En kristen integral livspraksis

Peter Ruge

”3-2-1-Skyggepraksis”

  • 3. person: anerkend skyggens virkelighed som en projektion af dig selv.
  • 2. person: opret en relation til skyggen i et medmenneskes skikkelse
  • 1. person: mød skyggen i dig selv og identificer dig med den.

Sådan lyder den amerikanske filosof og spirituelle lærer Ken Wilbers vejledning i integral skyggepraksis. Den er et element i en integral livspraksis. Det integrale perspektiv består helt generelt i at holde så mange aspekter sammen som muligt. I dette tilfælde er det integrale at møde skyggen i både 1, 2, og 3 person for at erkende – og frem for alt integrere den.

                                                                

Skyggen er livskraft, som er spaltet fra helheden. Wilbers anliggende er i nutiden at bevidstgøre erfaringen af at være et helt menneske, efter at vi i Vesten igennem århundreder er blevet formet og dannet af en kultur, som har været optaget af at splitte vores helhed op i krop, følelser, ånd, skygge, intellekt, jeg og de andre, menneske og natur, mandligt og kvindeligt, fornuft og tro osv.

Skyggepraksis er en øvelse i at integrere vanskelige følelser i helheden – og i det hele taget i at forbinde følelsernes liv og udtryk med vågen bevidsthed.

Kristen livspraksis

En kristen livspraksis må nødvendigvis have samme anliggende som Ken Wilbers integrale perspektiv. For alle aspekter af menneskelig eksistens er skabt af Gud, og er skabt til lige værdighed og med lige ret til liv og udfoldelse.

Mennesket er skabt til at være en helhed af mange livsaspekter, og denne helhed er et udtryk for skabelsens godhed. Sådan som Gud udtrykker det, da han i fortællingen om skabelsen ser ”at alt er godt”.

Derfor ligger det også lige for i det kristne at øve en skyggepraksis – og koble denne praksis til Jesu vejledning om at være mere opmærksom på egen bjælke, end på splinten i medmenneskets øje.

På den ene side er det en øvelse i at vinde kontakt med de vanskelige følelser, som er blevet spaltet ud fra den helhed, der skylder Gud sit ophav. På den anden side er det en praksis i tjeneste for medmennesket, sådan at det andet menneske ikke skal bære byrden af mit manglende overskud til at være mig selv.

Integral livspraksis

Nu er menneskets splittelse jo langt mere omfattende end den, der vedrører skygge og følelsesliv. Derfor peger Wilber på nødvendigheden af, at vi øver vågen bevidsthed ind i alle mulige livsaspekter, for at fremme en oplevelse af at være hele mennesker. Han sondrer grundlæggende mellem fire aspekter: krop, intellekt, ånd og følelse. Hans påstand er, at man må øve sin helhed med én praksis fra hvert aspekt. Det integrale perspektiv består i, at man ikke specialiserer sin øvelse i f.eks. at træne krop på et højt niveau, som f.eks. i yoga, eller ånd til en særlig bevidsthed gennem f.eks. meditation. Men at man øver alle fire aspekter parallelt, og at man gør det hyppigt og i korte perioder.

Så når man øver følelseslivet i sin skyggepraksis, er man også bevidst om sin helhed. Og man husker samtidig de øvrige aspekter: kroppens, åndens og intellektets virkelighed. Wilbers påstand er, at denne bredspektrede integrale praksis er den hurtigste vej til større klarhed og højere nærvær.

En integral kristen livspraksis

En kristen livspraksis må som nævnt være integral. Og en kristen øvelsespraksis kan for skabelseshelhedens skyld følge det samme spor, som Wilber anbefaler: én øvelse til krop, én til ånd, én til følelser og én til intellekt eller bevidsthed. Det afgørende er ikke bestemte øvelser eller praksisformer. Det afgørende er ikke at dygtiggøre sig i et bestemt aspekt. Det vigtige er, at perspektivet er integralt, så man øver både helhed, dybde og balance, og når man øver – at man husker Gud: Helheden i alt liv!

