kirke. Ikoner – siger man – er et vindue til himlen.
At skrive en ikon er en meget fordybende, ydmyg og tidskrævende proces.
Når vi bruger en stilleretræte som ramme og baggrund til et kursus i ikonskrivning, kan fordybelsen komme til sin fulde ret. Der er sørget for alt, så du fuldtud kan koncentrere dig om ikonens tilblivelse. Du behøver ikke have erfaring i ikonskrivning eller andet kunstnerisk arbejde.
På kurset vil du få kendskab til ikontraditionen og lære det gamle håndværk at kende. Der arbejdes på kridtgrunderede trætavler med pigmenter og æg. Vi matforgylder med 23,75 karat bladguld og så fortaber vi os i tålmodig kopiering med meget små pensler. Skriveprocessen suppleres med uddybende oplysninger om udvalgte ikoner og deres symboler, mens vi opøver os i nærvær, koncentration, tålmodighed og maleteknik.
Ud over ikonskrivning og undervisning er der en fælles rytme med meditationer, spisning og tilbud om samtaler/åndelig vejledning.
Huset ligger på stor naturgrund ved enden af en privatvej og i rolig, naturskønt omgivelse. Der er eneværelse til alle. Se huset her

Retræteledelse: Lisa Bremer, kunstner, præst og åndelig vejleder – www.lisabremer.com
Underviser i ikonskrivning: Annette Nepper-Christensen, ikonskriver. Annette har mange forlæg til ikoner med, men hvis du har et ønske om en speciel ikon, eller hvis du har andre spørgsmål mhp. ikonskrivning, må du gerne kontakte hende. Du finder lidt om hende samt kontaktmuligheder ved at klikke her: Annette
Tid: mandag 25/9 kl. 13.30 (huset er åbent fra kl. 12.00) til lørdag 30/9 kl. 14.00
Sted:  Øslevvej 41, 9690 Fjerritslev               
Tilmelding: tilmelding@nuks.dk
Pris: kr. 4000,- (4200,- for ikke-medlemmer). Prisen er inklusive kost, logi, undervisning og alt materiale (træplade, bladguld, farver…). Betaling: inden 15/9 (efter modtaget kvittering af optagelse) på konto: 6112-9042789666.

Interesserede, som har vanskeligt ved at betale det fulde beløb kan kontakte foreningen mhp. evt. nedslag i prisen.