5 on-line foredrag med Uffe Jonas: NATURENS GENFORTRYLLELSE -FRA FALD TIL GENOPRETTELSE
5 on-line foredrag med Uffe Jonas : 1. – 8. – 15. – 22. & 29. oktober kl. 19 – 21
Naturen er i dyb krise, fordi vi mennesker har glemt, at naturen ikke kun er en ressourcebank og kulisse for vores menneskelige aktiviteter, men at den lever og virker i os selv. Med vores kroppe, sanser og instinktliv, er vi en del af naturens eget kredsløb, dens grokraft og vildskab, dens vold og drama – dens fødsel og død.
Men vi erkender også naturens stilhed, hendes hellighed og fortryllelse. For bag naturens former arbejder matematikken, og bag matematikken høres musikken. Bag musikken sanser vi skabelsens evige harmonier, og igennem harmonierne høres Guds hellige engle.
I Grundtvigs natursyn står Gud ikke kun over eller udenfor naturen som dens skaber. Men i Ordet (Logos) blev hele verden skabt. Og igennem visdommen (Sophia) bliver den udsunget som bølger på bølger af lys og liv.
Kristus, det levende Ord, og Visdommen, den lysende Røst, er den åndelige befrugtelse og frugtbarhed, der gennemsynger og gennemsyrer hele skaberværket. Tilsammen lever de aktivt med – både i oplysningen af menneskets natur, og i genoplivelsen og genbesjælingen af den udvendige natur.
Opstandelsen er derfor også en slags naturproces. Vi lever ikke kun på jorden som herrer over naturen, men vi er en integreret del af naturens egen livsudfoldelse. Kristus er ikke kun menneskets, men også naturens frelser og forløser.
Og Visdommen er Bruden, den jomfruelige og skændede natur, som kun et Snehvide-kys kan genopvække fra de skindøde. Det er Hende, som rejser sig med ynde for at åbenbare sig i al sin frugtbarhed og dybsindighed i takt med vores egen åndelige opvågnen.
“Hele naturen sukker af længsel efter menneskebørnenes komme”, som Paulus så smukt har formuleret det.
De 5 foredrag:
1. Naturens genfortryllelse
– om naturvidenskab, naturfilosofi og skabelsesmystik
2. “I al sin glans nu stråler solen”
– naturen som lysproces
3. “Målet som Guds engle tale”
– Om englenes sprog, sfærernes musik og skabelsens rytmik
4. Fra indvikling til udvikling
– naturens fald og genoprejsning som åndelig dannelsesproces
5. “Kom, skab os om, Gud-Helligånd!”
– Opstandelsen som legemlig forklarelsesproces
Aftenerne indledes med en meditation.
Uffe Jonas er ph.d., filosof, forfatter, sanger & Grundtvig-kender
Deltagerpris 500,-
Enkeltforedrag 125,-
Indbetales på Mobilepay: 60 95 35 88
Foredragene afholdes på Zoom. Replay lægges op i lukket gruppe efterfølgende. Link til foredrag udsendes før kursusstart.