——————–

Litt. Ken Wilber m.fl. Integral livspraksis. Klim 2013

Labyrint og livsvej

Lisa Bremer

”Dejlig er jorden! Prægtig er Guds Himmel! Skøn er sjælens pilgrimsgang!
Gennem de favre riger på jorden går vi til Paradis med sang.”

Sådan digtede Ingemann for 170 år siden. Og sådan synger vi stadig i juletiden og til begravelser. Ja, salmen er ofte et ønske ved begravelser. Den ser jo på livet under et bestemt perspektiv. Den fortæller nemlig om livet som en pilgrimsgang. Sjælen vandrer her på jorden gennem de favre riger vel vidende om, hvor prægtig Guds Himmel er (hvor sjælen kommer fra, og som den derfor har kendskab til den), og at paradiset venter på én, når pilgrimsvandringen på jorden er slut. Livet er en vej, som mennesket skal vandre så længe det lever på jorden.

Betragtning af livet som en vej er ikke noget nyt, ikke noget Ingemann har fundet på. I næsten samtlige mytologier verden rundt og igennem alle tider findes forestillingen om menneskets liv som en vej. Men hvordan ser sådan en livsvej ud? Er den bare en overskuelig linje, der går ligeud fra fødslen tid døden? Eller er vejen slynget, bøjet, og helt uoverskuelig? Går den op ad bakken eller ned af bakken? Ligner den en motorvej eller en gemt sti? Er der kun én vej eller er der også sidespor, måske omveje og måske også blindveje?

Allerede for mere end 10.000 år siden har mennesker prøvet at tegne livets vej med en enkel spiralform. Vi kan i dag dog kun gætte på, at disse spiraler skulle fungere som tegn for livets vej. Tydeligere blev det for ca. 5000 år siden, da mennesker begyndte at bruge grundformen til den klassiske labyrint. Denne grundform viser nemlig et lille kors i midten som symbol for mennesket i verden – og så snor vejen sig rundt omkring det. Labyrinten findes både i hulemalerier, på gamle potteskår og på mønter. Den findes verden rundt i det gamle Ægypten, Grækenland, Sydamerika, Skandinavien og selv i fjerne
kroge af kloden, som ikke havde forbindelse til andre kulturer, dengang labyrinten blev brugt hos dem. Denne både i tid og rum enormt vidtstrakte forekomst af labyrintsymbolet er én af grundene til, at vi kan se dette symbol som en arketype. En arketype, der vil og kan fortælle os noget om vores fællesmenneskelige livsvej.

De forskellige kulturer har udformet og præget forskellige former af symbolet. Hos romerne er labyrinterne ofte firkantede og symmetriske, mens labyrinterne i Sydamerika er asymmetriske og virker, som om de i sig selv er i bevægelse. I Grækenland har man brugt at lægge mosaik som den gamle klassiske Kretalabyrint, i Skandinavien er de fleste labyrinter lagt af sten ud i naturen eller ridset i klippesten, og i England har man haft tradition for at grave labyrinter ned i græsplænen.

Da de kristne ret tidligt overtog dette symbol, blev korset i midten af labyrinten særlig vigtigt. Det varede ikke længe, inden hele labyrint fik en tydelig korsform. At have en labyrint i kirken var helt op til middelalderen almindeligt. Labyrinten, som fx stadig findes i den store domkirke i Chartres, blev brugt som en lille pilgrimsvandring for dem, der ikke havde tid eller penge til at gå en af de store pilgrimsruter. Men der findes også beretninger om, at folk dansede i labyrinten – især til påske.

Først i slutningen af 1700-tallet blev man i kirken pludseligt forstyrret af labyrinten. Nu var densåkaldte oplysningstid begyndt, og kirken skulle være seriøs og rationel. Det forstyrrede, når folk
ville gå på en lille pilgrimsvandring i kirken eller endda danse i den. Det var nu heller ikke længere passende, at børn under højmessen legede i en labyrint. Derfor blev labyrinterne fjernet i de fleste kirker, og traditionen for deres brug blev glemt.

Først i vores tid, hvor mennesker mere og mere savner bæredygtige symboler og savner at bruge kroppen til gudstjeneste og fordybelse, opstår traditionen med labyrinten på ny. Der findes i dag over hele kloden mange nye labyrinter – og de er ikke kun til pynt, de bliver brugt!


Hvordan bruger man nu en labyrint? For at forstå labyrintens dybere mening er man nødt til at forstå, hvad labyrinten ikke er.

I ca. 4500 år har man brugt labyrintsymbolet for at gå i det, danse i det, lege i det, meditere i det og finde mening og vejledning for sit liv i det. Og selv om labyrinten blev udformet forskelligt i de forskellige kulturer og igennem de mange tidsalder, så har den hele tiden haft én eneste vej, der fører ind i midten og ud igen. Men i 1600-tallet søgte man blandt velhavende konger og adelige at søge adspredelse og forlystelser i parkanlæg og slotshaver. I den sammenhæng kom nogle dygtige arkitekter på tanke om, at omforme labyrintsymbolet til et legeredskab. Nu var der ikke kun én eneste vej, der fører i midten og ud igen, men der blev anbragt flere forskellige veje, hvoraf nogle af dem endda slutter abrupt i en blindgyde. Det blev sjovt og spændende at gå i en labyrint på denne helt nye måde, især hvis afgrænsningen blev sat op som en hegn, man ikke kun se igennem. Denne nye form af labyrinten fik også i mange lander et nyt navn. I Tyskland hedder den ”Irrgarten” (forvirringshave) og på engelsk hedder den ”maze”. Desværre har man på dansk ikke et andet navn for denne form af labyrinten, hvorfor man ikke sproglig kan skelne mellem de to former. Når man i dag vil fortælle noget om en labyrint, tænker de fleste mennesker på disse forvirringslabyrinter, som findes til forlystelse både i store anlæg, i majsmarken eller som tegnelabyrint for børn både på papir og på computer.

Men en klassisk gammel labyrint er ikke en forvirringslabyrint! Og det er vigtigt, fordi spørgsmålet, som ligger til grund for de to former er vidt forskellige. I en forvirringslabyrint er det
grundlæggende spørgsmål: Går jeg rigtig eller forkert? Der er flere veje, mange valgmuligheder, og nogle veje fører til målet (som tit ikke længere er i midten, men en anden udgang), andre veje er
blindveje. Når man vil bruge dette spørgsmål om rigtig eller forkert som sit livsspørgsmål, skaber det store problemer. Det implicerer, at mine veje, mine beslutninger, mine meninger, ja måske jeg
selv kan være forkert. Det tvinger mig hele tiden at tænke i en skelnende dualisme og bedømme mig selv og mine livsvalg, mine medmennesker og deres livsvalg som rigtig eller forkert. Og det skaber
en dyb uro og angst, fordi en hvilken som helst beslutning, jeg skal tage, kan være forkert. Hele vores skolesystem er opbygget over dette grundlæggende spørgsmål, og det sidder dybt inde i os, at
sådan er det med livet: det er enten rigtigt eller forkert. For mange mennesker er det slet ikke muligt, at se, at livet også kunne opleves på en anden måde.

Men hvis vi tager den oprindelige labyrint som tydning af livet, ser det faktisk anderledes ud. Her er der kun en eneste vej, og den fører til midten. Og det er den samme vej, der fører ud igen. Her giver
det ikke mening at spørge om noget er rigtig eller forkert. Her er det grundlæggende spørgsmål: Går jeg, eller går jeg ej?

Hvis livet er en vej, som jeg ikke kan gå forkert på, skaber det umiddelbart en dyb ro og følelse af sikkerhed. En hvilken som helst beslutning ligger jo på min vej. En beslutning er ikke længererigtig eller forkert – den er bare. Spørgsmålet er kun, om jeg træffer en beslutning, eller om jeg nægter at beslutte mig aktivt og lade livet glide hen med ikke-trufne beslutninger. Går jeg eller går jeg ej? Fortsætter jeg mit liv bevidst og aktivt, eller har jeg gemt mig i en krog i labyrinten og venter at livet vil gå forbi? Og det er lige meget, om det er en behagelig luksuskrog eller et skjulested.

Hvis livet kun har den ene vej, så betyder det også, at alt hører til. Jeg kan ikke sige: Det jeg valgte dengang, det var en blindvej, det tæller ikke. Alt, der har været på min livsvej er en del af den og hører nu til. At se sin livsvej som en sådan labyrint er et meget nøgtern og ærligt syn på livet. Intet er skjult, intet var forkert, alt hører til. Det bygger på en fundamental accept og kan f.eks. være fundament under det store arbejde med tilgivelse.

Labyrinten kan på denne måde bruges både som billede på hele mit liv, og som hjælp i enkelte livsspørgsmål. Nogen gange er det allerede nok, at ”gå” en labyrint med blyant eller bare med sin
finger på papir. Hvis man har mulighed for at gå en labyrint med hele sin krop er det endnu mere interessant. Skridtene, som i forvejen mest er langsomme i en labyrint kan være faste nogle steder
og andre steder svajende og usikre. Så gælder det at være opmærksom på sig selv, sine tanker og følelser. Hvor er jeg på vej hen her? Hvad foregår der lige? Derfor er det meget gavnligt at gå
labyrint med nysgerrighed og åbenhed. Hvis man går labyrint på denne måde, kan man kun undre sig igen og igen: pludseligt er der et svar på mit livsspørgsmål. Pludseligt dukker der menig op med
noget, jeg ellers syntes var helt meningsløst. Pludseligt bliver jeg klar over noget og kan træffe en vigtig beslutning.

Vi bruger fast labyrinten ved fordybelsesdagene i Silkeborg kirke – næste gang 5. december. Der er planlagt en workshop med labyrintvandring til årsmødet i november. Og så kommer der en hel
retræte med labyrint og livsvej som tema i Kristi Himmelfartsdagenen 2019 på Ådalen Retræte.

Lisa Bremer, Sognepræst.

Den kristne forvandlingsvej

Kristusprocessen

Kristendommens perspektiv er menneskehedens forvandling. Bibelen begynder med en fortælling om tab af en oprindelig enhed med Gud og med naturen. Den fortsætter med at berette om, hvordan mennesker uden denne enhedsoplevelse forvilder sig i instinktliv og jegets selvoptagethed. Nye Testamente beretter om hvordan Kristus peger vejen ud til heling af menneskets splittethed. Og Kirkens tid handler, om hvordan G

uds Ånd virker målrettet på at gøre menneskers bevidsthed klar, sådan at en ny helhed af natur, menneske og Gud lader sig danne. Vi er altså – i denne tid som for totusinde år siden – genstand for Guds vedholdende kærlige opmærksomhed, der søger at lyse menneskers bevidsthed op. Det er Kristusprocessen.

Forvandlingsvejen

Det vi her kalder Kristusprocessen, svarer til forestillingen om bevidsthedsevolution, som over årtusinder løfter bevidsthed ud af det dyriske perspektiv mod jeg-fokus og højere bevidsthed. Der er to forudsætninger for at denne proces kan udfolde sig. Den ene er erkendelsen af, at vi hører hjemme i en omfattende helhed af alt levende – altså langt mere omfattende end jegets horisont. Den anden er en genkendelse af den naturlige mulighed for transformation af instinkt og vanskelige følelser til større klarhed i bevidstheden. Den kristne forvandlingsvej er ikke mindst fokuseret omkring forestillingen om syndernes forladelse. I sin radikale forståelse er den en frisættelse til at være det hele menneske man er, og frit at vedgå, hvad sindet rummer. Denne vej er imidlertid kun sjældent foldet åbent ud, fordi Kirken ansvarligt og fornuftigt er veget tilbage fra at tilsige syndernes forladelse – så at sige på forhånd. Man tilsiger forladelsen af det, der er sket og er gjort galt – og med en løftet pegefinger, der formaner: og synd nu ikke mere! – hvad mennesker så straks går hjem og gør, fordi der ikke finder nogen erkendelse sted af syndens væsen og transformationsmulighed.

Frihed

Den radikale forståelse af syndernes forladelse tilsiger dem progressivt – dvs. på forhånd – og sætter derved instinkt og følelser fri af kontrol. Ikke at man er sat fri til uhæmmet at følge enhver impuls, men fri til at tillade enhver impuls i sindet, uden at dømme den forkert eller ”syndig”. For kun i frihed og accept kan den naturlige transformationsproces finde sted. Der er tale om en forvandlingsvej, som løfter de vanskelige følelsers intensitet til hjertelighed og mere klarhed i sindet. Den kristne forvandlingsvej søger at genskabe en ny Helhed for den, der mytologisk talt gik tabt i Paradiset. En helhed, hvor Ånd og instinkt – Gud og natur – er vågne og levende i menneskers erfaring af Helhed.

Pilgrimmens integrale opgave

Igennem de seneste 20 år har pilgrimsvandring til hellige mål fået en ny opblomstring. Tidligere kristne generationer har beskrevet livet på jorden som en pilgrimstid. Denne sidste måde at bruge pilgrimsbegrebet har i moderne tid fået indflydelse på, hvordan man fx taler om religiøse rejser eller små vandringer med sin menighed. Og man kan udvide begrebet til at omfatte en tur i sommerens løb til stranden, en meditativ vandring i skoven eller deltagelse i en retræte. Begge opfattelser af pilgrimsbegrebet har det til fælles, at det giver gode muligheder for at få krop og ånd, energi og sansning, til at samvirke.

Der er gennem de seneste år givet mange bud på, hvordan man tilrettelægger en pilgrimsvandring. Jeg vil snarere prøve at beskrive udfordringen, ved at være pilgrim i moderne tid. For uanset om vi betragter os som pilgrimme, spirituelt søgende eller ivrige kristne, har vi en dybere længsel, som står i et vanskeligt forhold til vor kultur. Lad mig beskrive dette forhold set med pilgrimmens øjne:

Fraspaltningen i vor kultur

Når en pilgrim vandrer hjemmefra, forlader han dagligdagen, men forbliver i tidens kultur. Denne kulturs herskende tankesæt er opbygget gennem de seneste generationer. Forenklet sagt: Vor kultur viser sig i et velordnet samfund med rimelig velstand, gode organisationer (skoler, hospitaler), effektive virksomheder, velfungerende infrastruktur, retsvæsen med love, etik, leveregler og balanceret social kontrol. Samfundet bygger på videnskab, teknologi og psykologi. Det er sekulært. Det er et samfund, som vi grundlæggende er glade for. Det væsentligste problem med vor kultur er, at der igennem de seneste generationer er sket en fraspaltning af henholdsvist Instinkt (Drift) og Ånd (Gud). Gevinsten ved at fraspalte Driftslivet har været, at mennesket kunne disciplineres og blive en effektiv samfundsborger. Fraspaltning af Ånd har frataget mennesket væsentlige dele af individualitetens og kreativitetens udfoldelse. Tilsammen har det bevirket, at mennesket er blevet fremmed for sig selv. Det har medført en fornemmelse af, at man er sat i verden uden grund. Der opstår meningsløshed og ligegyldighed med risiko for depression eller galskab.

Pilgrimmens hovedopgave bliver derfor at fange og forstå instinkterne og ånden. Instinkterne skal man lære at håndtere på voksen-vis i personligheden. Ånd skal man lære at sanse, så man kan støtte sig herpå i sit videre liv. Pilgrimmen overlades således en integral opgave i forhold til det fraspaltede driftsliv og det fraspaltede åndsliv.

Man skal kunne komme hjem fra en pilgrimstur mere helet, end da man tog af sted. Man skal kunne komme hjem med stærkere fornemmelse af sig selv og sin relation til det transpersonlige (ånd). Lykkes dette, bliver også vort samfund helet.

Pilgrimsvandring byder netop på gode muligheder for, at en sådan proces kan lykkes. Lad os se på hvordan, det kan ske.

Den primære oplevelse af drift og ånd

Når man er kommer over de første vandredages eufori ved at være i frisk luft og få kroppen i sving, begynder sanserne at skærpes. Bevidstheden bliver mere åben og følsom. Drifterne fornemmes i sindets skiftende stemninger undervejs – somme tider med stor kraft og til andre tider mere nænsomt.

Nu er det sådan, at pilgrimmen – og det gælder også retrætedeltageren – opdager både drifterne og de mere guddommelige impulser i en skøn blanding. Under selve pilgrimsvandringen gælder det om at omfavne det, der opstår, så de bliver ordentligt erkendt. Den egentlige bearbejdning må vente til du kommer hjem, hvor du bedst kan tage fat på det integrative arbejde. Lad mig i flæng nævne blot få eksempler på, hvad du kan møde:

Du møder glæden på en anden måde end tidligere i livet. Som barn fik du måske besked på at dæmpe dig, fordi du og dine legekammerater støjede.

Du opdager friheden. Din hverdag bliver let – ingen dikterer dine regler.

Stilheden indfinder sig – uden at du beskyldes for at være doven.

Erotikken vågner – uden at nogen siger uha-uha.

Lidenskab som udtryk for at livsenergien vågner – og du kan give dig hen til den uden at føle svigt – ingen beder dig stoppe.

Sandheden kan træde tydeligt frem – uden at nogen kan nedgøre den eller relativere den.

Sult, Tørst, Vrede, Grådighed melder sig og du mærker den indre kamp for at håndtere dem.

Barmhjertighed overrasker dig. Taknemmelighed overvælder dig.

Ja, du kender disse følelser – og endnu flere fra dine pilgrimsture.

Umiddelbart registrerer du dette som følelser. Senere ser du dem som potentialer.

Hvis du omhyggeligt undersøger de følelser, der kommer i spil, vil du opdage, at de har forskellig lødighed. Du får mulighed for at undersøge, hvorfra de kommer. Nogle er kommer fra sindets skygge-sider, andre fra dybere lag i din karakterstruktur. Dette kan fx være vrede, skam, angst, mindreværd og tvivl. Opgaven for disse er at tage dem til dig, så du kan håndtere dem. De skal integreres i din normale hverdag, så de ikke styrer dig, men så din bevidsthed kan forblive klar og du kan handle relevant.

Ånd

Ånd er tabubelagt. I vore samfund plejer vi at overlade det åndelige til bl.a. kunstnere, præsterne og kirkerne. Men derved medvirker vi netop til den fraspaltning, som vi taler om.

Som pilgrim har man gode muligheder for at fornemme ånd. Det sker typisk i nærværet med en medvandrer, i venskaberne, i sympatierne eller i den hjælp, som man enten modtager eller yder. For nogle af os får pilgrimsmålet et magisk betydning.

Når du undersøger dine personlige indsigter fra pilgrimsturen, kan du opdage, at nogle af dem har en mere guddommelig karakter. De ejes ikke af dig. De er kollektive. De er transpersonlige. Det gælder fx dybe glæde, frihed, stilhed, sandhed, barmhjertighed og taknemmelighed. Opgaven med disse er at finde ud af, hvordan du kan stille dig, for at det åndelige bedst arbejder igennem dig. Det kræver ikke megen anstrengelse. Får du ændret din indstilling til ånd, vil du blive beriget. Helingen er i gang.

Det integrale aspekt

Når jeg siger, at man skal integrere Instinkt og Ånd, er det ikke alene et spørgsmål om at kunne registrere eller at kunne forstå dem. Det handler ikke om analytiske færdigheder.

For at foretage en integration skal man komme overens med de registrerede fænomener. Man skal frem til, at man beslutter sig til at fusionere med dem. Herved ophører din nuværende forståelse af dig selv, ligesom fænomenerne ophører i deres nuværende form. I er ikke længere 2 adskilte størrelser, men der er opstået noget nyt. Du er blevet en ny. Dine synapser i hjernen er begyndt at danne ændrede tankemønstre. Du har helet dig selv og du er derved godt i gang med at hele den splittelse, der er pågået igennem det 20-århundrede.

Integration

Integration er at komme overens med den virkelighed, som man sanser.

Eksempel: Et murersvend kan opleve et hus som bestående af en sokkel, der er 10 meter på den ene led og 5 meter på den anden. Hvis husets målestok er korrekt, vil murersvenden se det som 10 m og 5 meter, i alt 15 meter – eller som en sokkel på i alt 30 meter, der skal mures. En bygmester ser det som 10 x 5 = 50 kvadratmeter. Hos bygmesteren er der således sket et skift i dimension fra dimensionen meter til dimensionen kvadratmeter.

Bygmesteren håndterer ikke kun længder (afstande regnet i meter), der skal mures; men han ser flader (arealer regnet i kvadratmeter), der skal bebygges. Han kan arbejde med mere komplekse forhold. Bygmesteren har integreret de 10 meter og de 5 meter og indset, at integralet er et areal på 50 kvadratmeter.

Konklusion

Populært sagt består pilgrimmens opgave i at hele sig selv og dermed medvirke i heling af samfundet.

Den ene udfordring, der venter pilgrimmen, består i at integrere sine instinkter (drifter) i egen livsudfoldelse. Den anden udfordring består i at forstå, at ikke alle følelser ejes af pilgrimmen, men kan være transpersonelle, der kommer som åndens gaver.

Det integrale arbejde – som fortsætter hjemme efter pilgrimsturen – vil ændre tankesættet i retning af at kunne håndtere større kompleksitet. En hjerneforsker vil beskrive det på sin måde. Jeg vil kalde det heling, fordi det er at genforene sig med noget, som gennem generationer er blevet fraspaltet. Andre vil kalde det livsfylde. Nogle vil sige, at de har fundet sig selv. Mange vil beskrive det som fornemmelse af en mere sand og ægte tilstedeværelse på den jord, som vi betræder. Kristne vil glimtvis genkende noget af det, som Jesus talte om.

God pilgrimsvandring! Jeg ønsker, at sommerens aktiviteter viser dig dine instinkter og giver dig en god kontakt med ånd.

Bent Jul

20. juni 2019 # 4

Bent Jul

I salmebogens nr. 84 er der et vers:

Jeg hjertets dør vil åbne dig
o Jesus, drag dog ind til mig!
Ja, ved din nåde lad det ske,
at jeg din kærlighed må se!

I Den Danske Salmebog omtales hjertet i omkring 350 salmer. I 22 salmer indgår hjertet i titlen. Hjertets betydning er således en vigtig del af folkekirkens salmeskat.

 

‘, ‘

                                                           

Hvorfor udgør interessen for processerne til hjertets dannelse kun en lille del af søndagens liv i kirken? En af forklaringerne skal findes i, at den danske folkekirke er stærkt præget af teologien hos reformatorerne Luther og ikke mindst Melanchthon. Hos dem lægges der vægt på ordet og med en klar understøttelse af fyrstens magt. Dette har betydet, at der i Norden har udviklet sig en eksoterisk kirke med vægt på kirkelivets ydre former fx med opdragende og intellektuelle prædikener, med diakoni og vægt på praktisk næstekærlighed, etik og samfundsforhold.

Det esoteriske med fokus på det inderlige, indre liv har ikke fået megen plads. Igennem tiden er der dog gjort forsøg på at gøre kirken til et sted, hvor også inderligheden kunne udvikles. Disse forsøg foregik i de folkelige vækkelsesbølger, fx gennem pietisme, blandt herrnhuter og i andre missionerende bevægelser. Disse bevægelser blev imidlertid mødt med modstand fra både teologer og verdslige magthavere; – nok mest fordi de flyttede den religiøse dannelse udenfor kontrol. Men vækkelsernes inderlighed forankrede sig i  salmebogen og har dér holdt sig levende til stor berigelse for alle.

Man må i dag spørge, om der er en rimelig balance mellem det eksoteriske (ydre) og det esoteriske (indre) i folkekirkens aktiviteter. I disse år ses et stigende antal søgende, der tager ansvar for egen spiritualitet, fordi kirken ikke giver det rum og den næring, de har brug for.  De nærer deres sjæl på pilgrimsvandringer, gennem healing, gennem mindfulness, i indre bøn, ved nærværstræning mm. Og for de søgende spiller netop hjertets dannelse en stor rolle.

Vi står i disse år overfor en integrerende proces, hvor det er vores opgave at sætte fokus på og indhøste nutidige erfaringer med hjertets dannelse og med andre tilsvarende indre processer. Opgaven må være at danne en kristen livspraksis, der spænder over både esoterisk og eksoterisk. En livspraksis, der er fornyende og samtidig i pagt med kristendommens essens. I det perspektiv må Folkekirken overveje, hvordan den vil forholde sig til de søgendes behov for en indadvendt kristen livsudfoldelse. Man kan stille sig skeptisk og afvisende. Men det kunne jo også tænkes, at de søgende blev en berigende ressource – på samme måde som de tilbage i historien har givet salmebogen nogle af dens dybeste salmer.

En simpel hjertepraktik

Al dannelse forudsætter øvelse – det gælder kroppens fysiske dannelse og en kulturel dannelse. På samme måde forudsætter hjertets dannelse, at man øver sig og dermed på sigt danner et spor i bevidstheden. Hjertes indre praksis kan udføres helt neutralt som det at lære hjertets følelser og bevidsthed at kende. Men hjertet rummer en dybde, der åbner til Ånd. Derfor hører bøn naturligt til denne dannelsesproces.

Her er en enkel hjertepraksis, der rummer begge aspekter. Den er basalt set neutral og universel. Men den afsluttende tydning gør den til en essentiel kristen bønspraksis:

  1. Flyt din opmærksomhed til hjerteområdet. Fokuser blødt på området i centrum af dit bryst. Læg evt. højre hånd på hjertet.
  2. Forestil dig at dit åndedræt flyder ind og ud gennem dit hjerte-brystområde. Træk vejret langsomt og blødt. Find en naturlig indre rytme, som føles behagelig.
  3. Fortsæt med at trække vejret gennem hjerteområdet. Genkald en positiv følelse (for eksempel værdsættelse eller omsorg) og genoplev den. Føl følelsen og oprethold den.
  4. Og husk Gud.

Denne øvelse – eller rettere bønsform – kan praktiseres overalt. Jeg selv kender den bedst fra pilgrimsvandringer og spadsereture, hvor den let lader sig praktisere mange gange dagligt  – særligt påbegyndt, når jeg møder kors i landskabet.

Bent Jul

august 2015